http://www.myspace.com/quousque_tandem I går fik jeg en forspørgsel om en af de centrale personer i sagen.
Hun lever åbenbart videre på samme måde som tidligere med at genere og skræmme de mennesker, der kommer i nærheden af hende.
Egentlig tror jeg slet ikke, hun kan andet.
Og det er til dels myndighedernes skyld.
Eftersom hun mest af alt er en "type", har jeg valgt kun at bruge hendes fornavn "Connie".
Hun er interessant, fordi hun dels er alvorligt sindssyg, dels har fundet anvendelse som myndighedshåndlanger nogle gange i sit liv, og det i positioner, mennesker som hun normalt ville være udelukket fra.
Hun og jeg lærer hinanden at kende i midten af 1983, hvor jeg af en fælles bekendt fra Socialdemokratiet bliver bedt om at undervise hende i layout og sats, så hun på lidt længere sigt kan overtage en del af de praktiske opgaver i forbindelse med produktion af lokalavis, valgkampmateriale m.m.
Hun er på det tidspunkt ret ny i Høje Tåstrup Kommune, men af grunde, jeg ikke kender, har hun allerede dengang et ret tæt forhold til byens ledende politikere.
Hun hævder senere, vedholdende, at hun er "borgmesterens hemmelige elskerinde" - om "elskerinde" er sandt, ved jeg ikke, men i hvert fald når hun at fortælle det så mange steder, at det garanteret ikke var "hemmeligt" længere.
Samme "borgmester" har personligt fragtet hende til hendes nye lejlighed i Tåstrupgård fra det psykiatriske hospital "Stolpegaarden" i Gentofte, hvor hun har en årelang indlæggelse bag sig.
Jeg får det råd fra ham, at jeg bare skal lukke ørerne, når hun begynder at folde sig ud i sine lange enetaler om, hvor groft diverse kendte mænd har forulempet hende seksuelt.
Jeg er egentlig ligeglad.
Ret hurtigt flytter en ung mand, knap tyve, ind hos hende og får status af officiel "elsker".
Hendes egen yngste, en søn, er ældre end hendes nye kærlighed og har tydeligvis svært ved at acceptere sine nye "far", hvilket vel er forståeligt.
Som så mange mesalliancer ender dette forhold i skrig, skrål og beskyldninger, men hvem interesserer sig egentlig for det?
Jo, det er der faktisk en del, der gør, fordi man i Socialdemokratiets ledelse har fået øjnene op for, at Connie kan bruges til at sætte rygter i omløb og til at bringe beskidte "sager" frem, som ingen politiker vil røre ved.
Man opdager det, fordi Connie har den brugbare evne, at hun lynhurtigt accepterer selv det værste vrøvl som sandhed, blot hun føler, hun har vakt opmærksomhed med det rundt omkring.
Når man fra politisk side vil "sætte Connie i gang" er det altså nok at lade som om, man lytter til hendes beskyldninger - og tager dem alvorligt.
Man kan endda "styre" hende ved at give hende enkelte "stikord" til emner, som hun så hurtigt udvider og uddyber med sin fantasifuldhed.
Da Mogens Lykketoft f.eks. forsøger at blive folketingskandidat hos os, har hun mineret grunden med spændende bekrivelser af alle de gange, han har forsøgt at komme i seng med hende, og hvor hun med selvopofrelse, med løfter om venskab, har sendt ham direkte hjem til "Jytte", til konen.
"Tilfældigvis" får hun Grethe Munck Petersen som sagsbehandler i Høje Tåstrup Kommune. Denne er på dette tidspunkt selv en "indviet" medarbejder, der flere gange risikerer job og fremtid for at sende prøveballoner op for borgmesteren.
Connie, det er blevet tydeligt for alle på dette tidspunkt, er fræsende skizofren, og hun førtidspensioneres af denne grund i 1986.
Hun har så tid til blandt andet at blive indvalgt i bestyrelsen for AKB "Taastrupgaard", hvor hun i årevis lammer ethvert fornuftigt stykke arbejde, man forsøger at gøre.
Jeg skal ikke påstå, at det er hendes (og hendes ægtemand Nils') skyld, at det stort anlagte "Miljøprojekt" i bebyggelsen til en kvart milliard kroner havarerer, men hun bidrager med sine konstante skrig, skrål, beskyldninger og trusler mod alt og alle, afgjort til den politisk "villede" fiasko.
Ingen ønskede dengang, at Taastrupgaard skulle blive anderledes, fordi bebyggelsen langs ad vejen havde opnået status som anvendelig syndebuk, hver gang de lokale myndigheder kvajede sig.
I forbindelse med socialsagen mod vores børn, brugte man også denne "belastende bebyggelse" som begrundelse over for såvel Stenløse Kommune som de centrale myndigheder for, at man havde forfalsket datoen for vores tilflytning til kommunen (for at beskytte sig mod "fremmede" udgifter).
Et datofalskneri, som også gjorde det muligt at få udleveret det samlede journalmateriale fra familiens praktiserende læge til brug for sagen.
Man destruerede hurtigst muligt alle oplysninger, fordi det på enhver måde modsagde de rejste beskyldninger - en mangel på informationer, som selvsagt også sparede Høje Tåstrup Kommune for en del omkostninger. I den kommunale forvaltning havde man ligeledes fjernet enhver dokumentation vedrørende mig, som var nyere end 1986, så banen var fri for syge beskyldninger af enhver art.
Man havde så langs ad vejen også opdaget, at Connie straks var parat med supplerende beskyldninger, hver gang der blev rejst en mistanke af en eller anden art - så utallige måtte flygte fra diverse tillidsposter, familier, jobs m.m. fordi Connie forfulgte dem med trusler, sommetider også med vold og hærværk - og det i årevis, indtil de gav op.
Hun var blevet en effektiv håndlanger, et "enmands-tæskehold", der kunne effektuere alle de "mindre medieegnede" beslutninger, man ønskede fra lokalt, politisk hold.
Bruddet med det officielle, politiske "establishment" kom imidlertid, da hun ligefrem ønskede at blive indvalgt i byrådet.
Det var det sidste sted, hendes "politiske venner" ønskede at se hende, hvilket hun undtagelsesvist gennemskuede, så efter hendes katastrofale kandidatur, forsvandt hun forbitret til Valby sammen med sin daværende mand, Nils.
Hun flytter i 1989.
Vores ældste datter er født i 1990, vores yngste i 1993.
Connie ringer kun til mig en enkelt gang i forbindelse med udgivelsen af min bog "Den lille Puritaner" i 1994, og ellers hører jeg først fra hende, da hun og Nils pludseligt kommer anstigende i slutningen af november 1997.
Hendes påstande om, at hun er "en gammel ven af familien" og "sommetider tager sig af børnene" er lodret løgn, men på den anden side lige præcis det, man har brug for at høre på Socialforvaltningen i Høje Tåstrup Kommune.
Meget senere, da det går op for hende, hvor meget hun har ødelagt for mine døtre, påbegynder hun en stribe forklaringer over for mig om, hvem der "lokkede".
Samtidig med, at hun fortsat, med socialrådgiverne Aase Metzsch og Margit Næsby som mellemled, indgiver falske politianmeldelser imod mig.
Det er absolut sandsynligt, at hun mod en eller anden fordel har accepteret at arbejde som anmelder for Den røde Bues socialrådgivere.
Rollen som bagvasker var simpelt hen rutine for hende.
Om hun ligefrem, som hævdet, på en socialdemokratisk kongres er blevet bedt om det af Lone Lunding, den tidligere borgmester fra Stenløse Kommune, er nok tvivlsomt.
Som så mange andre i hendes branche, er hun sjældent blevet kontaktet åbenlyst af nogen.
Det problem, hun i hvert fald løser for Høje Tåstrup Kommune, er, at man i maj 1998 fortsat ikke har kunnet samle en sag imod os, fordi såvel Selsmoseskolens lærere som samme skoles psykolog, giver de pænest mulige vurderinger af børnenes trivsel.
Man har hårdt brug for nogle rigtigt slimede beskyldninger, hvis man skal nå at få lavet en sag, før det bliver så sent, at man ikke kan sende regningerne til Stenløse Kommune/Frederiksborg Amt.
Men så åbner Connie for sin sædvanlige godtepose af påstande om seksuelle perversioner, misbrug, vold, trusler o.s.v.
Nils, hendes mand, bliver også truet af mig.
Det skal siges, at Nils er dobbelt så stor som mig på alle leder, og at jeg ikke ville have haft en chance imod ham.
Men "Aase og Margit", de to socialrådgivere, nedskriver alt med største omhu.
Og da man fortsat ikke har nok til en tvangsobservation (det fremgår af psykolog Ane Stallknechts vurdering fra august 1998, der kan læses i sagsjournalen), begynder man at indgive politianmeldelser imod mig for trusler og chikane mod Connie.
Det siger temmeligt meget om kommunens ry, at Glostrup Politi blankt afviser at reagere på de falske anmeldelser imod mig, men man finder så åbne ører hos Valby Politi, der som del af Københavns Politi formentlig ikke har stiftet så grundigt bekendtskab med den komplet korrupte Socialforvaltning, derude på Vestegnen.
Eftersom mine trusler og min chikane - blandt andet jager jeg angiveligt Connie, hver gang hun går uden for sit hjem - fortsætter helt ind i januar 1999, beslutter politiet at stille mig for en dommer, så snart de kan få fat i mig.
Først senere bliver det muligt for mig at dokumentere, at jeg fra 8. november 1998 har haft fast ophold i Wien, og derfor ikke har haft mulighed for personligt at overvåge Connies bopæl - endsige at hetze hende rundt i København.
Men det ignorerer man storsindet og efterlyser mig i stedet permanent.
Mit råd , hvis man kommer op imod Connie, er, at man skal undersøge, hvem der står bag hende fra politisk/forvaltningsmæssig side, og derefter afgøre, om man har en chance mod hendes bagmænd.
Hvis ikke, skal man lade Connie rase og rasere i fred, for man får aldrig et minuts ro for hendes vanvid, hvis hun mener, man har opført sig respektløst over for hende.
Og det kan udmærket, fordi Connie er så alvorligt sindssyg, at hun ikke kan drages til ansvar for noget, ende med hærværk mod bil, hjem; forsøg på knivstikkeri og anden vold.
Jeg har kendskab til hele sortimentet af ondskab fra hendes tidligere og senere ofre.
Hun lever åbenbart videre på samme måde som tidligere med at genere og skræmme de mennesker, der kommer i nærheden af hende.
Egentlig tror jeg slet ikke, hun kan andet.
Og det er til dels myndighedernes skyld.
Eftersom hun mest af alt er en "type", har jeg valgt kun at bruge hendes fornavn "Connie".
Hun er interessant, fordi hun dels er alvorligt sindssyg, dels har fundet anvendelse som myndighedshåndlanger nogle gange i sit liv, og det i positioner, mennesker som hun normalt ville være udelukket fra.
Hun og jeg lærer hinanden at kende i midten af 1983, hvor jeg af en fælles bekendt fra Socialdemokratiet bliver bedt om at undervise hende i layout og sats, så hun på lidt længere sigt kan overtage en del af de praktiske opgaver i forbindelse med produktion af lokalavis, valgkampmateriale m.m.
Hun er på det tidspunkt ret ny i Høje Tåstrup Kommune, men af grunde, jeg ikke kender, har hun allerede dengang et ret tæt forhold til byens ledende politikere.
Hun hævder senere, vedholdende, at hun er "borgmesterens hemmelige elskerinde" - om "elskerinde" er sandt, ved jeg ikke, men i hvert fald når hun at fortælle det så mange steder, at det garanteret ikke var "hemmeligt" længere.
Samme "borgmester" har personligt fragtet hende til hendes nye lejlighed i Tåstrupgård fra det psykiatriske hospital "Stolpegaarden" i Gentofte, hvor hun har en årelang indlæggelse bag sig.
Jeg får det råd fra ham, at jeg bare skal lukke ørerne, når hun begynder at folde sig ud i sine lange enetaler om, hvor groft diverse kendte mænd har forulempet hende seksuelt.
Jeg er egentlig ligeglad.
Ret hurtigt flytter en ung mand, knap tyve, ind hos hende og får status af officiel "elsker".
Hendes egen yngste, en søn, er ældre end hendes nye kærlighed og har tydeligvis svært ved at acceptere sine nye "far", hvilket vel er forståeligt.
Som så mange mesalliancer ender dette forhold i skrig, skrål og beskyldninger, men hvem interesserer sig egentlig for det?
Jo, det er der faktisk en del, der gør, fordi man i Socialdemokratiets ledelse har fået øjnene op for, at Connie kan bruges til at sætte rygter i omløb og til at bringe beskidte "sager" frem, som ingen politiker vil røre ved.
Man opdager det, fordi Connie har den brugbare evne, at hun lynhurtigt accepterer selv det værste vrøvl som sandhed, blot hun føler, hun har vakt opmærksomhed med det rundt omkring.
Når man fra politisk side vil "sætte Connie i gang" er det altså nok at lade som om, man lytter til hendes beskyldninger - og tager dem alvorligt.
Man kan endda "styre" hende ved at give hende enkelte "stikord" til emner, som hun så hurtigt udvider og uddyber med sin fantasifuldhed.
Da Mogens Lykketoft f.eks. forsøger at blive folketingskandidat hos os, har hun mineret grunden med spændende bekrivelser af alle de gange, han har forsøgt at komme i seng med hende, og hvor hun med selvopofrelse, med løfter om venskab, har sendt ham direkte hjem til "Jytte", til konen.
"Tilfældigvis" får hun Grethe Munck Petersen som sagsbehandler i Høje Tåstrup Kommune. Denne er på dette tidspunkt selv en "indviet" medarbejder, der flere gange risikerer job og fremtid for at sende prøveballoner op for borgmesteren.
Connie, det er blevet tydeligt for alle på dette tidspunkt, er fræsende skizofren, og hun førtidspensioneres af denne grund i 1986.
Hun har så tid til blandt andet at blive indvalgt i bestyrelsen for AKB "Taastrupgaard", hvor hun i årevis lammer ethvert fornuftigt stykke arbejde, man forsøger at gøre.
Jeg skal ikke påstå, at det er hendes (og hendes ægtemand Nils') skyld, at det stort anlagte "Miljøprojekt" i bebyggelsen til en kvart milliard kroner havarerer, men hun bidrager med sine konstante skrig, skrål, beskyldninger og trusler mod alt og alle, afgjort til den politisk "villede" fiasko.
Ingen ønskede dengang, at Taastrupgaard skulle blive anderledes, fordi bebyggelsen langs ad vejen havde opnået status som anvendelig syndebuk, hver gang de lokale myndigheder kvajede sig.
I forbindelse med socialsagen mod vores børn, brugte man også denne "belastende bebyggelse" som begrundelse over for såvel Stenløse Kommune som de centrale myndigheder for, at man havde forfalsket datoen for vores tilflytning til kommunen (for at beskytte sig mod "fremmede" udgifter).
Et datofalskneri, som også gjorde det muligt at få udleveret det samlede journalmateriale fra familiens praktiserende læge til brug for sagen.
Man destruerede hurtigst muligt alle oplysninger, fordi det på enhver måde modsagde de rejste beskyldninger - en mangel på informationer, som selvsagt også sparede Høje Tåstrup Kommune for en del omkostninger. I den kommunale forvaltning havde man ligeledes fjernet enhver dokumentation vedrørende mig, som var nyere end 1986, så banen var fri for syge beskyldninger af enhver art.
Man havde så langs ad vejen også opdaget, at Connie straks var parat med supplerende beskyldninger, hver gang der blev rejst en mistanke af en eller anden art - så utallige måtte flygte fra diverse tillidsposter, familier, jobs m.m. fordi Connie forfulgte dem med trusler, sommetider også med vold og hærværk - og det i årevis, indtil de gav op.
Hun var blevet en effektiv håndlanger, et "enmands-tæskehold", der kunne effektuere alle de "mindre medieegnede" beslutninger, man ønskede fra lokalt, politisk hold.
Bruddet med det officielle, politiske "establishment" kom imidlertid, da hun ligefrem ønskede at blive indvalgt i byrådet.
Det var det sidste sted, hendes "politiske venner" ønskede at se hende, hvilket hun undtagelsesvist gennemskuede, så efter hendes katastrofale kandidatur, forsvandt hun forbitret til Valby sammen med sin daværende mand, Nils.
Hun flytter i 1989.
Vores ældste datter er født i 1990, vores yngste i 1993.
Connie ringer kun til mig en enkelt gang i forbindelse med udgivelsen af min bog "Den lille Puritaner" i 1994, og ellers hører jeg først fra hende, da hun og Nils pludseligt kommer anstigende i slutningen af november 1997.
Hendes påstande om, at hun er "en gammel ven af familien" og "sommetider tager sig af børnene" er lodret løgn, men på den anden side lige præcis det, man har brug for at høre på Socialforvaltningen i Høje Tåstrup Kommune.
Meget senere, da det går op for hende, hvor meget hun har ødelagt for mine døtre, påbegynder hun en stribe forklaringer over for mig om, hvem der "lokkede".
Samtidig med, at hun fortsat, med socialrådgiverne Aase Metzsch og Margit Næsby som mellemled, indgiver falske politianmeldelser imod mig.
Det er absolut sandsynligt, at hun mod en eller anden fordel har accepteret at arbejde som anmelder for Den røde Bues socialrådgivere.
Rollen som bagvasker var simpelt hen rutine for hende.
Om hun ligefrem, som hævdet, på en socialdemokratisk kongres er blevet bedt om det af Lone Lunding, den tidligere borgmester fra Stenløse Kommune, er nok tvivlsomt.
Som så mange andre i hendes branche, er hun sjældent blevet kontaktet åbenlyst af nogen.
Det problem, hun i hvert fald løser for Høje Tåstrup Kommune, er, at man i maj 1998 fortsat ikke har kunnet samle en sag imod os, fordi såvel Selsmoseskolens lærere som samme skoles psykolog, giver de pænest mulige vurderinger af børnenes trivsel.
Man har hårdt brug for nogle rigtigt slimede beskyldninger, hvis man skal nå at få lavet en sag, før det bliver så sent, at man ikke kan sende regningerne til Stenløse Kommune/Frederiksborg Amt.
Men så åbner Connie for sin sædvanlige godtepose af påstande om seksuelle perversioner, misbrug, vold, trusler o.s.v.
Nils, hendes mand, bliver også truet af mig.
Det skal siges, at Nils er dobbelt så stor som mig på alle leder, og at jeg ikke ville have haft en chance imod ham.
Men "Aase og Margit", de to socialrådgivere, nedskriver alt med største omhu.
Og da man fortsat ikke har nok til en tvangsobservation (det fremgår af psykolog Ane Stallknechts vurdering fra august 1998, der kan læses i sagsjournalen), begynder man at indgive politianmeldelser imod mig for trusler og chikane mod Connie.
Det siger temmeligt meget om kommunens ry, at Glostrup Politi blankt afviser at reagere på de falske anmeldelser imod mig, men man finder så åbne ører hos Valby Politi, der som del af Københavns Politi formentlig ikke har stiftet så grundigt bekendtskab med den komplet korrupte Socialforvaltning, derude på Vestegnen.
Eftersom mine trusler og min chikane - blandt andet jager jeg angiveligt Connie, hver gang hun går uden for sit hjem - fortsætter helt ind i januar 1999, beslutter politiet at stille mig for en dommer, så snart de kan få fat i mig.
Først senere bliver det muligt for mig at dokumentere, at jeg fra 8. november 1998 har haft fast ophold i Wien, og derfor ikke har haft mulighed for personligt at overvåge Connies bopæl - endsige at hetze hende rundt i København.
Men det ignorerer man storsindet og efterlyser mig i stedet permanent.
Mit råd , hvis man kommer op imod Connie, er, at man skal undersøge, hvem der står bag hende fra politisk/forvaltningsmæssig side, og derefter afgøre, om man har en chance mod hendes bagmænd.
Hvis ikke, skal man lade Connie rase og rasere i fred, for man får aldrig et minuts ro for hendes vanvid, hvis hun mener, man har opført sig respektløst over for hende.
Og det kan udmærket, fordi Connie er så alvorligt sindssyg, at hun ikke kan drages til ansvar for noget, ende med hærværk mod bil, hjem; forsøg på knivstikkeri og anden vold.
Jeg har kendskab til hele sortimentet af ondskab fra hendes tidligere og senere ofre.
