Saturday, January 31, 2009

Menneskelig afmagt og aggression.

Det har været chokerende og ubehageligt at følge den opstandelse, der har været i den danske avisdebat på baggrund af nogle optagelser med skjult kamera fra to institutioner for udviklingshæmmede voksne.


Et sted blev det anført, at det var socialpædagogernes afmagt, som resulterede i en irrationel hævntørst over for beboerne.
Et andet sted hævdede formanden for socialpædagogernes forbund, at årsagen var nedlæggelsen af socialpædagoguddannelsen for år tilbage, fordi "man jo ikke kan bruge de samme "værktøjer" i en børnehave og i et bofællesskab for voksne handicappede".
Det sidste er sikkert rigtigt, blot løber det en koldt ned ad ryggen ved at høre sådan en udtalelse, fordi man kunne få den opfattelse, at de voksne handicappede blev mishandlet med "værktøjer", der egentlig er udviklet til brug mod mindre børn.

Anthony Storr, som brugte hele sit liv på at forske i fænomenet "hvad gør den menneskelige aggression godt for", kom til den konklusion, at "afhængighed avler aggression" mellem mennesker, dog således at forstå, at det er den afhængige, der bliver aggressiv.
Barnet bruger aggressionen til langsomt at frigøre sig for bindingen til sine forældre.
I de forskellige demokratiske lande, har aggressionen tjent til at fjerne urimeligheder og undertrykkelse.

Og jeg synes faktisk det er en genial gang propaganda, man benytter de senest dokumenterede overgreb mod de svage i det danske samfund til, når man nu hævder at kunne forstå nederdrægtighederne mod mennesker, der er komplet ude af stand til at klare deres eget liv, på den måde, at medarbejderne, de som i det daglige bestemmer alt og mere til, "kommer til" at opføre sig ondskabsfuldt, fordi de "dagligt oplever en komplet, personlig afmagt" i deres arbejdsopgaver.

På god dansk maner får man det drejet, så vi alle guddødemig skal have ondt af bødlerne.

Hændelser som dem, man har kunnet se på dansk TV, har været dagligdag i de sidste to-tre årtier i Danmark, begyndende med at vi anlagde et velfærdssamfund, som angiveligt medførte et skattetryk så voldsomt, at det var til at tude over. Godt nok vil danskerne ikke have skattelettelser, men langt hellere forbedringer af den offentlige sektor.
Det er ret forståeligt, at man ønsker for sig selv og de man kender, at de skal have en forsvarlig behandling på sygehusene o.s.v., men jeg er ret sikker på, at temmelig mange gerne ville skære ned på hjælpen til alle de "nassere", der aldrig har gidet forsørge sig selv.
Og der ligger hunden begravet: man kaster sig sjældent over navngivne enkeltpersoner, men den spærreild af billeder af sjuskede, fordrukne og dumme lediggængere, der har rullet over TV-skærmene siden vi fik Bistandsloven, har haft sin virkning.
De billeder har nemlig gjort det legitimt for sagsbehandlerne, som f.eks. i Greve Kommune, at omtale en indvandrer som "en kamelklapper"; at fratage folk der klager over det sociale system enhver ret; med falske anmeldelser at sætte politiet på almindelige mennesker alene af sociale grunde; at mishandle børn på døgninstitutioner (som det skete for mine på "Bakkehuset") uden at man siden kan drage nogen til ansvar; at gøre det muligt for en socialudvalgsformand, som den naturligste ting af verden, at true med repressalier mod børn, hvis man ikke kan lide de voksne o.s.v.

"Danskerne bestiller ikke andet end klage", blev det engang hævdet.
Denne påstand har uden tvivl fået en vis sandhed, fordi magthaverne i vores samfund, af bare afmagt over for de uoverskuelige horder af handicappede og syge voksne, af mishandlede og misbrugte børn, af udstødte ældre, har set sig nødsaget til, som forståelig, menneskelig reaktion, at sætte samtlige beskyttelsesforanstaltninger, der er lagt ind i vores velfærdssamfund til gavn for de svage, ud af kraft.

Og det at klage er nu engang det, man har foreskrevet almindelige mennesker som den eneste legitime reaktion, når man får vanskeligheder med repræsentanterne for myndighedsapparatet. Og eftersom klagerne enten syltes eller afvises, fordi man fjerner dokumentation, eller bare terroriserer folk, indtil de giver op, får man denne konstante strøm af klager, hvoraf en del sikkert var berettigede ved begyndelsen, men langs ad vejen får et skær af latterlighed over sig, fordi "klagemyndighederne" jo ikke har fundet noget forkert!

Det værste, jeg personligt har været ude for, var da Folketingets Ombudsmand nægtede at gå ind i en klage over en række belastende, men forfalskede helbredsoplysninger, som jeg seks år senere fik medhold i hos Patientklagenævnet. Jeg kom en enkelt gang for skade at fortælle et medlem af Folketinget, at Ombudsmanden havde afvist at gå ind i sagen. Hvorefter også politikeren afviste, at klagen kunne have den ringeste berettigelse. Ærligt talt, kan jeg sige, at Ombudsmanden, der angiveligt skal sikre borgernes retsstilling i forvaltningssystemet, ikke har bestilt andet end at rende i vejen, fordi man dels forventer fra de øvrige myndigheders side, at han går ind i sagerne, hvis der er noget galt, dels fordi man så konkluderer, at når Ombudsmanden holder sig ude, så er der ikke noget galt. Intet kunne, som den seneste sag om forsvaret, der har tilbageholdt dokumenter, som nogle TV-journalister havde ønsket udleveret, være mere forkert. Efter Tamil-sagen ved Ombudsmanden nemlig godt, at han skal holde sig langt væk fra alt, der kunne få konsekvenser for vores "afmægtigt aggressive" myndigheder.

Klagesystemerne er, efter at også Ombudsmanden har givet op, endegyldigt ude af kraft, så vores myndighedsrepræsentanter vil i al fremtid kunne få afløb for deres afmægtige, hjælpsomme aggressioner ved at tvære de mennesker ud, for hvem de egentlig har påtaget sig et ansvar, efter behag og "psykisk behov".

Sic transit gloria mundi.