Forleden dag ringede min ældste datter til mig og sagde med en blanding af begejstring og alvor, at "nu havde hun tilbragt lige præcis halvdelen af sit liv i Østrig".
Jeg begyndte med det samme at forklare, at jeg virkelig ikke havde forestillet mig, at det ville tage så lang tid - alt det der besvær med de danske myndigheder, men det var sådan set ikke det, hun havde på hjerte.
Det var for hende bare et tidspunkt, hvorefter hun begynder at blive østriger mere end dansker. Det punkt passerede Christina selvsagt for en del år siden, og det er ganske usandsynligt, at jeg skulle nå til samme "midtpunkt i mit liv".
Men, sammenfattende, kan vi efterhånden konstatere, at danskernes personlige frihed og ret, via lovgivningen, er særdeles godt beskyttet, men at der samtidig kun kræves ganske få fortielser og endnu færre løgne fra et meget lille antal embedsmænd, så er man som dansker betydeligt værre stillet end borgerne i noget andet demokratisk retssamfund.
Problemet er selvsagt, at man i den grad har propaganderet "velfærdsstaten" ind i folks bevidsthed, at man er holdt op med at opfatte såvel vores justitsvæsen som vores forvaltningssystem som noget, der kan forvolde skade.
Alt bliver jo gjort i den bedste mening...
Derfor har man givet den enkelte myndighedsrepræsentant meget vidtgående muligheder for et "konkret skøn", kombineret med at embedsmændene aldrig, aldrig bliver holdt ansvarlige for noget som helst - uanset, hvad de måtte finde på.
Den dynge "love", danskerne er blevet velsignet med lige siden Nyrup proklamerede at han ville "sætte gang i 90'ernes moral", kommer garanteret aldrig til at virke.
Slet ikke, når en af de selvudnævnte, demokratiske "vagthunde", Villy Søvndal fra SF, kan skrue sig op til at tale om "en demokratisk kortslutning", bare fordi domstolene afviser at føre en retssag mod landets statsminister, samtidig med at samme Villy Søvndal er helt blind for det sociale massemord, der har fundet sted hvert eneste sekund, siden man indførte "Lov om social service".
| ||
