Jeg var blevet bedt om at afhente en fange i arresthus Korneuburg, som ligger nogle kilometer uden for Wien.
Jeg skulle ledsage ham på en udgang, hvor han skulle bese, og sandsynligvis indskrives på Frelsens Hærs resocialiseringshjem i Wien, Salztorzentrum, og derefter skulle jeg, selvsagt, sikre, at han kom tilbage til videre afsoning af sin straf på ialt 2 års fængsel.
Vistnok for underslæb.
På turen mod Wien skulle jeg også afhente den sergent fra Frelsens Hær, der har ansvaret for vores fængselstjeneste. Det havde altid været et mysterium for mig, at han var så respekteret og afholdt. Jeg havde egentlig kun mødt ham som en gnaven, fåmælt, ældre herre med en vild fortid og en angrende fremtid.
Hvad vidste jeg til syvende og sidst om hans arbejde?
Jeg vil på forhånd sige, at jeg lærte en hel del om såvel ham som om vores fængselstjeneste.
Sidenhen er han blevet en af mine allerbedste venner, og ikke så lidt af et forbillede.
Da jeg havde fået dem begge ind i vores bil, en Transit-Kleinbus, hengik lang tid i tavshed.
Så begyndte den unge mand, måske var han fyldt 25 men så heller ikke mere, at beklage sig over den uendelige kedsomhed i fængslet og hans brudte venskabsbånd/kærlighedsforbindelser.
Jeg var på forhånd blevet advaret imod ham, eftersom han på en tidligere udgang havde præsteret først at slippe fra sin ellers meget erfarne ledsager, dernæst at drikke sig fra sans og samling, for til sidst i en stjålen bil at smadre både denne og et par andre.
"Ein Schlitzohr", som den slags mennesker hedder lokalt.
Jeg vil også lige indskyde, at vi normalt aldrig diskuterer hverken forbrydelser, dommere, betjente eller andre med de fængselsindsatte.
For det angår ikke os.
Vores opgave er den straffedes fremtid med et liv uden forbrydelser.
Han begyndte ærligt talt at gå mig på nerverne, men eftersom det står i Frelsens Hærs grundopfattelse, at vi hjælper mennesker "for Guds skyld", kunne jeg beherske mig. Jeg kunne regne mig selv fra i hele denne scene.
Pludseligt begyndte sergenten at sige noget.
Han er født og opvokset i Graz i Steiermark, hvilket betyder, at hans sprog i hvert fald ikke umiddelbart kan forstås af udlændinge.
Men han var simpelt hen i gang med at forklare den unge mand, hvilke katastrofer hans tyverier havde medført for den vognmand, han havde snydt, og ikke mindst for dennes familie.
Hernede får man ikke hjælp, hvis man mister sine penge ved en forbrydelse, og de færreste, især blandt mindre erhvervsdrivende, er dækket ind af mere end de allernødvendigste forsikringer.
Han skældte ikke ud, han forklarede bare i nogle korte sætninger, hvorfor den unge mand måske skulle have ondt af sine ofre, istedet for kun at ynke sig selv.
Han sluttede med: "Gud elsker dig. Han elsker elsker ikke det, du har gjort. Men han elsker dig. Og det gør jeg også."
Tavshed på resten af turen.
Man kunne forestille sig, at sådan en svada ville være pinlig, men netop fordi det var denne aldrende sergent, der tydeligvis selv havde set ganske mange af livets facetter, stoler man umiddelbart på såvel den første som den sidste del af denne udtalelse.
Jeg har sidenhen deltaget i ganske mange af hans besøg rundt omkring i såvel fængsler som "anstalter for sjæleligt abnorme forbrydere", og hver gang har jeg opdaget, at de indsatte tror på sergentens "kærlighed", og fordi han er i stand til at vise sig selv så ærligt, har jeg også lært at elske de mennesker, jeg her haft har med at gøre.
Til Jul skal vi igen ud og synge og spille i et fængsel her i Wien. De indsatte er alvoligt sindssyge mennesker, som har gjort forfærdelige ting.
Men når man møder dem der, med den indstilling som sergenten lærte mig, er det nemt at skabe en juleatmosfære af fred, kærlighed og gensidig accept.
