Men selvfølgelig: når politikerne holder sig til de oplysninger, som tilgår dem fra virkelighedens iagttagere, embedsværket, kan de jo ikke få et realistisk og nuanceret billede af det land, de styrer.
Jeg fik også brev fra borgmesteren i vores tidligere hjemkommune, og dette illustrerer måske bedre end noget, hvordan embedsværket styrer virkelighedsopfattelsen hos politikerne...
...min kone blev inviteret til møde med borgmesteren, kommunaldirektøren og skattechefen.
Jeg fik lov til at deltage.
Han havde nemlig fået oplyst, at skattegælden vedrørte min kone, og kun min kone.
Hvilket forekommer underligt, når man tænker på, at skattevæsenet, da de, på skatteministerens foranledning, ifølge egne senere angivelser, korrigerede de forkerte oplysninger, delte beskatning af lejeværdi og andet, ligeligt mellem min kone og mig.
På den måde fik de iøvrigt frigjort små titusind kroner i overskydende skat hos mig, der øjeblikkeligt blev indbetalt på vores fælles restskat.
For så to år senere at dukke op som restskat for min kone.
Hun havde jo fået fjernet sine fradrag.
Men den disposition kunne ikke diskuteres.
Og det kunne heller ikke, i henhold til borgmesteren, diskuteres, at jeg bare havde at blande mig udenom.
Det er helt sikkert, at man allerede på dette tidspunkt havde lagt an til at skride ind mod vores børn, hvis vi ikke tav stille.
Man havde, uden vores tilladelse og viden, rekvireret samtlige journaloplysninger i original om os i det lokale lægehus.
Noget vi først finder ud af, da vores nye læge klager over, at store dele af journalmaterialet om os må mangle.
Da vi kontakter vores gamle læge i den anden kommune, får vi oplyst, at man da ligger inde med ganske mange oplysninger elektronisk.
Papirudgaven er således bare forsvundet et sted på rådhuset.
Til alt held lader min journal sig rekonstruere på baggrund af det samlede journalmateriale fra en speciallæge, som jeg lige får fat i, før han makulerer det hele i forbindelse med sin pensionering.
Min ældste datters materiale lader sig ligeledes rekonstruere på baggrund af hospitalsjournal, oplysninger fra den kommunale sundhedspleje m.v.
Men alt det sker først længe efter, det er blevet en vedtagen sandhed, at familien har gemt sig for sundhedsmyndighederne, for at skjule min sindssyge og mit sandsynlige misbrug af vores døtre.
Vi afviste jo også sundhedsplejerskens besøg til vores yngste!
Eller gjorde vi?
...kommunen lå i konflikt med sine sundhedsplejersker indtil vores yngste var fyldt tre år.
Op til da var vi i løbende kontakt med vores praktiserende læge, som tog sig af aldersundersøgelser og vaccinationer.
Hvilket, på grund af det desværre bortkomne materiale, kun vanskeligt lader sig dokumentere.
Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at tilbuddet om hjemmebesøg af sundhedsplejen først fremsættes i februar 1996 og afvises af vores daværende praktiserende læge.
Eftersom vores børn var sunde og veltrevne.
Vores ældste angives også, uden at man kan sige, hvem hun har talt med, at have været på kommunens familieafdeling.
Hun er som fireårig selv gået den lange vej, mere end fire kilometer, og har sneget sig hele vejen tilbage, uden at vi har opdaget noget.
Et fremmeligt barn.
Og ingen kan som sagt forklare, hvorfor.
Måske er det ligesom vores yngstes daginstitutionsplads.
En tom registrering.
Men meget malerisk, hvis man hopper på den.
Og det gjorde Børne-ungeudvalget senere.
Jeg har såmænd også fået en hilsen fra ikke mindre end to amtsborgmestre.
Det er meget imponerende, hvordan et menigt partimedlem udvikler sig, når hun bliver leder for en stor institution.
Men eftersom amtet ikke påtager sig det ringeste ansvar for den faglige kvalitet af medarbejdernes arbejde, var det ligesom uden mening at hænge hendes brev op på væggen.
Anderledes med den anden amtsborgmester, som nu havde set alvorligt på en række klager over den døgninstitution, børnene opholdt sig på i seks uger, i meget lang tid.
Han havde kigget og kigget og kigget, alvorligt, gennem nu et år, uden at kunne få øje på noget.
Så han erklærede sidst, at hverken han eller hans medarbejdere ville kigge længere.
Og det forstår jeg da godt.
Vi havde aldrig ønsket, han skulle kigge på noget.
Derimod lå det os meget på sinde, da vi havde fået bragt vores egne i sikkerhed i udlandet, at få bedret vilkårene for de tilbageværende børn, som både min kone og jeg var kommet til at kende og holde af.
Nederdrægtighederne over for dem drev ned ad væggene.
Selv om overgrebene mod vores egne børn dengang var det vigtigste for os, kunne vi ikke lade være med at mærke os de andre og love os selv, at vi ville komme tilbage til det.
Den slags, hvor man spiller børn ud mod hinanden og åbenlyst favoriserer nogle, eller tager andre ind som sine fortrolige i institutionens pædagogiske problemer...
...sådanne forhold opstår sikkert tit, når man opererer med lukkede arbejdsgange, som aldrig udsættes for reel, udefrakommende bedømmelse.
Det er altid de i forvejen frelste, som lukkes ind.
Og de forstår selvsagt pædagogernes problemer langt bedre end børnenes.
Summen af de stores indblanding i denne sag, fordeler sig således...
...Borgmesteren i vores gamle hjemkommune vil ikke tale med mig.
...Borgmesteren i vores sidste, danske hjemkommune blander sig ikke i enkeltsager.
Den ene amtsborgmester påtager sig på amtets vegne intet ansvar for den faglige kvalitet af sine ansattes arbejde.
Den anden amtsborgmester spørger døgninstitutionens leder, som iøvrigt aldrig er tilstede i børnenes dagligdag.
Derefter ser han strengt fra sin amtsgård til den anden by, hvor institutionen ligger, og konkluderer, at han ikke kan se noget forkert heller:
...den ene Indenrigsminister er glad over vores tvangsauktion.
...den anden får sin kontorchef til at skrive et foredrag om officialpligten.
Amtmanden må ikke bedømme, om en embedsmand lyver, hvorfor han ikke kan behandle spørgsmål vedrørende officialpligten.
Inkassochefen i Told- og Skattestyrelsen kan ikke se noget.
Det sociale Nævn glemmer at læse samtlige bilag i sagen.
Vi lander i Østrig, i Wien/Döbling som konsekvens af ovenstående.
Og det tilsyneladende på enkeltbillet...
...at nærme sig ret en embedsmand.
Den hyppigste kommentar fra venner og bekendte, når man fortæller, at man overvejer at klage over sin kommune, er:
-Så bliver de først rigtig sure!
Jeg har altid ment, at et samfund ikke skulle styres af magter, der var blevet så egenrådige, at deres tilfældige lune en tilfældig dag skulle have magt til både ophøje og nedstyrte almindelige mennesker.
Jeg går da ud fra, at klageinstanser er til for at blive brugt, og at de, når de går med til at behandle en klage, hvilket er deres suveræne afgørelse, også mener, at der måske kunne være noget om det, klageren siger.
Sådan er det slet ikke.
Klageinstanserne er udelukkende styret af politiske hensyn.
Da vi i sin tid skulle præsenterede klagen over tvangsobservationen af vores børn, hvor vi altså får Det sociale Nævns medhold, blev vi omhyggeligt instrueret i, hvad man kunne sige, og især hvad ikke.
Det nyttede ikke noget at påstå f.eks., at diagnosen i dagsordenen vedrørende mig beroede på en regulær afskrivningsfejl; at det gamle lægemateriale forlængst var underkendt, og at der var vedlagt en kun en måned gammel, komplet attest, som beskrev den korrekte, lægelige vurdering af mig.
Som ikke sindssyg, ikke misbruger, og iøvrigt velbegavet og kultiveret.
Da jeg alligevel kom ind på det, irettesatte sagsbehandleren i Nævnet mig med ordene...
...nu skal vi jo ikke diskutere diagnoser.
Det nyttede heller ikke noget at sige sandheden om, at socialrådgiverne kun havde været på et halvtimelangt hjemmebesøg, eller at deres beskrivelse af børnenes fysiske hjemmemiljø intet havde med os at gøre.
Eller at påstandene om universitetsuddannelse, udvandringsplaner m.v., der fremstilles som resultatet af de vrangforestillinger, der typisk knytter sig til den sindslidelse, som socialrådgiverne selv havde opfundet, var helt igennem sandfærdige og forlængst dokumenteret over for de lokale myndigheder.
Derimod kunne vi sikkert med stort held rette skytset mod den enkeltstående anmelder, hvis historie ikke fandt bekræftelse noget andet sted i dokumentationsmaterialet.
Især, hvis kommunens kvote for tvangsindgreb var nogenlunde fyldt op.
Vi tabte både næse og mund...
...at vores børns skæbne afhang af, om socialrådgiverne havde haft held til at fjerne tilstrækkeligt mange andre før dem?
Det var måske i virkeligheden vores held, at ankesagen først faldt i slutningen af september det år, så man havde haft ti måneder til at terrorisere alle mulige andre børn?
Og Det sociale Nævn måske endda var træt af at afvise ulykkelige forældre.
Vi vandt i hvert fald, men det var en stakket frist, for vi var kommet til at sige vores ærlige og uforbeholdne mening om kommunens sjuskeri.
Så jeg kommer først til et møde med den ene af socialrådgiverne, hvor hun på psykologernes vegne anmoder om tilladelse til, at de kan afslutte deres undersøgelse i børnenes hjem.
I den anledning skal jeg underskrive et stykke papir.
Dette papir eksisterer endnu, og det er vigtigt, for da vi knap to uger senere taler med psykologerne, mener de, at de har afsluttet deres undersøgelse, allerede mens børnene var på døgninstitutionen, og de er nået til den konklusion, at de begge skal fjernes øjeblikkeligt.
De kan ikke rigtigt begrunde det.
Sådan er det bare.
