Ovenstående dokument fra Høje Tåstrup Kommunes Familieafdeling, dateret den 2. december 1985, er et interessant eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at forvandle svindel til evig sandhed; hvordan en ret uskyldig "korrektion" fra en kommunal sagsbehandler, flere år senere kan udvikle sig til en (kostbar) menneskelig katastrofe.
Når jeg fremhæver dette dokument, skyldes det også, at det her beskrevne kan give en del af forklaringen på, at flere og flere danskere er blevet "behandlingskrævende" i takt med, at vores velfærdsmodel er blevet mere og mere omfattende.
Det fremgår tilsyneladende, at jeg lider af "skizofreni under udvikling" (øverst på arket). Det oprindelige dokument, angiveligt en speciallægeerklæring, som denne diagnose hævdes at være skrevet af fra, findes godt nok, men meget, meget langt væk i de kommunale arkiver.
"Skizofreni under udvikling" lyder jo ret voldsomt og udsigtsløst, så det er vel forståeligt og rigtigt, at kommunen undlader at afsætte for eksempel revalideringsmuligheder, når min tilstand nu allerede er meget slem og kun kan blive værre.
Problemet er, at diagnosen er en "fortolkning", kommunen selv har fundet på.
Den "ægte" lægediagnose lyder "grænsepsykotisk tilstand" - og er ikke stillet, som man ellers får indtryk af, på baggrund af hospitalsindlæggelse og en vurdering af observationsmaterialet fra speciallægeside.
Diagnosen er undfanget af en meget grøn reservelæge på et sygehus, hvor jeg aldrig har været indlagt. Denne reservelæge underbygger sin diagnose med reference til et antal indlæggelser i min ungdom, som heller aldrig har fundet sted.
Men når man først er nået til "speciallægeerklæringen", er der formentlig ingen, der gider søge længere tilbage i tid.
Den persondataansvarlige på Høje Tåstrup Rådhus - i hvert fald slet ikke.
Diagnosen, som altså forvanskes allerede i 1985, dukker frem som ren "skizofreni" i socialsagen mod mine døtre i 1998 - dette bliver senere undskyldt som en simpel afskrivningsfejl, der er uden betydning for Socialforvaltningens vurdering af vores børn.
Der fremlægges godt nok lægelig dokumentation, rekvireret af kommunen selv i 1998, som viser, at den belastende diagnose er noget, kommunen selv har fundet på i sin tid, men den ansvarlige socialrådgiver konstaterer bare, at "lægen jo har skrevet så meget her til sidst", og udelader derfor helt erklæringen af sagsmaterialet.
Oplysningerne videregives heller ikke til de amtslige psykologer.
Påstanden om skizofreni kan derfor også bruges til at underbygge anmeldelserne imod mig for trusler mod den nære bekendte af den socialdemokratiske byrådsgruppe, socialforvaltningens skizofrene informant i sagen, og til at begrunde efterlysningen af hele familien pr. 23. december 1998.
Min angivelige personlighedspaltning går endda så vidt, at man fortsat indgiver anmeldelser for trusler og chikane imod mig, længe efter jeg har forladt landet og kan dokumentere, at jeg opholdt mig i Wien med fast adresse og lovligt registreret af de østrigske myndigheder (pr. 8. november 1998).
Det fremgår iøvrigt af Socialforvaltningens materiale, at politiet til sidst ville stille mig for en dommer.
Tilbage til Høje Tåstrup Kommunes "smarte" diagnoser.
Allerede i 1986 skriver en erfaren overlæge, som kender mig godt, at diagnosen "grænsepsykose" næppe er korrekt.
I sin journal fra 1989, som var tilgængelig for den læge, der afgav erklæringen til sagen, skriver overlægen, på baggrund af et seks år langt kendskab til mig og min daværende hustru, at jeg sandsynligvis aldrig har lidt af andre mentale forstyrrelser end de, der kan ses som følgerne af irrelevant behandling fra den reservelæge, som i sin tid skrev den såkaldte "specialisterklæring" i 1983.
Men hvem interesserer sig for det, så længe efter?
Jeg kan også oplyse, at jeg, mens Pensionsnævnet genvurderede min sag i 1985/86 arbejdede som aftenskole-/daghøjskolelærer, og at min chef var Jette Højerup, der udgør en fast del af det socialdemokratiske establishment i Høje Tåstrup Kommune.
Desuden tog jeg kompetencegivende eksamen fra Københavns Universitet i 1985.
Den sagsbehandler, der tog sig af fornyelsen af pensionstildelingen, havde ikke tid til at mødes med mig i forbindelse med sagen, fordi hun "skulle noget vigtigt den dag" (ordret citat af telefonbesked fra Høje Tåstrup Kommunes Socialforvaltning i 1986).
Men hvem interesserer sig for det, så længe efter? Bortset fra et par børn, der er blevet påført umenneskelige lidelser og afsavn på grund af det kommunale vrøvl?
