Wien den 28. august 2006.

Det var med vantro og sorg, jeg fik meddelelsen om, at Høje Tåstrups Kommunes tidligere borgmester Anders Bak var afgået ved døden for godt to måneder siden. Han var kun syvoghalvtreds år gammel, så det kom helt uventet for mig. På den anden side har han alle dage været et menneske, som arbejdede til tingene var gjort.

Og eftersom arbejdsiveren blandt gennemsnitligt politisk engagerede mennesker lader en del tilbage at ønske, måtte han tit arbejde for tyve ad gangen. I forbindelse med det første kommunalvalg, hvor jeg arbejdede med, lavede han så meget for de andre kandidater, at han ikke engang nåede at få fordelt sit eget valgmateriale. Det var bare Anders i en nøddeskal. Især hvis man tilføjer, at han tog det hele med et ægte, varmt smil. Selv om hans store drøm om at komme i byrådet så forskød sig med yderligere mindst fire år.

Den unge, lokale.

Vi lærte hinanden at kende i slutningen af halvfjerdserne, hvor han var det lokale Socialdemokratis unge håb, og jeg vist egentlig slet og ret var en forhåbning af en eller anden art. Indrømmet: i begyndelsen forstod jeg slet ikke hans politiske engagement, men lige pludselig var jeg selv blevet medlem af Socialdemokratiet og fandt en verden af spændende arbejde i at undersøge, om en cykelsti skulle rende den ene eller den anden vej; om de stadigt flere Potemkinkulisser på Køgevej skulle ændres... o.s.v. Anders Baks ægthed i alt hvad han gjorde havde smittet af på selv en inkarneret sofavælger som mig. Vi havde ikke kendt hinanden ret længe, før det blev klart, at vores politiske ideer var grundforskellige. Hans viste sig at have længere og bedre holdbarhed end mine. Han var fascineret af U.S.A og jeg af Sovjetunionen, så vi diskuterede aldrig politik indbyrdes, hvilket kan forekomme paradoksalt. Forklaringen på venskabet var nok egentlig, at vi tænkte helt parallelt i opfattelsen af de nære problemer, og at vi, som ovenfor nævnt, kun kunne skændes om løsningen af de fjerne, og derfor i begge tilfælde kunne tie os til enighed. Oplysningen om hans død ramte mig hårdere end alle de andre ulykker i Danmark, der har ramt os. Mine egne forældre og min yngste storebror, der var omtrent var jævnaldrende med Anders, er også afgået ved døden, mens vi har været i Østrig. Min hustrus mormor ligeledes. Men dem havde jeg åbenbart et afklaret forhold til.
Slutningen

Jeg må blankt indrømme, at det forbitrede mig, da jeg i sin tid, i 1998, opdagede, at Høje Tåstrup Kommunes pengekasse var vigtigere end hans og mit gamle venskab. Det var et komplet chok, da han i en telefonsamtale, som jeg i et øjebliks desperation forsøgte at føre med ham, pludselig lod, som om han ikke anede, hvem jeg var. Min forbitrelse kom længe til at dække over, at jeg jo udmærket godt vidste, at han i en del henseender også var et menneske med beskeden viljestyrke, og skrækken for at komme i krig med sine embedsmænd var i en hel del sager stærkt slørende for hans dømmekraft. Oven på næsten tyve års venskab, fulgte små otte års had fra min side. Også fordi det var hans hjælpsomhed, der overhovedet havde ført os til Høje Tåstrup Kommune, hvor et par pilkorrupte socialembedsmænd forsøgte at ødelægge den menneskelighed i os, som havde overlevet skattevæsenets økonomiske udslettelse af os i vores tidligere hjemkommune. Og det beklager jeg dybt. Det havde hverken han, jeg eller andre fortjent, men sådan render livet sommetider af med een, indtil døden render det sidste stykke. Jeg kan ikke huske, om Anders troede på Gud, men jeg håber og beder til, at den Gud, som i hvert fald jeg tror på og holder fast ved, vil tage godt imod ham og give ham den fred og den hvile, som hans evindelige hjælpsomhed og omsorg over for andre aldrig levnede ham tid til her.