de to psykologer fra Københavns Amt, Birgit Cederholm og Sille Kragh, alene baserede deres vurdering af vores adfærd og vores chancer for et godt liv på baggrund af lægeoplysninger, der var syv år ældre end det ældste af de undersøgte børn, når der nu fandtes kvalificeret dokumentation, dels fra en overlæge, refereret af familiens praktiserende læge, dels denne læges egne iagttagelser og sikre viden om, at der i hvert fald ikke forelå medicinmisbrug eller sindssygdom i familien - og ikke havde gjort det i børnenes levetid?

Lige ovenfor er der vist en bid af Psykolognævnets afgørelse i en klagesag, rejst af mig, pr. 18. juni 2002, af hvilken det klart fremgår, at Nævnet, hvilket i dette tilfælde alene vil sige John Barber og Frode Svendsen, ikke finder det fastslået, at psykologerne lagde afgørende vægt på lægeoplysningerne vedrørende mig fra 1983.

Jeg kan selvsagt ikke vide, hvor stor vægt psykologerne tilmålte det gamle materiale, men deres undersøgelsesresultater bekræftede i hvert fald de grusomme konsekvenser af de bestilte beskyldninger fra den pæne, ældre, skizofrene dame, på hvilke socialrådgiverne havde baseret det samlede materiale. Under udelukkelse af blandt andet skolepsykologens vurderinger.

Og det var selvfølgelig meget heldigt, når man dels ville sikre sig, at selv de største regninger for behandling af børnene uden videre skulle kunne overføres til betaling fra Stenløse Kommune/Frederiksborg Amt, dels havde brugt en vældig energi på at finde "iagttagelser", der matchede socialrådgivernes gentagne, men helt ubegrundede påstande om alvorlig sindssygdom hos mig.

Påstanden om sindssygdom, blev det senere forklaret, stammede fra en angivelig "afskrivningsfejl" i kommunens pensionsforvaltning i 1983 - uden at det dog kom mine døtre til gode.

De amtslige psykologieksperter afviste således kategorisk at gennemlæse den attest, som Socialforvaltningen selv havde bestilt til sagen, og fra hvilken den lille bid herover er taget. I henhold til denne "fandt Steen Petersen ikke, at der var holdepunkt for, at Jørn Meinertz ikke skulle kunne drage omsorg for sine børn."

I andre dele af erklæringen fremgår, at der ikke er registreret det mindste symptom på mentale forstyrrelser eller brug af psykosebehandling hos mig efter 1986, og at mit aktuelle, korrekte medicinforbrug alene omfatter betablokkere for mine kredsløbsforstyrrelser.

Min ældste datter er født i 1990.

Det mest ubehagelige var egentlig at opdage, at psykolog Birgit Cederholm ikke var i stand til at beskrive min yngste datters udseende korrekt i den vurdering, hun afleverede til Høje Tåstrup Kommune. Hun beskriver hende som lyshåret, spinkel men normalt udviklet.

Min yngste datter har alle dage været mørkhåret, lille af vækst og buttet. Hun kan iøvrigt heller ikke huske, at hun nogensinde har talt med den ansvarlige psykolog.

Hånden øverst er velvilligst udlånt af min yngste datter.

Hun har da i hvert fald udviklet en vis motorik. Begge børn var angiveligt uudviklede i at bevæge sig - "kunne ikke lege strandlege" som døgninstitutionen skrev. Sikkert under indtryk af et studiebesøg, de toneangivende pædagoger kort forinden havde været på i Østrig.

Jeg er helt sikker på, at de her i landet har konstateret, at samtlige institutionsanbragte børn havde det tilfælles, at de ikke kunne finde ud af at lege på en strand.

Begge mine døtre har hele tiden fået førstekarakter i gymnastik og svømning her i Østrig. Nu, hvor de begge går i gymnasiet er karaktererne dog faldet til næstbedste, som den slags tit gør, når andre ting end leg bliver vigtige.

Det sidste svar fra Socialministeriets Psykolognævn har jeg modtaget her på vores nye adresse. Lige som Karen Langsted fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har John Barber valgt at skrive sine sære synspunkter fra privatadressen.

At han ikke ønsker, at kolleger med kendskab til faget skal læse hans vrøvl er absolut forståeligt. Det er sværere for mig at indse, hvorfor vi i den skandinaviske velfærdsmodel skal lade os nøje med eksperter, der skrider til behandling af børn på grund af amtslige og kommunale krav om sparsommelighed og i den sammenhæng er fløjtende ligeglade med de børn, der kommer til at betale en frygtindgydende pris som raske ofre i statens behandlingssystem.