har forladt Socialdemokratiet efter 22 års medlemsskab, og eftersom hun i den grad har præget alt, hvad der er sket med os og vores børn gennem de seneste ni år, skylder jeg at give hende et par ord med på vejen.
Hendes politiske holdning til forholdet mellem forældre og børn er i høj grad blevet præget af hendes egne oplevelser.
Hun har aldrig kunnet tilgive sit ophav, at hun ikke blev født som Ritt Bjerregaard, men i stedet måtte kæmpe mod omgivelsernes uforstand og først sent i livet har formået at udrette noget af blivende virkning: Lov Om Social Service.
Lige fra allerførst ønskede Karen Jespersen at lægge grunden under et fremtidens Danmark, som hun mente Bistandsloven kunne gå hen at ødelægge.
Derfor nøjedes hun ikke med at revidere denne, af hende så forhadte lovgivning - hun ændrede den fra fundamentet af, så den kom til at ligge på linie med de tanker, som i slutningen af 1800-årene lagde grunden under "VelfærdsDanmark".
Sammen med ligesindede "Fattighjælps- og udskudstilhængere" i lokalpolitikken, formåede hun at gengive de forskellige "provinskonger" deres gamle hals- og håndsret over de mennesker, som af en eller anden grund ikke kan klare sig selv på linie med de sunde, unge og velhavende - og derfor heller ikke bør tilstås rettigheder af nogen art.
For nu snart fem år siden skrev jeg et personligt brev til Karen Jespersen, hvori jeg spurgte, om jeg måtte opkalde det sagsforløb med massive forfalskninger og samarbejde ud over såvel etats- som erhvervsgrænser, der var blevet mine døtre til del, da man i Høje Tåstrup Kommune besluttede sig for at lade sin Socialforvaltning fungere som sikkerhedspoliti for Skattevæsenet i Stenløse, efter hende og hendes bedste kumpan, Willy Søvndal.
Hendes sekretær svarede højtideligt, at "Karen Jespersen ikke ønskede sit navn brugt i den sammenhæng", men eftersom en politiker som hun ellers meget hurtigt vil gå i glemmebogen, synes jeg alligevel, jeg vil opretholde den videnskabelige fagterm "den søvndal-jespersenske systemarv" - i ære og respekt, og som tegn på min forståelse for, at hverken hun eller han politisk nogensinde nåede Ritt Bjerregaard til anklerne.
Æret være hende den ders minde!
Hendes politiske holdning til forholdet mellem forældre og børn er i høj grad blevet præget af hendes egne oplevelser.
Hun har aldrig kunnet tilgive sit ophav, at hun ikke blev født som Ritt Bjerregaard, men i stedet måtte kæmpe mod omgivelsernes uforstand og først sent i livet har formået at udrette noget af blivende virkning: Lov Om Social Service.
Lige fra allerførst ønskede Karen Jespersen at lægge grunden under et fremtidens Danmark, som hun mente Bistandsloven kunne gå hen at ødelægge.
Derfor nøjedes hun ikke med at revidere denne, af hende så forhadte lovgivning - hun ændrede den fra fundamentet af, så den kom til at ligge på linie med de tanker, som i slutningen af 1800-årene lagde grunden under "VelfærdsDanmark".
Sammen med ligesindede "Fattighjælps- og udskudstilhængere" i lokalpolitikken, formåede hun at gengive de forskellige "provinskonger" deres gamle hals- og håndsret over de mennesker, som af en eller anden grund ikke kan klare sig selv på linie med de sunde, unge og velhavende - og derfor heller ikke bør tilstås rettigheder af nogen art.
For nu snart fem år siden skrev jeg et personligt brev til Karen Jespersen, hvori jeg spurgte, om jeg måtte opkalde det sagsforløb med massive forfalskninger og samarbejde ud over såvel etats- som erhvervsgrænser, der var blevet mine døtre til del, da man i Høje Tåstrup Kommune besluttede sig for at lade sin Socialforvaltning fungere som sikkerhedspoliti for Skattevæsenet i Stenløse, efter hende og hendes bedste kumpan, Willy Søvndal.
Hendes sekretær svarede højtideligt, at "Karen Jespersen ikke ønskede sit navn brugt i den sammenhæng", men eftersom en politiker som hun ellers meget hurtigt vil gå i glemmebogen, synes jeg alligevel, jeg vil opretholde den videnskabelige fagterm "den søvndal-jespersenske systemarv" - i ære og respekt, og som tegn på min forståelse for, at hverken hun eller han politisk nogensinde nåede Ritt Bjerregaard til anklerne.
Æret være hende den ders minde!
