I Japan, ved jeg fra en af mine gamle studiekammerater, er det kotyme, når en embedsmand har opført sig illoyalt ved at blande udenforstående ind i interne misforhold på sin arbejdsplads, at denne, i resten af sit arbejdsliv, bliver anbragt ved et skrivebord, der er helt tomt for såvel papirer som skriveredskaber og er placeret på et sted, hvor man helt sikkert ikke hverken kan kigge ud eller få øje på blot en enkelt kollega.
Det siger sig selv, at han heller ikke får arbejdsopgaver overhovedet.
Normalt, oplyste min ven, begår sådan nogle selvmord inden for de første seks måneder.
Familien kender selvfølgelig til denne normale reaktion på straffen, således at de sidste måneder af embedsmandens liv kommer til at forme sig som en langtrukken dødskamp for alle.
Den embedsmand, der i sin tid fældede Jaques Santers EU-Kommission, blev godt nok ikke fyret. Han fik, som belønning for sin hæderlighed, lov til helt alene, i sit helt eget kontor, at bestride indkøb af blyanter og pærer til EUs hovedkvarter.
Det er tilsyneladende ikke så belastende som den japanske udgave, men alligevel nok til, at man ikke uden videre rejser sig og retter kritik mod kolleger og chefer.
I det sidstnævnte tilfælde kunne alle, også politikerne, selvsagt godt se, at embedsmanden faldt som offer for et politisk hævntogt, og at hans skæbne skulle afskrække andre fra at gøre noget tilsvarende - altså sige sandheden til udenforstående om misforhold inden for magtens mure i EU.
I Danmark har FTF netop fundet ud, at forbundets medlemmer tit kommer i situationer på deres arbejdsplads, som typisk er en eller anden del af det danske myndighedsapparat, hvor de ikke tør sige fra over for chefers og kollegers arbejdsmetoder.
Fra Det radikale Venstre kommer straks en kommentar om, at de pågældende jo har udstrakte rettigheder til og garantier for at kunne sige deres mening uden frygt for afskedigelse.
Beklageligvis overser det pågældende Folketingsmedlem, at den "moderne og fleksible forvaltning", man har tillagt sig i faktiske alle dele af det danske myndighedsapparat, netop baserer sig på, at man lokalt kan lave nogle hurtigere, bedre og billigere løsninger end dem, der foreskrives af forvaltningslovgivningen...
Hvilket vil sige, at man i vidt omfang af "praktiske og realistiske grunde" i det daglige ignorerer den retsbeskyttelse, der egentlig tilkommer alle borgere i et gennemsnitligt, vesteuropæisk retssamfund.
Man har i den grad fra Christiansborgpolitikernes side vænnet sig til og accepteret, at almindelige mennesker bliver behandlet efter de lokale potentaters forgodtbefindende, at man ikke har bemærket, at den tryghed i ansættelsen, som tidligere gjaldt i det offentlige, er forsvundet og erstattet af massiv chikane og hævntogter mod "kolleger, der optræder ukollegialt".
Hævntogter, der er opbygget fuldstændigt som paralleller til den selvsamme koordinerede lokalforfalskning, der i FTFernes daglige arbejde er deres eget mest anvendte, ultimative våben mod angiveligt "uansvarlige/umodne/asociale samfundselementer", som de nu udpeges af den til enhver tid toneangivende minister i den til enhver tid netop forbipasserende regering.
Når FTFs medlemmer i det daglige kan iagttage, hvordan alle andre mennesker lige pludseligt, fra det ene øjeblik til det andet, af "praktiske og realistiske grunde" kan fratages selv de mest elementære menneskerettigheder, er det ikke så underligt, at de tier stille af velbegrundet frygt for, at de selv bliver de næste ofre for denne "fremtidsorienterede udgave af den skandinaviske velfærdsmodel".
