sad i til halsen, dengang i 1998, da vi ankede Høje Tåstrup Kommunes Børn- og ungeudvalgs afgørelse pr. 27/8 vedrørende tvangsobservation af vores døtre.
Det er ret vigtigt at understrege, fordi det nu er tydeligt, at kommunen forsøger at slå hele sagsforløbet hen som noget meget gammelt, der blev gjort af embedsmænd og politikere, som ikke længere er aktive og derfor ikke kan gøre mere skade.
Jeg kontaktede Jan Skadhauge personligt i sin tid, og han lovede, at alle relevante dokumenter ville blive videregivet til Det sociale Nævn i forbindelse med ankebehandlingen her.
Til alt held sørgede jeg for, som sikkerhed, at også vores advokat fik mulighed for at videregive den omfattende, aktuelle og retvisende dokumentation, som var blevet kvalt af kommunens socialrådgivere.
Det var meget heldigt, for kommunens kopier af blandt andet den aktuelle lægeerklæring blev aldrig videregivet af Jan Skadhauge og indgik derfor heller ikke oprindeligt i Nævnets sagsbehandling.
Det var først ved vores personlige fremmøde, hvor vi fik mulighed for i næsten en time at påpege de mange "fejl" i kommunens sagsbehandling, at den tilstedeværende psykiater endelig tog mod vores kopi af lægedokumentationen, og derefter blev synligt mere og mere forvirret.
Vi fik medhold i vores klage, men allerede på dette tidspunkt, den 29. september 1998, havde Aase Metzsch overhalet os med falske politianmeldelser og videregivelse af socialforvaltningens samlede sagsmateriale - det som var blevet forkastet af Det sociale Nævn på grund af sjusk og hastværk - til Valby Politi, der, uden nogensinde at efterforske noget som helst, bed på krogen og startede en endnu voldsommere chikane imod mig.
Jan Skadhauge, der dengang tilbageholdt hele den sagsdokumentation, der var nyere end 1986, fra Det sociale Nævn, vidste selvsagt godt, hvad det hele drejede sig om - kommunale og amtslige besparelser - og kunne have stoppet de lokale embedsmænds hetz, før vi blev tvunget til at bringe vores børn i sikkerhed i udlandet.
Det gjorde han ikke - og det værste er, at man i myndighedsapparatet uden for socialforvaltningerne endnu ikke har opdaget hvor groft selv cheferne er parat til at lyve, bare det gavner deres karriere.
