Vi er lige kommet hjem efter noget så anderledes som at underholde til en Julefrokost for kontorpersonalet i en af de højkulturelle musikstiftelser, Wien er så rig på.
Da vi var færdige med de obligate julesange - og "When you wish upon a star" - gik de uformidlet over til en række etuder af Chopin.
Det var så ubeskriveligt vidunderligt, fordi vi dermed, uden rigtigt at vide hvordan eller hvorfor, brød igennem en mur, som for næsten et årti siden rejste sig, hver gang Frelsens Hær ønskede at komme ind på "et udskænkningssted" for, som man jo så ofte har gjort, at synge og tale med folk der.
Helt grotesk fik Frelsens Hær mulighed for at samle penge flere steder, men fik forbud mod at synge og tale med gæsterne.
Derfor holdt man op.
Vi har i flere år sunget på Karlsplatz i Wien, fordi den er samlingsstedet for bunden af taberne i spillet om rusgiftene.
Jeg kan ikke påstå, at vi har fundet horder af tilhørere, men på den anden side har rygtet om os gjort det nemmere at komme igennem andre steder i byen.
Nok mest af alt, fordi rygtet i hvert fald siger, at til trods for vekslende kvalitet i såvel sang som musik, behandler vi alle mennesker ordentligt - giver dem den værdighed, der burde være selvfølgelig for alle mennesker i verden.
"Ressel-park", som i realiteten ligger på Karlsplatz, er opkaldt efter ham, østrigerne hævder har opfundet skibsskruen.
Om det passer, ved jeg ikke, men såvel de mennesker, der nu ejer cafeen, som de meget forskellige mennesker, der kommer som kunder, har i hvert fald det til fælles med den navngivende nyskaber, at de tager imod "det anderledes" med interesse og velvilje.
Normalt spiller vi jo på gader og stræder, så det var en helt usædvanlig fornemmelse at blive beværtet og behandlet som vigtige personer, med et vigtigt arbejde.
Jeg kender ikke løsningen på alverdens problemer, men jeg er ret sikker på, at mottoet for den østrigske hjælpeorganisation "Mennesker for mennesker", der primært arbejder i de allermest elendige områder af Afrika, holder stik:
-Vi er alle kun mennesker, så det eneste, vi kan kræve af hinanden, er menneskelighed!
Ikke mindst apropos Danmark, hvor man har gennemført den ene forkromede velfærdslov efter den anden, som landet ikke kan betale, og som de lokale politikere og embedsmænd ikke vil overholde.
Den form for pral resulterer nemlig i den slags juks, der jog os ud af landet og for altid vil forhindre mine døtre i, i tryghed, at bosætte i det land, Danmark, hvor de er statsborgere.
De sløsede og ligeglade embedsmænds og lokalpolitikeres magt er, Gud ske lov, begrænset af såvel deres kortsynethed, som af Danmarks fysiske grænser til en række relativt demokratiske og menneskerettighedsbevidste, europæiske lande.
De sidstnævnte tænker vi tit på med stor glæde og taknemmelighed.
Danmark vækker fortsat en blanding af skræk, rædsel, måben og latter. Sådan som så mange andre her i Østrig tænker på deres hjemstavn i Togo, Kina, Chile under Pinochet o.s.v.
Men i Danmark "følger man" til syvende og sidst også "bare ordre". Måske skulle de "rigtige" i Danmark have det i tankerne, når de håner østrigerne for deres langsommelighed i afslutningen af de utallige forbandelser, 2. Verdenskrig sendte ud over alle her i landet - frels som ufrels, arier eller ikke.
I Danmark har man altid holdt af den pænere løsning, som den i sin tid blev ekspliciteret af folketingsmedlem Kresten Poulsgaard:
"Hvis det er fakta, så benægter A' fakta!"
