Vicepolitimester Svend Kiertzner fortav, at der siden den 23. december 1998 havde foreligget en "anmodning om assistance fra politiet", som skulle effektuere en "lokalisering" af os, hvis vi skulle vise os "at være i eller komme til Danmark".
Eftersom denne anmodning byggede på påstande om dels alvorlig sindssyge, dels akut selvmordsrisiko, var det reelt en politisag - og man eftersøgte os faktisk i perioden efter 23. december 1998, men kun indenfor Danmarks grænser - hvilket vel betyder, dels at politiet tog Høje Tåstrup Kommunes grove løgnehistorier alvorligt, dels at de troede, de fra Socialforvaltningen havde fået alle relevante oplysninger til brug for deres arbejde.
En tragisk naivitet, som adskillige dele af det danske myndighedsapparat har lidt under i efterhånden adskillige år.
Den 23. december 1998 var præcis samme dag, som Høje Tåstrup Kommune, ved Linda Gleerup, fra Den danske Ambassade i Wien fik oplyst vores fuldstændige adresse og telefonnummer i Østrig, så chefsocialrådgiver Margit Næsby vidste godt, hvor politiet kunne finde os, men fortalte det ikke videre, fordi hun også vidste, at hele hendes tæt opbyggede netværk af løgne, forfalskninger og bestilte beskyldninger ville falde fra hinanden, hvis hun skulle søge at dokumentere dem over for en uvildig instans - det østrigske politi f.eks.
Derfor gik Hanne Nygaard Jensen og Børge Bjerre også over til i deres svar til mig af 10. november 2006, at kalde efterlysningen "en anmodning om assistance" - og iøvrigt at fremsætte nogle fuldstændigt forvredne referater af, hvilke påstande jeg havde rejst i den forbindelse.
(Hanne Nygaard Jensens og Børge Bjerres komplette "ikke-svar" til Datatilsynet kan evt. genlæses under weblogkapitlet "Civil Servants Ripping Yarn" pr. 13. november 2006)
Fordi, hvis f.eks. det østrigske politi havde undersøgt Margit Næsbys beskyldninger, ville man blot have fundet et dansk ægtepar med to børn, lovpligtigt meldt hos såvel de østrigske som danske myndigheder, der på frivillig basis gav den lokale "Frelsens Hær" en hjælpende hånd og iøvrigt ikke fremviste det ringeste tegn på hverken sindssyge eller at børnene skulle være udsat for overgreb af nogen art.
(Det viste sig godt nok senere, at jeg havde haft en mindre hjerneblødning den 24. december 1998, fordi jeg var blevet afskåret fra min ellers mangeårige medicinske behandling med betablokkere for kredsløbsforstyrrelser. Selv fuldstændigt raske mennesker løber en vis risiko for akutte, voldsomme blodtryksstigninger, hvis de pludseligt ophører med en sådan behandling - og det vidste blandt andre Margit Næsby særdeles godt)
Man opretholdt dog, fra såvel kommunens som politiets side, tavshed om efterlysningen af os i hele perioden frem til slutningen af 2003, hvor vi for første gang selv fik den i hænde, på trods af utallige anmodninger fra min side om aktindsigt, og dermed kunne dokumentere over for Høje Tåstrup Kommune, at efterlysningen var falsk på alle væsentlige punkter.
Nu fastholder kommunen jo, at al sagsbehandling standsede ved den udrejsedato, der var noteret vedrørende familien i folkeregistret - den 4. november 1998.
At en efterlysning af os den 23. 12 1998, næsten to måneder efter sagsbehandlingens angivelige ophør, ikke er tegn på en fortsat, bevidst ulovlig videreførelse af sagen, kan man vist kun finde på at hævde, når man, som juristerne fra Høje Tåstrup Kommune, aldrig fra nogen side er blevet mødt med kravet om at sige sandheden.
Arven fra de 20 års socialdemokratiske styre i kommunen kommer til at hvile tungt og længe over en masse mennesker.
Ikke mindst over mine døtre.
Men vicepolitimesteren fortav altså sin viden, krænkede et par af FNs Menneskerettigheder (og et dusin af FNs Børnerettigheder) og blokerede dermed fortsat for en fornuftig løsning på problemerne.
Hanne Nygaard Jensen og Børge Bjerre har senere over for Datatilsynet vedgået, at de oplysninger i Sags- og advisregistret, jeg havde meldt til Glostrup Politi som falsknerier, rent faktisk "ikke var i overensstemmelse med sandheden".
Dog beroede de angiveligt på en "misforståelse" hos den pågældende sagsbehandler.
Hun må iøvrigt være verdensmester i "misforståelser", for Sags- og advisregistret er "forkert" fra hendes allerførste notat omkring datoen for vores tilflytning til Høje Tåstrup Kommune, som hun, i fællesskab med lederen for Stenløse Kommunes Borgerservice, "misforstår" med små tre måneder, ligesom hun bevidst afgiver "misforståede" lægeoplysninger til (mis)brug for socialrådgiverne i Den røde Bue.
For os og vores børn er ovenstående bare et ligegyldigt spil om ord.
De "misforståede" oplysninger i Sags- og advisregistret har i nu mere end otte år gjort det umuligt for os at sikre vores børn en sandfærdig og lovlig behandling fra de danske myndigheders side.
Har gjort det umuligt for os at sikre dem et normalt forhold til blandt andre deres bedsteforældre i Danmark - som de kun har kunnet møde under disses besøg hos os - fordi politiets mundtlige trussel, fremsat i forbindelse med eftersøgningen af os i slutningen af 1998/begyndelsen af 1999, om, at børnene vil blive tvangsanbragt i samme øjeblik de sætter benene inden for Danmarks grænser, aldrig er blevet dementeret.
Har gjort en hel masse umuligt...
Men det kan ikke længere ødelægge glæden over alt det, vi har fået mulighed for at udrette i vores nye land.
Som for eksempel at kunne gøre det hele lidt festligere for en gruppe kriminelle, der har store problemer, fordi de også er psykisk handicappede.
Som det, for eksempel, fremgår af den oprindelige kommentar til dette weblogafsnit:
"Og det var simpelt hen så vidunderligt - ikke mindst fordi det var første gang, vi fik lov til at komme ind på en større "Haftanstalt" her i Wien. "
www.meinertz.250x.com/kiertzner1.gif
