Alle vi, der bor her, ved jo godt, at ting tager tid og kræver masser af papirer.
Lige meget hvad.
For eksempel skal man stille med sin fødselsattest, når man vil giftes.
Det lyder meget tilforladeligt, men attesten må, som alle andre vigtige dokumenter, højst være seks måneder gammel.
“Det kan ikke lade sig gøre i dag. Det her er Østrig! Intet kan lade sig gøre i dag. Alt kan lade sig gøre i morgen”, som en aldrende embedsmand fra Forsvarsministeriet, der sommetider går med os, når vi synger rundt omkring i Wiens gader, udtrykker det.
Jeg skulle have skrottet den første bil, jeg havde købt her i Østrig.
Det var en tung sag for os alle, for dette gamle skrummel af en Ford Transit Minibus havde kørt mere end 300.000 km næsten 100% driftssikkert.
Deraf de mere end 200.000 med mig ved rattet og oftest med børnene som passagerer.
Vi var kommet til at elske den for alle de skønne oplevelser, og sikkert også fordi den var det første håndgribelige tegn på, at vi med denne "familiebil" også som "familie" havde vundet fodfæste i Østrig.
Men sidste gang den kørte, havde den, få meter fra vores port, givet et knald fra sig og var blevet umuligt at styre.
Her i landet tager man bare nummerpladerne under armen, både når man køber dem og når de skal afleveres.
Hvis man skulle tabe en af dem, er det helt lovligt at erstatte den med et stykke pap og et håndskrevet nummer, der bare skal være synligt på samme måde, som den officielt producerede plade.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Da jeg i sin tid tegnede den lovpligtige forsikring, havde man ikke flere Wienerplader liggende hos forsikringsselskabet, så jeg blev sendt et stykke ned ad gaden til et konkurrerende selskab, med besked på at spørge, om jeg ikke kunne låne et par plader hos dem.
Det kunne jeg, så Grazer Wechselsetige kom til skylde Wüstenrot nogle numre, men det tager man ikke så nøje.
Derimod er det livet om at gøre, at man har en “Typenschein”.
Hvis den er blevet væk, kan man ikke noget som helst.
Og min var forsvundet for lang tid siden.
Helt ærligt: hvordan fanden skulle jeg kunne vide, at denne del af instruktionsbogen var det livsvigtige dokument i alle færdselsanliggender?
Og hvad værre var: Ingen kunne give et præcist svar på, hvor vigtig den var.
Altså hvor vigtigt et erstatningsdokument, man skulle kunne fremvise for at matche denne “Schein”.
Hos forsikringsselskabet sagde man, at jeg måtte henvende mig til Bezirkshauptmannschaft - der, udover at være et udvidet borgmesterkontor, også ansætter de lokale politibetjente - og der ansøge om en ny “Typenschein”, men det var, fik jeg at vide, “Sauteuer”.
Nu skulle den jo skrottes, så jeg kunne måske nøjes med en dokumentation for, at bilen rent faktisk ikke eksisterede længere?
Skudt forbi - autoophuggeren måtte ikke krumme så meget som en skærm på bilen, uden at have enten en nyudstedt Typenschein eller en attestation på, at denne Typenschein var uigenkaldeligt forsvundet, således at man, hvis den dukkede op, med det samme kunne fastslå, at den var ulovlig.
Denne attestation for at noget er forsvundet, er jo egentlig meget god. Man skal have den i forbindelse med bortkomne pas, kørekort o.s.v.
Men “Fundamt”, der er en del af Wiens civilforvaltning havde aldrig hørt om denne attest.
Jeg tog så kontakt til ARBÖ, den lokale, socialdemokratiske udgave af FDM hvor jeg er medlem, og spurgte i deres retsafdeling.
Nej, jeg skulle henvende mig hos politiet i mit eget Bezirk - det var ligegyldigt, hvor og hvornår jeg havde mistet min Typenschein - for det lokale politi skulle vurdere min troværdighed og derefter, eventuelt, attestere, at min Typenschein faktisk var bortkommet.
Marianne gik ned til dem i sin frokostpause og fik attesten.
Den slags er hun god til.
Så ville alt have været godt, hvis ikke en af vores venner havde fået den ide, at han kunne lave lidt penge på bilen.
Han er godt nok fra Kärnten, men han tog prisen selv for denne del af østrigerne ved at køre denne absolut skrotmodne bil næsten firs kilometer til en skrothandler, han kendte - og uden min viden og tilladelse.
Man behøver heller ikke nøgler og et anvendeligt bilbatteri, når man kommer fra Kärnten - bare se på Jörg Haider og hans BZÖ.
Det var så godt nok, bare skulle skrothandleren have en underskreven kontrakt på salget, før han kunne udstede sin skrotningsattest, og til denne købskontrakt skulle han bruge en Ersatztypenschein fra Verkehrsamt.
Det fik han ikke, og her fornylig kunne jeg så endelig aflevere bilens plader til mit forsikringsselskab - med næsten seks måneders forsinkelse.
Man skal betale såvel skat som forsikring så længe man har pladerne - og frem for alt skal bilen være i forsvarlig stand.
Jeg kunne når som helst være blevet indkaldt til syn hos politiet - politiet kalder bilejerne til syn ved lottotrækning - og så havde jeg fået en bøde for hver eneste mangel, køretøjet opviste.
Eftersom jeg bevisligt ikke havde kørt i den, havde jeg dog nok fået lov til at beholde mit kørekort uden huller.
Damen på forsikringsselskabet kiggede imponeret på den stak dokumenter, jeg langs ad vejen havde samlet.
Tog derefter min Zulassung, som jeg hele tiden havde haft, stemplede den og skrev, at den var annuleret på grund af skrotning. Så skubbede hun dyngen tilbage til mig og sagde, at dem skulle jeg vel bruge, så jeg kunne bevise, at bilen var solgt o.s.v.
Jeg ved ikke, om hun tog gas på mig - jeg havde jo egentlig selv gjort det hele så kompliceret ved at forvente det værste fra det østrigske bureakrati - men jeg sendte dog en venlig og vemodig tanke til danskernes Centrale Motorregister, og håber på dette som eksportvare her til landet.
Typenscheinen til min nye bil ligger under alle omstændigheder som sikkerhed for et lån i banken, så den skal jeg ikke selv holde styr på foreløbig.
Og vores nye Superfiat med 120 hestekræfter, turbo, letvægtsfælge og lavprofildæk har endnu ikke fået et kælenavn af vores børn.
Den er ikke så rund, tryg og venlig som vores gamle, dieseldame "Diesela".
Det navn, som vores gamle, dieselstinkende minibus kærligt bar under hele sin lange aftægt hos os.
