Et er søkort at læse, noget andet er skib at føre.

Nu er de kommunale chefer igen blevet trætte af at politikerne blander sig i det danske demokrati.

Overskriften her er taget fra Ludvig Holbergs komedie "Den politiske kandestøber", som handler om et menneske, der tror, at han, fordi han kender sin egen verden, er i stand til i praksis at lægge nogle fornuftige, politiske retningslinier for sit samfund.

Den seneste udmelding fra DJØF om, at det jo drejer sig om at skabe en god og effektiv forvaltning af det "servicesamfund", som angiveligt har bredt sig i Danmark, og at det derfor ikke kan være vigtigt med hverken en detaljeret lovgivning eller et udbredt, centralt kontrolsystem, mere end antyder en uklædelig mangel på beskedenhed fra disse "storartede, ledende trekvarte paragraftegns" side, der har til huse i diverse decentrale forvaltningsenheder.
Umiddelbart lyder det jo vældig rigtigt og besnærende at man i kommunerne sidder inde med et betydeligt fond af lokal viden, som man vil have lov til at udmønte på egen hånd - uden central kontrol.

Men, for det første:

Vores lovjungle er angiveligt blevet uhyggeligt stor og indviklet, men eftersom man jo i det danske forvaltningssystem har indrettet det således, at borgerne altid bærer det fulde ansvar, også hvis de kommer til at handle imod en lovgivning, de ikke kender eller ikke har forstået, burde det vel ikke være synderligt anstrengende for de kommunale jurister at udstikke nogle lokale retningslinier, som er i samklang med de love, som kommer fra Folketinget.

Det tiltror man jo uden videre borgerne.

For det andet:

De indviklede lov- og regelsæt er langs ad vejen blevet så store, detaljerede og uoverskuelige, fordi det gennem de seneste tre årtier har været rutine på vores rådhuse, at så snart en lov var blevet vedtaget centralt, har de lokale forvaltninger kastet sig over det nye for så hurtigt som muligt at finde en række anvendelige smuthuller, således at man lokalt om nødvendigt kunne ignorere de dele af lovene, som enten blev anset for at være for dyre eller for at give uretfærdige uligheder/skabe unødvendige problemer for det lokale samfund.

Et par eksempler:

Det er centralt fastsat, at danskernes folkeregisteradresse skal danne baggrund for alle forvaltningsvurderinger af den enkelte borger.

Dette betød i vores gamle, danske hjemkommune, at man mente sig urimeligt belastet af tilflyttende sociale klienter, fordi man i kommunen havde et stort boligkompleks, Tåstrupgaard, konstant med mange tomme lejligheder, som nabokommunerne så, angiveligt, efter bedste evne fyldte op med deres egne havarister, hvorefter Høje Tåstrup Kommune kunne hænge på såvel udgifter som øvrige problemer i resten af klienternes levetid.

Man indførte derfor en lokal tilføjelse til folkeregistrets praksis. Man konstruerede forvaltningsbegrebet "ikke-reelt bosiddende", således at man kunne skubbe problemerne og udgifterne til de sociale tilfælde tilbage på de andre kommuner, som havde forsøgt at tørre dem af på Høje Tåstrups pengekasse.

Eftersom denne tilføjelse absolut ikke er "helt fin i kanten" gjorde man det samtidig til en del af den lokale forvaltningspraksis, at man ikke oplyste borgerne om, hvilke tilføjelser man havde foretaget til de oplysninger, borgerne selv havde opgivet, fordi "borgeren jo kan være ligeglad med, hvor de penge, der bruges til at hjælpe ham, kommer fra".

Man indførte altså en omfattende, hemmelig forvaltning alene for at kunne ignorere den centrale lovgivning, og denne ide kom tydeligvis fra de lokale juristers borde.

Som udløber nummer to af denne hemmelige forvaltningspraksis har man så gennemført "skinbehandling" af borgernes sociale problemer - således mente man, at ialt halvanden times forældrekontakt var tilstrækkelig basis for en tvangsfjernelse af to børn - der, hvis man ikke skred ind i en fart, kunne ende med alene at være Høje Tåstrup Kommunes/Københavns Amts økonomiske hovedpine.

Til dette formål kunne man endda trække på et bredt udvalg af såvel interne som eksterne "eksperter", der, til ære for kommunens pengekasse, afgav bestilte, falske og stærkt belastende vurderinger af børnenes baggrund.

Denne form for forvaltning var Det sociale Nævn ikke enig i og underkendte efterfølgende kommunens dispositioner.
Jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være tilstødt vores børn af overgreb og elendighed, hvis ikke man fra centralt hold havde formået at stoppe vanviddet - i hvert fald for en tid.

En sag som vores, der nu er gået ind i sit tiende år - hvilket er en meget stor del af en barndom - er en god illustration af, hvad der vil ske, hvis man overlader det hele til de "ikke-advokatoriske", "kollegaorienterede" ledere på landets rådhuse.

Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at den tankegang, der ligger bag DJØFs udmelding, tidligere har været afgørende i Danmark.

Det var dengang , hvor man overlod det hele til "sognefogeden og kommunekassen" - og hvis nogen skulle have glemt, hvordan det dengang så ud med den "offentlige service" kan jeg varmt anbefale tidligere statsminister H.C. Hansens bog om de danske sygekassers historie.

Kære kommunale ledere: gør som hovedpersonen i Ludvig Holbergs komedie.
Han troede, han hængte sig, da han opdagede, hvad han havde lavet.

Men selvmord havde han også kun et teoretisk forhold til - så komedien endte godt.