Det virkeligt foruroligende ved Karen Jespersens kæmpestore, over årtier fuldførte højresving fra VS til Venstre er, at det sagtens kan lade sig gøre.
Hun vil uden tvivl kunne gøre udmærket fyldest både som folketingsmedlem for Venstre og på en ministerpost i en borgerligt ledet regering, og dette viser bedre end noget, hvor meget magt embedsmændene har fået på politikernes bekostning. Embedsmændene har tydeligvis set den stadigt større integration i EU som en udmærket lejlighed til at geoplive "Departementchefstyret" , som det fandtes i Danmark fra 1943-45, hvor politikerne, på grund af besættelsesmagten Tysklands stadigt voldsommere fremfærd i landet, havde fralagt sig ethvert ansvar for samfundets videre funktion. Embedsmændene i dag gør også bare alt, som de plejer og som det passer dem, uanset hvilket politisk "hoved" der officielt skal stå til ansvar.
Det samme sygdomstegn med almægtige, men socialt derangerede embedsmænd, udviste såvel Tyskland som Italien (og Østrig under Dolfuss' og Schusniggs "Stænderstat") i tiden op til fascisternes magtovertagelse i deres respektive lande.
Mussolini var også forhenværende medlem af Socialdemokratiet, og Adolf Hitler insisterede på det socialistiske islæt i nazipartiets programmer.
Mussolini var også forhenværende medlem af Socialdemokratiet, og Adolf Hitler insisterede på det socialistiske islæt i nazipartiets programmer.
Alligevel kan man vist kun betegne de to diktaturer dengang som stærkt højreorienterede.
Karen Jespersens politiske svingture er skræmmende - netop fordi de er mulige, såvel for hende som for alle andre i vores gamle, rodfæstede, demokratiske retssamfund...
eller snarere noget andet, for demokratiet bygger netop på, at folk har holdninger og samvittighed, og at de ikke bare udfører en form for upræcis, politisk teknologiudvikling.
Teknologiudviklingen i administrationsapparatet havde vi nemlig i begyndelsen embedsmændene til - men det har de glemt forlængst, fordi de har fået den, ikke helt forkerte opfattelse, at de på egen hånd kan effektivisere vores samfundsapparat bedre end politikere "med meninger".
Embedsmændene har kun den ene fejl, at de er helt ude af stand til at udvikle samfundet med menneskelighed, på baggrund af indsigt, fordi embedsmændene kun har et eneste, gangbart argument imod de politikere, som måtte forsøge at sætte dem fra magten: Det økonomiske.
Hvis embedsmændene ikke kan opvise betydelige, økonomiske fordele ved deres arbejde, har de ingen berettigelse - ikke engang ifølge deres egne forestillinger.
Politikerne er de eneste, der, lige som Dronningen, kan tale til folks samvittighed og på denne måde flytte folkemeningen i et menneskeligt, og derfor holdbart, tempo.
Naja, genug geträumt.
