Her på loggen og på min website "meinertz.250x.com/" ligger et større antal dokumenter fra de danske myndigheder, som beskriver de ydre rammer for familiens eksistens gennem de seneste 11 år, herunder de sidste 8 år i landflygtighed.
Jeg har tidligere lovet at give en systematiseret oversigt over de virkemidler, der står til rådighed for danske embedsmænd, hvis de med djævelens vold og magt vil gennemtvinge en eller anden forvaltningsmæssig foranstaltning over for almindelige mennesker.
For at forstå forudsætningerne for denne meget lange sag er det nødvendigt at gå tilbage til det, der i sidste halvdel af firserne blev introduceret som "Velfærdsmodellens Tryllestav" i netop Høje Tåstrup Kommune.
Det er klart, at de fleste mennesker reagerer med irritation, når de i aviserne læser om, hvordan de gode ydelser, vores samfund tilbyder, bliver misbrugt ved alle mulige former for svindel, som myndighederne på grund af angiveligt uhensigtsmæssige love ikke uden videre kan få ram på.
Derunder anses de forskellige love til beskyttelse af persondata sammen med de instanser, der skal håndhæve disse love, for at være hovedsynderne.
"Lidt sund fornuft er bedre end jura!" var devisen.
Det er typisk de socialistiske politikere, der bliver hængt ud som de ansvarlige for sociale misbrug, så det er ganske naturligt, at man som nyvalgt socialdemokratisk borgmester i en gennemgående borgerlig kommune som Høje Tåstrup skal være ekstra meget på vagt over for forvaltningsmetoder, der kunne opfattes som "tossegode" eller i hvert fald sløsede og dermed dyre, fordi rygter om den slags meget hurtigt kan slå benene væk under en gruppe af iøvrigt gode lokalpolitikere.
Eftersom de fleste socialsvindlere er mennesker med en forholdsvis ringe forståelse for sammenhængen mellem de forskellige dele af forvaltningsapparatet, er det meste af svindelen ret nem at gennemskue, hvis man bare kan få lov at samkøre diverse offentlig registre - eventuelt kombineret med oplysninger fra de forskellige boligselskaber.
Det var i sin tid, officielt, meget svært, så derfor sammensatte man i Høje Tåstrup Kommune den såkaldte "Socialsnyderbande" hvor hvert enkelt medlem kunne bidrage til et mere retvisende billede af de enkelte borgeres faktisk leveforhold, simpelt hen ved at "dirigere" gruppen på deres fælles gåture i kommunens sociale boligområder.
Således gik hele "banden" under anførsel af skiftevis repræsentanten for Folkeregistret, Skattevæsenet, Socialforvaltningen m.fl. på rundtur til de forskellige adresser, en given klient havde opgivet til forskellige formål, således at samtlige de repræsenterede forvaltninger kunne danne sig et indtryk af, hvor denne person rent faktisk havde sin bopæl.
Jeg forstår godt den fornøjelse, der opstod, når en eller anden svindler så sig konfronteret med denne dokumentation i form af Socialsnyderbandens medlemmer, der stod udenfor hans hoveddør og krævede en sammenhængende forklaring på, hvorfor han f.eks. havde opgivet en adresse til Folkeregistret, en anden til Socialforvaltningen og en tredie til f.eks. sine private kreditorer (skyldig husleje m.v.).
Man formodede i sin tid, at Danmark ville kunne spare mere end 100 millioner kroner blot ved at etablere lignende "bander" i alle landets kommuner.
Nu er det beklageligvis sådan, at mennesker ikke automatisk opfører sig lovligt, bare fordi de repræsenterer landets myndigheder - dette anså man lokalpolitisk også for at være en"tossegod" holdning - så vi var en del medlemmer af det lokale Socialdemokrati, som advarede så meget, det lod sig gøre, fordi vi var overbeviste om, at "Socialsnyderbanden" ville kunne give bagslag på den måde, at forvaltningerne begyndte at forfalske "i borgernes fodspor", når de ville gennemtrumfe et eller andet.
Det grinte man ret meget af, men i 1998 blev mine døtre ramt af præcis dette "rekyl".
For at forstå vores historie er det nødvendigt at lægge mærke til, dels at de oplysninger vedrørende os som findes i Folkeregistret er korrekte og retvisende, dels at man i en række lokale registre, blandt andet Sags- og advisregistret, systematisk har opført oplysninger, som er forkerte, fordi man ad denne vej kunne opnå at fjerne alle vores muligheder for at give sandheden en chance.
Ifølge Folkeregisteret flytter vi til Høje Tåstrup Kommune den 20. februar 1998.
Vi fraflytter ifølge samme register den 4. november 1998.
Alt det er uproblematisk.
Ifølge sags- og advisregistret flytter vi pr. 20. februar 1998 kun vores Folkeregisteradresse væk fra Stenløse Kommune, men ikke til en egen bopæl i Høje Tåstrup fordi man ikke (således fremgår det af Sags- og advisregistret og af svaret fra Connie Olsson i Stenløse) så hurtigt havde kunnet tilbyde os en egnet bolig.
Jeg havde dog, i kraft af min store sociale berøringsflade, skaffet familien en ganske god lejlighed i noget offentligt støttet byggeri - tilmed en af dem, der var forbeholdt de stærke og velfungerende familier, som man dengang troede ville kunne løfte "kvaliteten" i det noget derangerede kvarter.
Det fremgår blandt andet af oplysningerne fra Stenløse Kommunes "Borgerservice", at de ydelser, jeg modtager frem til 1. juni 1998, kommer herfra.
Vi forlader Danmark, ifølge sags- og advisregistret, efter den 24. november 1998.
Denne sene dato underbygges blandt andet med udstedelsen af en falsk hovedkort fra Skattevæsenet til min hustru pr. 24. november 1998, ligesom man i Sags- og advisregistret lader som om man kendte til vores emigration, men at denne skulle finde sted pr. 17. november 1998.
Af den efterlysning, der udsendes fra Socialforvaltningen den 23. december 1998, fremgår, at man "hvis familien skulle vise sig at være i eller komme til Danmark" gerne ville have politiets hjælp til at finde os.
Hvis vi først havde forladt landet den 17. november 1998 ville vi have fået dagsordenen til det berammede møde i kommunens Børn- og ungeudvalg den 19. november 1998 i hænde.
Hvis vi havde forladt landet den 24. november eller senere, ville vi have haft mulighed for at få Børn- og ungeudvalgets afgørelse i hænde - alle de ulykker, der fulgte, ville således alene være vores eget ansvar, fordi vi fortsat ville sikre os mulighed for at mishandle vores børn.
Og hinanden, hvis man skal tro Socialforvaltningens detaljerede beskyldninger.
Afgørelsen blev forsøgt afleveret som anbefalet forsendelse til vores gamle adresse i Høje Tåstrup Kommune netop den 24. november 1998.
Og så videre med det.
Høje Tåstrup Kommune sidder nu primært med et problem: hvis man vedgår, at vi forlod Danmark den 4. november 1998, indrømmer man samtidig, at man vidste, at de politianmeldelser, socialrådgiver Aase Metzsch indgav imod mig for trusler og chikane mod anmelderen i socialsagen, og som indebar, at Københavns Politi ville stille mig for en dommer, så snart man fik fat i mig (fremgår af Socialforvaltningens journal til sagen), at disse anmeldelser umuligt kan have været i overensstemmelse med sandheden, eftersom jeg i så fald befandt mig mere end 1000 kilometer væk fra de påståede gerningssteder.
Og falske politianmeldelser er ikke godt for kommunens image.
