www.meinertz.250x.com/skolepsykcol.jpg
Med en ikke ringe stolthed fortæller man på Høje Tåstrup Kommunes website, at man har fået del i en ekstra sum penge, der af Socialministeriet stilles til rådighed for en målrettet, selektiv indsats imod "den negative, sociale arv".
En "negativ social arv" er selvsagt hyppigst noget med at give op over for den normale tilværelses krav og drukne sig i diverse rusgifte, mens man personligt holder distancen til andre mennesker.
Det er en underdrivelse at kalde det "en kummerlig skæbne", men jeg har ikke bedre på lager lige nu.
Jeg har så her øverst sat en vurdering af min yngste datter, som skal illustrere, hvordan denne "negative sociale arv" fremstår hos psykologen.
Jeg skal altså bede om, at man først og fremmeste danner sig et billede af den psykolog, der har skrevet vurderingen.
For selvfølgelig videregiver man en adfærds-arv til sine børn, uanset om man vil eller ej, og derfor var det måske værd at kaste et blik på den sociale arv i den anden ende af vores samfund.
Vurderingen af min yngste datter er ganske positiv og beskriver egentlig den "arv" mine døtre havde bevist allerede før socialsagen i 1998, og som i hvert fald er kommet helt til udfoldelse her i Østrig.
Mine døtre holder fortsat i dag en udvikling hen imod en videregående uddannelse (de går begge på gymnasium og min ældste datter går til studentereksamen om godt halvandet år), og har et omfattende engagement for de svage, såvel i deres nærmiljø som i det samfund, der omgiver dem.
De er begge to aktive i diverse indsamlings- og integrationskampagner til fordel for handicappede og børn af flygtningefamilier o.s.v.
Selv om misbrugsproblemer ikke er ukendte her i Wien hos børn helt ned til 10-12 år, har de aldrig hverken røget eller drukket, og de passer deres forpligtelser såvel i skole som udenfor med en disciplin, jeg godt kunne misunde dem.
Min yngste datter karakteriseres altså, kort sagt, positivt, fordi hendes egenskaber matcher psykologens og dennes forestillinger om, hvad et barn er.
Det fremgår også, at vi måske "overstimulerer" hende og er overambitiøse på hendes vegne - fordi vi med vores daværende postadresse ikke selv kunne tilhøre hverken den veluddannede eller kultiverede del af befolkningen.
Sådan nogle som os skubber jo altid vores egne ambitioner over på vores børn, fordi, som psykologen uden videre forventer, vi selv slog håbløst fejl i vores eget liv- det er helt tydeligt skolepsykologens holdning til det "ros", hun betjener.
Men hvad med de danske psykologers børn?
På et senere tidspunkt bringer jeg den vurdering, der blev afgivet vedrørende mine børn fra henholdsvis Sille Kragh og Birgit Cederholm, begge Københavns Amts Center for Børn og Unge.
Birgit Cederholm var højgravid på undersøgelsestidpunktet, og Sille Kragh har senere, ifølge Googles oplysninger, haft barselsorlov.
Deres børn vil givetvis, som så mange andre embedsmandsbørn til alle tider, lande i den bestemmende del af det danske samfund, med forbilledet fra deres forældre indbygget i sjælen.
Da jeg i sin tid fra Københavns Amt fik bekræftet min formodning om, at de flyttedata, der stod i henholdsvis Folkeregister og Sags- og advisregister vedrørende os, ikke var identiske, og at de falske i Sags- og advisregistret alene skulle tjene til at sikre, at Høje Tåstrup Kommune/Københavns Amt ville kunne sende alle regninger vedrørende mine døtre videre til Stenløse Kommune/Frederiksborg Amt, gav Bodil Vestergaard Nielsen fra Københavns Amt mig det generøse tilbud, at jeg kunne klage i den afdeling af Amtet, hvor jeg mente, der var sket noget forkert.
Jeg kunne kun oplyse, at det havde jeg gjort forlængst, men at man fra Amtets ledelses side helt sikkert anså det for et gode, at man havde psykologer ansat, som var parat til at ødelægge børns fremtid med falske undersøgelsesresultater, blot Københavns Amt og de tilhørende kommuner kunne spare penge på det.
Og Københavns Amt, skal understreges, ledes af en autoriseret spreder af "positiv, social arv" - Vibeke Storm Rasmussen er skam socialrådgiver af profession.
Men den sociale arv, Birgit Cederholm og Sille Kragh videregiver til deres børn, går således ud på, hvis man skal vurdere ud fra mødrenes faglige etik, at det er egentlig ret ligegyldigt, hvilken skæbne man smider ud over andres børn (og andre mennesker i det hele taget), når bare det er godt for ens arbejdsgiver og dermed, på sigt, godt for ens egen karriere.
Den "negative, sociale arv" blandt embedsmandsbørn er langt, langt farligere end de drukkenbolte, der muligvis kan udklækkes blandt taberbørnene, for den foragt for alle andre mennesker, Sille Kraghs og Birgit Cederholms børn vil komme til at bære som del af deres personlighed, vil kunne ødelægge så umådeligt meget for så umådeligt mange.
Mødrene opfører sig som gode, sovjetiske embedsmænd (eller amerikanske teknokrater a la Irak- og Vietnameksperterne) - og det vil deres børn uden tvivl også.
Om ikke andet, så fordi det betaler sig.
Jeg forslår selvsagt, at man øjeblikkeligt omdirigerer en del af Socialministeriets ekstra penge til bekæmpelse af den negative social arv, så de kommer til støtte for børnene af såvel ministeriernes egne eksperter, som til de vansmægtende børn af psykologer, lærere, læger, socialrådgivere, jurister, kommunalpolitikere og pædagoger ude omkring i Danmark.
Så forsvinder "vores" eventuelt negative, sociale arv helt af sig selv, om ikke andet fordi de andre, der angiveligt lige som vi bærer på en forkert adfærd, også bliver tvunget til at tage deres børn under armen flygte fra landet.
