"Asylbørn "mister" deres forældre
Forældre, der bliver mere og mere passive og ikke kan tage beslutninger om noget som helst, angsten for fremtiden, og ingen at tale med. Det er hverdagen for flere hundrede børn af udviste asylansøgere på landets asylcentre. Torsdag og fredag stiller en stor international konference i København skarpt på traumatiserede asyl- og flygtningebørn.
Børnene mister så at sige deres forældre, og deres oplevelser risikerer at skade dem senere i deres voksenliv, lyder det fra Dansk Røde Kors.
Hvis ikke børnene behandles for deres traumer, har de ifølge en amerikansk undersøgelse fire til 12 gange større risiko for at blive alkoholikere, stofmisbrugere og for at begå selvmord end andre børn."
Børnene mister så at sige deres forældre, og deres oplevelser risikerer at skade dem senere i deres voksenliv, lyder det fra Dansk Røde Kors.
Hvis ikke børnene behandles for deres traumer, har de ifølge en amerikansk undersøgelse fire til 12 gange større risiko for at blive alkoholikere, stofmisbrugere og for at begå selvmord end andre børn."
(Jyllands-Posten dags dato)
Vores børn har nu i næsten ni år levet uden at vide, hvad dagen i morgen måtte bringe og uden i tryghed at kunne rejse tilbage til deres eget land, blot fordi vi, deres forældre, har vovet at påstå - og dokumentere - at vi i 1998 alle faldt som ofre for, dels lokal sparsommelighed, dels en sammenfletning af forfalskede baggrundoplysninger og bestilte beskyldninger fra et par korrupte, danske lokalembedsmænds side.
Fra 1999 har de kommunale jurister fortsat med chikane og afgivelse af falske forklaringer til diverse eksterne klageinstanser med det resultat, at man lokalt har kunnet sætte såvel Lov om offentlighed i forvaltningen som Lov om persondata ud af kraft.
Lov om social service, hvis mål i sager vedrørende børn er, at deres tarv skal sættes i centrum, har jo alligevel aldrig spillet den ringeste rolle der på stedet.
Jeg skrev i sin tid til Nyrup, da han stolt erklærede, at Danmark sagtens kunne modtage flere flygtninge, og spurgte ham om denne "ekstra mulighed" også omfattede danskere, der blot var blevet tværet ud af et par mere end almindeligt anløbne lokalembedsmænd, med halehæng af ikke mere hæderlige politikere?
Underligt nok svarede han aldrig, men fortsatte blot med at tæske løs på den store, humane, internationale reklametromme.
Eller måske var jeg bare for advokatorisk i mine formuleringer?
