Augustinkoret "Stemmetorden" er blandt vores nye, gode bekendte her i Wien. Det er et amatørkor, som godt nok først her på det sidste har fået sit store salgsgennembrud, men som altid har nydt ret stor beundring, fordi det består af mennesker, som ikke bare affinder sig med tingenes tilstand.Såvidt jeg ved, har de alle været en tur nede på bunden af samfundet og vende, så de har her i livet fået et skarpt blik for utraditionelle muligheder og en anderledes vurdering af det "vi allesammen godt ved".
Husvildeavisen "Augustin", der dannede økonomisk udgangspunkt for koret i sin tid - de har allesammen arbejdet på avisens "skrivestue"- omsætter her i byen godt en million Euro om året, hvoraf halvdelen kommer avisens sælgerne til gode, og er dermed langt den mest velhavende af slagsen.
Selv på verdensplan.
Til sammenligning havde vi sidste år besøg af repræsentanter for lignende aviser i U.S.A., hvoraf den største ligger i Chicago og omsætter mindre end en fjerdedel af "Augustin" i Wien.
En af deres ideer, som har vundet stor tilslutning, langt ind i de ganske almindelige samfundsborgeres geledder, er "F13" - Fredag den 13., der er udnævnt til de uheldiges lykkedag.
Bærmen har jo uheld på alle normale dage, så det er vel retfærdigt, at lykken smiler til dem på den dag, hvor alle andre har uheld?
I morgen er vi inviteret til præsentation af korets nye CD, efter vi har været ude på vores første fængselsbesøg.
På fredag spiller og synger vi, sammen med repræsentanter for koret, i en større cafe ved Karlsplatz.
På lørdag går det løs med H.C.Andersen-arrangement i en anden cafe.
På søndag har vi et stort julearrangement.
På næste onsdag skal ud i et stort fængsel...
o.s.v.
Så i de næste uger bliver der god tid til at læse alt det, jeg lagde ind på webloggen igår og i forgårs.
Pas godt på jer selv, først og fremmest.
For selv om man i en del lande, derunder Danmark, tror, at man, ved fornuft, omtanke og pæn opførsel, kan sikre sig ud af enhver menneskelig risiko, så er forsigtighed alligevel en nødvendig dyd.
Vi havde gode indtægter, forsikringer, pensionsopsparing, et pænt hjem - men vi valgte at åbne døren for to af den forkerte slags socialrådgivere, og da de gik igen, en halv time senere, lå vores fremtid i Danmark i ruiner.
Og kun fire måneder senere, efter at vores børn var blevet mishandlet af samfundets behandlere, og vi voksne var blevet hetzet med falske politianmeldelser, stod vi, med tre kufferter, to børn og ca. fem tusinde kroner og kunne begynde helt forfra i et andet land.
I dag mig - I morgen dig.
p.s. Forlaget "uhudla", der står bag Augustin-koncernen, har fået navn efter en type "vilde vindruer", der i en lang periode endog under trussel om fængselsstraf var forbudt i Østrig, fordi man aldrig aner, hvordan den vin, man laver af dem, kommer til at smage.
Forlaget blev startet af to gode kommunister, hvis aktiviteter for mig er det bedste bevis på, at en social holdning ikke nødvendigvis er parret med den arrogante, rethaveriske og brutale facon, som de danske, offentligt autoriserede samfundshjælpere tydeligvis anser for en nødvendig del af velfærden i almindelighed og den "skandinaviske model" i særdeleshed.
Jeg ville gerne foreslå de danske magthavere en genlæsning af "I de dødes rige" af forfatteren Henrik Pontoppidan, som blandt andet handler om, hvad der skete, da de danske "Gutmenschen" første gang, omkring 1900, gik amok.
Især kan jeg varmt anbefale hans skildring af de dengang "nye hjælpecentre for samfundsmæssigt udgrænsede og mennesker med sociale og økonomisk tilpasningsvanskeligheder", som man ville navngive dem i dag.
"Fattigforsorg", kaldte man det dengang i et sjældent og ikke-reklameegnet anfald af realitetssans.
Det kunne sgu' lige så godt have heddet Sociale Servicecentre - som Karen Jespersens smarte rådgivere sikkert ville have foreslået.
I østrigsk-tysk bruger man ofte en vending "jeg banker dig til katolik!", når man er meget opbragt.
Det er en påmindelse om dengang, hvor Kejseren i Wien jævnede en bred bane af byer, hele vejen op gennem Waldviertel og Weinviertel til den tjekkiske grænse, med jorden, for at gøre de lokale protestanter til gode katolikker.
Jeg er sikker på, at man om få år i Danmark, parallelt til dette, vil begynde på gaden at brøle efter hinanden"kom her, så skal jeg faneme servicere dig så socialt, så du aldrig glemmer det".
Men kun, når man er rigtig vred, for truslen er forfærdelig.
Og så tror jeg iøvrigt på fremtiden, når jeg ser, hvor engageret min yngste datter er blevet af sin rolle i en nyopsætning af Bert Brechts "Mutter Courage" på Teatret i Heiligenstadt.
