Min kone og jeg har nu i en del år drevet ”gademission”, som det hedder, når man vil vise sin respekt for de mennesker, der nu engang gør den slags.
Det har været ret vanskeligt, fordi jeg i nogle år har udgjort det komplette ”Frelsens Hærs Musikkorps – Wien”, og dermed har spillet mere, end jeg havde godt af.
Min kone var så til gengæld længe det komplette ”Tempelkor – Wien”. Og hun kunne godt synge dobbelt så meget.
Hvis man spørger hende.
Siden har andre sluttet sig til os og har oplevet præcis det samme, som vi: at det, på trods af sne, is og regn, giver kontakt til mennesker, som dels har brug for hjælp, dels aldrig af egen drift havde været i stand til at komme i kontakt med os.
Det var omkring det tidspunkt, hvor Pave Johannes Paul den Anden lå for døden. Vi var som sædvanligt gået til Karlsplatz i Wien, hvor en hel del havarerede mennesker frister en elendig tilværelse.
Da vi havde spillet et stykke tid – vi var den dag kun min kone og mig – begyndte en yngre dame at passere tættere og tættere forbi os.
Igen og igen.
Jeg var i forvejen i elendigt humør og havde slet ikke haft lyst til at gå ud den dag.
Så jeg fik tiden til at gå med at iagttage hende nøjere.
Hun passede ikke ind i det sædvanlige billede af mennesker fra området. Hun var for velplejet til at være dranker; hun var for velklædt til at være prostutieret eller narkoman.
Eller begge dele.
Til sidst fik hun taget sig sammen til at spørge, om vi ville spille en salme for hendes lille datter?
Det ville vi selvfølgelig meget gerne, men hvor var hun?
Hun var pludseligt, dagen før under middagssøvnen i vuggestuen, helt uventet død.
Jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at tude.
Den unge dames sorg var så underspillet og derfor så stærk, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre
Min kone foreslog, at vi i fællesskab sang ”Nærmere Gud til dig”.
Jeg sang ikke med ret længe; og meget snart måtte jeg også kigge et andet sted hen, for overhovedet at kunne spille blot nogenlunde pænt.
Scenen var rystende i al sin enkelhed.
Min kone og den unge dame sang færdigt alene.
Derefter forlod hun os med konstante forsikringer om, at hendes mand ville betale os godt, når han kom fra arbejde.
Det var ikke lykkedes os at få hende til at forstå, at vi havde blot forsøgt at give hende, det vi havde – og at det var helt, helt gratis.
Sådan går det næsten hver gang, jeg ikke gider. Der kommer et menneske forbi, som vi kan hjælpe en smule videre i livet.
Og derfor smiler vi også, når vi står i frost og snevejr.
Vi bliver nemlig varmet indefra.
Kun har jeg fortsat problemer med at spille salmen fra den dag - ”Nærmere Gud til dig”
