Vi havde i år valgt at holde "åbent hus" den 24. december for mennesker, der ikke havde noget sted at gå hen.
Vi var egentlig blevet tvunget ind i det, fordi Frelsens Hær havde besluttet at holde lukket hen over Jul og Nytår.
Det lyder måske sært, men når man tager i betragtning, at hele den kirkelige del af Frelsens Hærs aktiviteter i Wien alene drives på grundlag af frivillige medarbejdere, er det vel forståeligt, at lederen, efter fem år i døgndrift, havde brug for at komme lidt væk.
Marianne og jeg har selvsagt aldrig forsøgt os med sådan et arrangement før, men vi fik da rettet vores hjem til med alt, hvad der hører til en dansk juleaften.
Vi havde i den generelle indbydelse skrevet, at vi ville holde en "dansk juleaften", dels fordi det har vi i det mindste forstand på, dels fordi der i vores erfaring ikke er noget mere ødelæggende end at opleve at det, man selv opfatter som gode og smukke traditioner, bliver ignoreret af arrangørerne.
Nu kunne vi med god samvittighed udelade alle de skikke, vi som indvandrere ikke kan vide noget om, og det uden at fornærme nogen.
Så vi spiste risengrød, flæskesteg, and med rødkål og brune kartofler.
Ved ottetiden gik vi ind på Christinas værelse, hvor vi havde stillet det pyntede juletræ, og sang de salmer, der nu hører sig til.
Henad ti gik den sidste gæst, og vi fejrede, efter aftale med børnene, videre alene.
I løbet af den 26. begyndte vi at få tilbagemeldinger om, hvordan festen var blevet modtaget af gæsterne. Og det kan måske synes beskedent, men det siger ret meget om, hvor langt nede fra mennesker sommetider skal forsøge at genetablere deres liv.
Vi fik pludseligt besøg af en af deltagerne, som blot lige ville komme forbi og sige, at hans samleverske, med hvem han har et barn, den 25. pludseligt havde vasket sit hår og taget bad igen - for første gang i hele deres tid sammen. Fordi hun igen troede på, at hendes liv kunne blive bedre. Hun er meget alvorligt sindslidende. Han også iøvrigt.
En anden havde grædende fortalt til nogle af vores venner om de smukke, levende lys, der havde været på træet - det havde han ikke set, siden han kom til Wien for 20 år siden.
(træet blev forbigået i tavshed, fordi institutionsafhængige netop har store træer nok i deres liv)
Den med de levende lys kom flere gange frem - også at ingen egentlig havde sanset, hvad de havde spist efter risengrøden, fordi det hele var gået over i hygge o.s.v.
Og vi?
For os blev det også en af de bedste juleaftener nogensinde - blot havde Christina den indvending, at hun egentlig havde haft lyst til at invitere sine veninder til at komme forbi, når vi nu havde "åbent hus", men det var vist godt, hun ikke havde gjort det, for de var ikke vant til sådan noget.
Det er nok sandt - desværre oplever man ofte, at børnene betaler for at forældrene kan hjælpe andre mennesker.
Og det bliver nok aldrig anderledes - men, som sagt, det var en fantastisk "varm" aften for os alle.
