For et par år siden blev jeg inviteret til præsentation og rundvisning på en ”Justizanstalt” ved navn Göllersdorf.
Eftersom jeg havde fået ordre til at forstå dette som en særlig venlighed over for mig, sagde jeg ”ja”, uden at ane ret meget om noget som helst.
Jeg har vænnet mig til, efter jeg kom til Østrig for næsten 8 år siden, at min verden jævnligt bliver stillet på hovedet, så hvorfor ikke også nu?
Göllersdorf viste sig at bestå af familien Schönborns gamle residens, beliggende godt 30 kilometer nord for Wien. Familien, hvis mest kendte nulevende medlem er Wiens Ærkebiskop Christoph Kardinal Schönborn, har spillet en kæmpestor rolle i de sidste to hundrede år af den østrigske historie.
Og, blev det gentagne gange understreget: slottet/fæstningen, der ligger på hovedstrækket Prag – Wien, er, til trods for dette, aldrig, i sin femhundredeårige historie, blevet indtaget militært!
– kun politisk, i 1938.
Tavshed.
Som i gamle dage, da det var en fæstning, blev vi mødt af nogle glatragede, meget muskuløse, bevæbnede sikkerhedsfolk, der straks forlod os, da vi kom ind på selve instituionen. Ordenspolitiet, og ikke det sædvanlige fængselspoliti, har ansvaret for sikkerheden omkring institutionen, men det er dem, af behandlingsmæssige grunde, forbudt at komme ind til de indsatte.
Af indsatte var der 151. Det er det samlede antal af den slags fængselspladser i Østrig, hvilket betyder, at mange ”sjæleligt abnorme forbrydere” frister en kummerlig tilværelse som indsatte i fængsler, der slet ikke er gearet til at tage sig af dem.
Da den sidste, jernbeslåede dør var smækket i bag os, bredte der sig, i såvel farver som indbo en meget afslappet og venlig atmosfære.
Der var tydeligvis mange ansatte i forhold til antallet af fanger, men eftersom de næsten udelukkende bestod af civilklædte plejere og socialpædagoger, var der faktisk meget rart at være.
Det var kommandanten selv, der viste os rundt, fordi, som han sagde, havde han brug for nogle, der ville fortælle om institutionen ude i det virkelige liv. Man mangler desperat behandlingspladser.
Det er sådan, at man i gennemsnit får to pladser frigjort pr. år, men det skyldes næsten altid dødsfald blandt fangerne og ikke, at de flyttes ud til en mere normal tilværelse.
Der er i realiteten kun en vej ud til virkeligheden, og den går via noget, man kalder ”Maßnahmenvollzug“, hvorunder den indsatte anbringes til overvågning i en institution, og der konstant iagttages af psykiatere, psykologer og hvad deraf følger.
Marianne og jeg her et par gange fejret Jul i sådan en institution,og har der haft lejlighed til at opleve, hvordan der kan gå, bogstaveligt, år og dag, sommetider årtier, før man afgør under hvilke omstændigheder, man kan antage, at den indsatte ikke længere vil udgøre nogen væsentlig risiko.
Lægerne sidder selvfølgelig med et enormt ansvar og kan ikke forvente ros, når de skønner rigtigt, men kan forvente hvad som helst, når de tager fejl og lukker en eller anden ud for tidligt.
Den slags pladser er der også for få af, så hvis man indsættes på ubestemt tid på grund af en forbrydelse, som kan kædes sammen med mentale afvigelser hos en, er man pakket godt af vejen i meget, meget lang tid.
Da vi gik ud til bilen efter besøget, sagde kommandanten, der havde vist os rundt, noget, som siden har siddet ætset ind i min erindring.
Han sagde: "Jeg har meget mere ondt af dem, der kommer her, fordi de er dumme. Der er nemlig ingen piller, der virker mod dumhed, hvorimod jeg aldrig har oplevet, at en sindssyg, der har været korrekt medicineret, nogensinde har gjort noget alvorligt."
Problemet i Østrig er så, som i mange andre vesteuropæiske lande, at man ikke kan tvangsmedicinere folk, før de har gjort noget kriminelt.
Og så kan det hele fortsætte i en lang, ond uendelighed, kun hjulpet på gled af mennesker, der som kommandanten deroppe, virkelig har gjort disse meget usympatiske forbrydere til sin hjertesag – og derfor også var parat til at sætte sit job på spil med sin åbenhjertighed over for os.
Marianne og jeg skal ud på sådan en ”Maßnahmenvollzugssinstitution“ igen til Jul, og vi glæder os.
Også, helt ærligt, fordi vi frit kan tage hjem bagefter.
