Jeg kan til en vis grad godt forstå irritationen, men den skyldes primært, at man selvsagt ikke kan vide noget om de (meget få) embedsmænd, der har forsøgt at medvirke til en lovlig og sandfærdig sagsbehandling, og som derfor ikke er blevet omtalt på mine websites.
De hæderlige og ordentlige medarbejdere findes skam - som f.eks. Lotte Greve, der, som tak for sit engagement, blev fyret øjeblikkeligt fra Skatteministeriet.
Når derimod embedsmændene opfører sig som i de to nedenstående eksempler, mener jeg, det er rimeligt at udsende en generel advarsel imod dem.
Den øverste skrivelse fra afsnitsleder Karin Roed er dateret den 7. august 2003, hvor hun gav aktindsigt i sagsdokumenterne til socialsagen mod mine døtre fra og med den 12. oktober 1998. Når man, som hun, på den ene side havde afvist alle tidligere klager, fordi der ikke var præcise angivelser af de relevante steder i sagsmaterialet, og på den anden side tilbageholder de således for os helt nødvendige dokumenter i næsten fem år, mener jeg ikke man længere kan gøre krav på anonymitet.
Brevet nedenunder er fra kommunens juridiske chef, Børge Bjerre, til mig, skrevet i forbindelse med en klagesag ved Det sociale Nævn i 2001, af hvilken det fremgår, at jeg skulle have sat min underskrift på et dokument i vores bank i maj 1993, der fortsat blev brugt som baggrund for de påståede ("ikke-reelle") indbetalinger af særligt børnetilskud til den i 1993, oplyste konto.
For det første var det ikke mig, men børnenes mor der havde skrevet under.
For det andet tilhørte den konto, man oplyste over for Nævnet, ligeledes hende og ikke mig, selv om jeg, korrekt, var anført som beløbsmodtager.
I og med, at man fra Høje Tåstrup Kommunes juristers side, dels lod som om jeg havde en konto i den pågældende bank, dels selv havde skrevet under på, at pengene skulle indsættes her (man fortav dog under alle omstændigheder over for Nævnet, at underskriften var mere end 8 år gammel på klagetidspunktet), var det selvfølgeligt, at Det sociale Nævn afviste klagen som udslag af min paranoia.
I Danmark har man ikke så meget som fligen af noget, der kan beskytte en mod embedsmænd af den slags, som på grund af deres udstrakte ret til at øve "konkrete skøn" er kommet til at opfatte sig selv som lovgivere, snarere end som forvaltere, og derfor er der ikke andre muligheder tilbage end at advare såvel deres kolleger som deres potentielle ofre imod dem ved at vise, hvad de kan finde på, når de tror, at ingen kigger.
At forvalte er noget, man gør på samfundets vegne.
Krænkelser af såvel straffe- som forvaltningslov er, Gudskelov, fortsat en privatsag.
