Tit er pseudonyhederne det mest lærerige ved en avis. Dels kan de afspejle en vis fantasiløshed, resulterende i en stofmangel, der kan medføre, at verden ikke kan beskrives i det sædvanlige format og sidetal, dels kan de vise en syg sag, der ved diskret påvirkning skal listes ind i folks bevidsthed, således at alle er forberedt på den dag, hvor "nyheden" får konkrete følger.
Så forberedt, at de glemmer at reagere, fordi det, der så sker, er noget "som vi allesammen godt ved".
I Politiken-Internet stod forleden en kortere omtale af nogle meninger, som aftenen før var blevet fremsat i radioens P4 af en socialrådgiver.
Det fremgik, at også børn fra velstillede hjem kunne lide under omsorgssvigt.
Alle, der kan huske filmen "Zappa" om netop en af de der "frustrerede rigmandsunger" ved også, at på det punkt er der ingen, som nogensinde har tvivlet.
Selvsagt er penge ingen garanti mod umenneskelige følelsesmæssige forhold.
Blomsterbørnene i slutningen af tresserne kom tit fra hjem, hvor penge ikke var noget problem.
Hende "burgøjserungen", som dengang hørte til min vennekreds, kompenserede den hjemlige kulde med så mange forskellige seksuelle forhold, at "blomsten" meget hurtigt blev ribbet for sit sidste "kronblad", som det allerede dengang blev konstateret med sarkasme.
Omsorgssvigt er selvsagt vanskelig at dokumentere, når der ligger et forskønnende lag af såvel fornuftig økonomi som dannelse og handlekraft over hjemmet.
Og den påståede omsorgssvigt er af en hel anden karakter end den, man hævder for børn, hvis far drikker alle pengene op, så der ikke er til det mest nødvendige.
Men der er langt mere i dette, end ovenstående banaliteter. Udtalelsen afspejler først og fremmest ønsket fra socialforsorgen om at blive altomfattende.
Enkelt forklaret kan man sige, at hvor vi, i strid med sandheden, blev beskyldt for at bruge så mange penge på ligegyldigheder, at der end ikke var råd til en sfo-plads til vores børn, vil man kunne beskylde de velhavende forældre for at skaffe for mange tilbud til deres børn, som en art aflad for deres menneskelige utilstrækkelighed.
"Damned if you do, and damned if you don't.
Vores yngste blev kommanderet i sfo på friplads, men ville ikke, fordi hun hellere ville fortsætte med sine hidtidige fritidsaktiviteter, ridning og tennis, hvor hun havde masser af venner og veninder.
Det blev lagt os til last, både at hun havde (dyre) fornuftige fritidsaktiviteter og at hun ikke ville gå i sfo, lige som den omstændighed, at jeg, fra børnene blev født, havde gået hjemme og passet dem (som det fremgår længere nede i loggen var påstandene om sindssyge og andet vedrørende mig, udslag af ren fantasi fra en ældre skizofren dames side).
De udtalelser, der blev fremsat i P4, havde altså en anden baggrund end ønsket om at hjælpe, og for at forstå det, skal man kaste et blik tilbage i historien, til dengang hvor velfærdssamfundet opstod.
Velfærdssamfundet, den ide at alle skulle have et ordentligt liv, lige meget hvad der tilstødte dem af ulykker og skæbneslag, opstod i Preussen fordi kongen ville have sunde soldater og en loyal befolkning.
Alt og alle blev registreret af myndighederne, således at man hurtigt kunne skride ind, hvis en borger var ved at havarere.
Og det er jo godt nok.
Vores "servicesamfund" tjener ligeledes myndighedernes kontrol og magtinteresser over for befolkningen. De store registre, der findes om danskerne, kunne måske ses som et forsøg på at beskytte såvel mennesker i vanskeligheder som de mennesker, der skal betale for hjælpen over skatterne.
"Man skal yde noget for den hjælp, man får!" som tidligere socialminister Karen Jespersen gang på gang fastslog i forbindelse med de sociale reformer hun tilstræbte. Og ved hjælp af en massiv viden om den enkelte borger bliver det muligt langt hurtigere at tage kontakt til denne og dels forhindre at problemerne kommer ud af kontrol, dels tvinge borgeren til at påtage sig sin fornuftige del af det egenansvar, som nødvendigvis må findes i ethvert velfungerende samfund.
Jeg tror ikke, der er nogen, der er uenige i synspunktet om, at man ikke skal kunne nasse sig til tingene hele livet igennem.
Men som alle indlysende sandheder har også denne sine mindre heldige konsekvenser. For os, og temmeligt mange andre, rejser spørgsmålet sig, om man til det ovenstående formål, at alle skal deltage i deres eget liv med arbejde og ansvar, også har brug for alle de falske oplysninger, der over velfærdsårene har sneget sig ind i de offentlige registre og arkiver?
Skatteyderne kan i hvert fald ikke være interesserede i, at der er registreret belastende, men falske oplysninger om såvel dem selv som om naboen. For "fejl" er dyre i det sociale system, såvel økonomisk som menneskeligt. Til gengæld tjener de mange falsknerier perfekt med henblik på myndighedernes ønske om at få stadigt større magt. Det er meget længe siden, man konstaterede, at et demokrati kun kan overleve, hvis myndighederne i princippet ville kunne standse en hvilken som helst borger på gaden og derefter, med beviserne i orden, sætte ham ud af spillet ved hjælp af de magtmidler og oplysninger, man til enhver tid ligger inde med.
I vores tilfælde indhentede man en dengang 15 år gammel skizofrenidiagnose vedrørende mig, der var blevet "stillet" af en kommuneassistent, som baggrund for at overtage beslutninger og initiativer vedrørende hele familiens fremtid.
Fejl kan ske - de bliver først mistænkelige, når man fortsætter med at bruge dem i årtier! efter man ellers har erkendt, at de vitterligt var fejl.
Så når en socialrådgiver nu begynder at tale om, at omsorgssvigt ikke er "økonomisk begrænset" - hvilket er en særdeles banal konstatering - så lyder det i retning af de første overskrifter over Stalins jagt på "Kulakkerne" og Goebbels udryddelse af "jøder, der lader som om de er gode tyskere"!
Jeg siger bare velbekomme.
