Vi er netop, for godt en time siden, kommet tilbage fra vores juleoptræden i Floridsdorf.Det var helt vidunderligt igen i år, selv om mange af de indsatte havde fået forbud mod at komme, fordi de havde lavet et eller andet, de ikke måtte.
Det betød også, at en del af medarbejderne ikke kunne være til stede, men det medførte også, at vi fik helt anderledes god mulighed for at tale med fangerne på tomandshånd.
De sidder alle i det, man kalder "Maßnahmenvollzug", fordi man vil sikre sig, at de ikke igen begår forbrydelser på grund af deres "sjælelige afvigelser", når de engang bliver løsladt.
Man afgør, ved intens overvågning af psykiatere, psykologer, socialrådgivere og andre med lignende uddannelser, under hvilke betingelser man kan antage, at den indsatte ikke igen lander i fængsel.
Man sidder på ubestemt tid. En af dem, som vi efterhånden kender godt - vi har været i afdelingen nogle gange tidligere - har siddet i ti år. Rekorden indehaves af en, der har siddet i 30 år, og jeg har aldrig mødt nogen, der har siddet kortere end to år.
Det er egentlig en tillægsstraf, fordi de først har afsonet den normale tid, for det de har gjort, men det opfattes ikke som en straf mere, fordi alle ved, at det drejer sig om at skabe den bedst mulige tilværelse for de indsatte, når de skal tilbage til et mere normalt liv.
Marianne mødte en af dem, vi havde lært at kende tidligere, på gaden i Wien. Han var blevet flyttet ud på et behandlingshjem, men først og fremmest var han i frihed igen.
Han var glad for at se hende - og omvendt, og det er egentlig ret mærkeligt, når man tænker på, under hvilke omstændigheder de lærte hinanden at kende.
På den anden side betyder bekendtskabet også, at de har et vist netværk, når de kommer ud.
Den 24. december holder Marianne og jeg Jul for blandt andre dem i vores hjem, fordi korpset ikke har faciliteter til at lave en sædvanlig Julefest.
Vi - også børnene (hvilket undrer mig) - glæder os meget til den oplevelse.
