Søndag lagde vi musik til Påskegudstjenesten i vores "stamfængsel" i Wien. Eller rettere vores favorit- "anstalt for mentalt afvigende straffelovsovertrædere", som det så højtideligt hedder her i landet.
På sæt og vis var det alligevel en "første gang" for os, fordi vi dennegang var alene med fangerne, uden vagter, kun ledsaget af den katolske sjælesørger.
Selv om jeg ved fra andre, der også har spillet i de forskellige fængsler, at der kan ske temmelig meget, temmelig hurtigt, var det alligevel en risiko, jeg ikke tænkte på.
Selv om jeg ved fra andre, der også har spillet i de forskellige fængsler, at der kan ske temmelig meget, temmelig hurtigt, var det alligevel en risiko, jeg ikke tænkte på.
Jeg kender flere af dem fra vores tidligere arrangementer, og kan egentlig ikke forestille mig, at nogen af dem nogensinde skulle have gjort noget levende fortræd.
Præsten var nervøs, for han har selv - helt bogstaveligt på sin krop - oplevet det hensynsløse voldsberedskab, som i sin tid skaffede fangerne "behandling" -straffe- i netop denne anstalt.
Præsten var nervøs, for han har selv - helt bogstaveligt på sin krop - oplevet det hensynsløse voldsberedskab, som i sin tid skaffede fangerne "behandling" -straffe- i netop denne anstalt.
(Jeg skal lige bemærke, at i modsætning til forholdene i Danmark er fangerne ikke nødvendigvis "sindslidende" med en diagnosticerbar lidelse. I Østrig anser man det også for en mental afvigelse, hvis man er så præget af grusomme oplevelser i sit liv, at man ikke kan etablere en normal tilværelse på samme vilkår som de fleste andre.)
Det rare ved at omgås fanger af denne type er, at man slet ikke behøver interessere sig for, hvad de har gjort. Alle ved, at det må være noget ganske forfærdeligt og sygt - ellers ville de afsone et andet sted - så man kan nøjes med at tale om og med det menneske, som aktuelt sidder over for en.
Eller kan man?
Gang på gang dukker fuldstændigt forfærdelige barndomserindringer op, som straks skal dysses ned, så fangen ikke går amok.
Fælles for alle dem, jeg har talt med, er, at "en eller anden" ("et eller andet") kom forbi deres hjem, mens de var børn eller unge, som med et slag tvang dem til at blive voksne, at glemme at lege, at arbejde hårdt og hele tiden, at påtage sig ansvar som de slet ikke var i stand til at forstå de første dele af.
I Østrig har man en jo helt anden tradition på børneforsorgsområdet end i Danmark.
I Østrig har man en jo helt anden tradition på børneforsorgsområdet end i Danmark.
Eftersom landet har været i krig den ene gang efter den anden, har man vænnet sig til, at børnene, uden større indblanding fra myndighedernes side, kan flytte rundt mellem forskellige familiemedlemmer og eventuelt i en periode bo på en institution, som de stort set selv kan flytte såvel "ind på" som "væk fra" igen.
"Familienanbringelser" der næsten altid ordnes privat og derfor ofte antager format af "slaverikontrakter" ("barnet skal jo lære at bidrage"), og institutioner, hvor der kun gives støtte, hvis børnene selv beder om det (retten til "selvstændigt at udforme sit livsrum" er Grundslovssikret i Østrig).
Altså såden en slags "familieherberger"/"offentlige herberger", hvor man kan tage hen på grund af fattigdom, for lille bolig - og selvfølgelig også på flugt for vold og misbrug.
Jeg skulle vist egentlig skrive "kunne tage hen", for i hvert fald proklamerede man i Wien for et halvt års tid siden, at man nu havde dækket sig ind med plejefamilier og bofællesskaber i et omfang, så man kunne lukke de sidste to, meget store børnehjem i byen, og heller ikke længere er så afhængig af, om familien kan gribe ind over for problemer i børnenes hjem.
Den ansvarlige for skolesystemet i Wien, Landesrätin Brandsteidl, har ligeledes proklameret, at det ikke længere vil være muligt at "smugle" børn uden om undervisning og pædagogisk opsyn.
Det håber vi så på, for de mennesker, vi forsøgte at give håb og optimisime Påskemorgen, har et liv, der er så elendigt, at man ikke kan forestille sig det: svært medicineret, alene, afskyet, indespærret og uden reelt håb om noget bedre i fremtiden.
Så der stod vi altså, midt i en klynge mennesker hvis uberegnelighed selv præsten havde advaret os imod, og sang om håb, tilgivelse og lykke - det Opstandelsen bærer i sig - og det virkede.
Alle var lykkelige og glade, da vi takkede af - sikkert fordi de vidste, at Gudstjenesten blev holdt for deres skyld og uden klamme bagtanker. Den store mangel i fangernes liv har helt tydeligt været omsorg, der ikke var båret af egoisme fra andre mennesker side.
Fængselsbetjentene var også glade, fordi deres arbejde selvsagt bliver lettere, når fangerne ikke er præget af længsel efter familie, frihed - og hvad ved jeg.
Vi var glade, fordi vi havde slået hul igennem en mur, der i årtier har holdt Frelsens Hær uden for det "pæne" religionsliv i Østrig.
I Danmark strides man for øjeblikket om, hvor mange børn det er rimeligt at anbringe uden for hjemmet, og hvor meget dette følgelig må koste skatteyderne.
Det er på mange måder en dejlig diskussion, fordi der ikke er nogen, der kan angive præcise og dokumenterbare tal, og derfor kan vi allesammen have en mening.
Frontlinien går åbenbart imellem politikernes "besindighed" på den ene side, og socialrådgivernes "faglige skøn" på den anden, hvilket i sig selv angiver, at ingen af parterne tænker på børnene og deres familier.
Ingen kan vel forudsige, hvor mange familier der havarerer inden for det næste år. Man kan heller ikke på forhånd angive, hvor mange børn der kan hjælpes af de udbyggede, kommunale tilbud.
At politikerne kan vide noget med sikkerhed, fordi de er "lægmænd med praktisk erfaring fra deres egen deltagelse i samfundslivet" og derfor i mange år har taget patent på "den fornuftige og besindige holdning" er selvsagt ikke sandt.
Hvor socialrådgivernes "faglige skøn" skulle kunne komme fra med en sikkerhed, som gør, at man kan gøre deres vurdering til retningsgiver for hele landet, kan jeg ikke se.
Men man kunne jo også begynde med at indrømme, at de børn, som har problemer, er der ingen, der vil vide af.
Mishandlede børn er et område med få succeser, få glæder, mange problemer for de ansvarlige og udbredt modvilje, uanset hvad samfundet beslutter sig for.
Så længe vi skal hykle, at de mishandlede børn er i vores tanker døgnet rundt, sker der helt sikkert ikke noget godt for dem - og så længe vi skal acceptere pengeinteresser som grænser for samfundets hjælp til børnene - i lige så lang tid vil den sociale omsorg kun byde på falske smil og lukkede ører.
Lige så længe vil "samfundets omsorg" kun byde på en fortsat, men komplet irrelevant diskussion om, hvorvidt man har en "fornuftig og realistisk" tilgang til emnet, eller om man har en "faglig og kompetent" mening om problemerne.
|