Her i Østrig er vi igennem de seneste år blevet oversvømmet af folk med en ”positiv social arv”.
Mennesker, der tager hensyn til hinanden, er solidariske, som ikke misbruger stoffer og alkohol, som ikke bringer "kolleger" i vanskeligheder, og som passer deres arbejde og uddannelse med en fortærende pligtfølelse.
Den ”Østmafia”, som for nogle år siden eliminerede de tyske gangstere i Hamburgs St. Pauli, er et fremragende eksempel, og her i Wien render man gang på gang ind i ulykker, der er lavet af disse perfekt gruppesocialiserede borgere fra de nu hedengangne kommunistlande.
Mod dette har man alene kunnet sætte en smule aldrende, kristen individualisme og lidt gennemsnitlig retfærdighedssans.
Indtil videre er det lykkedes at standse fremmarchen af gangsterbander her i landet, men ikke af højreekstremister som dem, der i øjeblikket, i perfekt socialiserede formationer, er ved at brænde Budapest ned til grunden.
De fejlfrit socialiserede, der jo også i allerhøjeste grad, omend positivt, omfatter de muslimske foreninger, er uden tvivl den primære grund til østrigernes (og tyskernes) massive modvilje mod fremmede.
Jeg får også kramper i maven, når jeg i Floridsdorf render ind i en gruppe med glatbarberede hoveder, hvide skjorter, røde slips og store støvler.
Oprindeligt var den slags altid udlændinge på korttidsbesøg, men deres tilbud til de lokale om på en gang at blive optaget i en stor vennekreds, har været for stor en fristelse for mange unge østrigere, der normalt kun kender sammenhold a la den lokale, katolske Jungschar.
Jeg har set, at man i Danmark fortsat kæmper rundt med den ”negative, sociale arv”, som pr. definition skal brydes.
Min gamle hjemkommune har endda fået hele 27% af Socialministeriets pulje til forsøg med at bryde o.s.v, hvilket man med stolthed understreger på sin hyppigt overbelastede website.
Jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvordan man skal kunne bryde den negative, sociale arv, som tit kommer til udfoldelse i forholdet mellem borger og myndighedsapparat.
Er det en negativ social arv, når et barn har en mor, der som myndighedsekspert er parat til at lyve efter noder og bringe andres børn i svære vanskeligheder, blot for at opnå nogle kortsigtede, økonomiske fordele?
Er det en negativ social arv, når man har en lægefar, der hjælper overgrebene lidt på gled ved at ”desværre bortkomme” det komplette journalmateriale om hele familier?
Er det en negativ social arv at have politisk engagerede forældre, der er parat til at lyve så groft de kan, når blot de scorer stemmer, magt og penge på det?
Ovenstående er givetvis ikke medtaget som målgruppe for Socialministeriets pulje, og det får hele arrangementet til at ligne det, man kan læse om i de kendte socialistromaner fra trediverne (ikke mindst i Pelle Erobreren), hvor de asociale, nasserne, de uværdige altid slet og ret ”de andre”, ikke-magthaverne, de pr. definition ”magtesløse”.
Og eftersom ”de andre” skal socialiseres, før man kan samarbejde med dem, er det meget let at være den, der på store overskrifter og voldsomme udtalelser, mod fyrstelig betaling og minimal arbejdsindsats, skal udvikle handlingsplaner for ”de asociale stakler”.
Først burde man egentlig asocialisere os alle, så vi igen kan få mulighed for at se på hinanden og vores problemer med ikke-forudindtagne blikke, og samtidig kun, i vores domme over andre, har vores egen samvittighed at falde tilbage på.
Ingen moralsk sutteklud, der er sponseret af en eller anden politisk-pseudovidenskabelig ”strømning”.
Problemet for vesteuropæerne er og bliver, at ingen, heller ikke myndighedsrepræsentanterne, er parat til at tage et ansvar for den helhed, vi er en del af.
Når myndighederne begår overgreb, er det altid sket ved ”en fejl”. Der er derfor, pr. definition, slet ikke brug for at stille magthaverne til ansvar.
Når almindelige borgere gør sig skyldig i noget, taler man straks om ”manglende ansvarlighed”, som skal brydes, udslettes, knuses... (listen kan fortsættes efter behag og temperament)
Og det er risikofrit, for det er altid myndighedsrepræsentanterne, der afgør, hvem der er ansvarlig og hvem ikke.
Og dette helt uanset hvem, der rent faktisk måtte komme til at sidde tilbage med de sørgelige rester af myndighedernes forsøgsrækker og dermed i sidste ende hænge på hele ansvaret.
Når nynazismen har så gode kår, er det også fordi samfundsproblemerne i EU, hvis man kan tro de politiske ”signaler”, skal løses af mennesker, embedsmænd og politikere, der aldrig vil kunne pålægges et ansvar for, at de grupper, de skal belære om ansvarlighed, måske ikke lærer lektien godt nok.
Eller måske vil disse grupper slet ikke vide af den officielle udgave af ansvarlighed (fordi den i mange sammenhæng ligner hykleri og dobbeltmoral), og derfor ræsonnerer, at deres egen socialisering i kampgrupper, er en langt bedre løsning, end at høre på endeløse baner af vrøvl fra eksperter, der i bund og grund er lige så forvirrede, forløjede og asociale som alle andre.
Religionen tilbyder et sæt faste rammer for social ansvarlighed, men troen fordømmes også, fordi den går imod de dele af samfundet, som nu har styret det hele i årtier, og som mener, at de er hævet over alle menneskelige svagheder og problemer.
Præcis som kommunisterne prædikede det.
Den magthaverarrogance, som i sidste ende har fremkaldt den massive terrortrussel imod os fra den muslimske verden, har langs ad vejen spredt sig ind i de demokratiske EU-lande og er begyndt at fremkalde alvorlige problemer hos os selv.
Det er kun et spørgsmål om tid, før den næsehornstykke bedreviden fra ”eksperter og politikere” vil fremkalde større voldsomheder internt i vores lande, som det sker netop nu i Budapest, på baggrund af stort set samme politiske mønster, som allerede råder i blandt andet Skandinavien, og godt nok er mit og min families liv ikke meget værd i kroner og ører, store visioner og fedt flæsk, men vi ville alligevel gerne have lov til at beholde det, enkeltvist og sammen.
Derfor ville jeg gerne bede om, at alle som er parat til at påtage sig et ansvar og som allerede har magt, lige sætter sig ned, klapper hesten, trækker vejret dybt og kigger sig i spejlet, før de udpeger den næste gruppe af syndebukke og ansvarlige.
