Wednesday, February 18, 2009

Friday, February 6, 2009

To see the World in A Grain of Sand / Hold Eternity within The Hour (skrevet den 12. september 2006)





Det er ikke, fordi jeg er modstander af,
At andre menneskers love og regler
Bestemmer over mit liv.
Jeg er simpelt hen bare
Ikke tilhænger af det

De indledende Øvelser


Du åbner med skælvende hænder den farvestrålende, glitrende pakke; Afskedsgaven fra skolen.
På låget står med slyngede, gotiske bogstaver:
"Den lille Puritaner"
og øverst ligger en gulligrød seddel med teksthovedet:
Brugsanvisning
Bør læses omhyggeligt inden spillet!
Det gør du, som du har lært, Omhyggeligt og uden Protest.


Side 1

Øverst på siden er der et billede af en Ældre, Distingsveret Gentleman med gråt, tyndt, velplejet hår, hvorigennem man kan ane en blød, babyagtig, lyserød isse, der taler til en cirka Femårig, Lyshåret dreng med meget Blå øjne.
Billedteksten lyder:
-Vil du i verden frem, så Buk!
Hvilket får den lille dreng til at smile.
Du bladrer med svedige fingre videre forbi de Moralske sentenser, som du allerede kender, om til Spillereglerne:
-Dette er en udvidet udgave af de almindelige Regler, hvor du selv er hovedperson. Hver gang en historie slutter, kan du selv afgøre, hvordan den skal fortsætte.
Eller næsten:
-Thi lige som i Samfundet har vi fundet det nødvendigt at lave nogle Regler, som du må Respektere!
God fornøjelse!


2

Du går på Værtshus?
En aften, lige efter du har fået din løn for dit hårde arbejde som jord- og betonarbejder, en beskæftigelse du har skaffet dig for at have noget at lave, inden du begynder på din Højere uddannelse, sidder du på dit værelse, der er holdt i kølige, blå- og hvidlige nuancer, og keder dig.
Du er ikke nået på Biblioteket, og du synes, du er vokset fra de udmærkede tegneserieblade, dine forældre køber til dig med stor iver.
Det ringer på døren og du hører din mor åbne venligt, men bestemt, efter at hun på sine røde sutsko er hvisket ud fra dagligstuen, hvor din far nyder en Pibe tobak og dagens berlingske oven på dagens solide Middagmåltid, som er nødvendigt i hans hårde bestilling som ærlig hyrevognschauffør.
Du ved med dig selv, at hun er iklædt en blå kittel med små, hvide prikker, et smagfuldt, lilla nylontørklæde og kødfarvede strømpebukser XL.
Du lader blikket vandre ud på den velholdte, sølvgrå, metalliclakerede bil, XL, af ældre Dato, som din far lige har kunnet Spare sammen til, nu hvor du selv er ved at flyve fra Reden og i stand til at betale halvdelen af det, du har tilbage efter skat for at bo i dette hyggelige, Hvidkalkede hus med den velplejede græsplæne foran og kartoffel/jordbærbedet i baghaven, som din far holder så meget af og som ofte bliver beundret af de mere velstående naboer, inden de trækker sig tilbage til den kølige Aftendrink.
Det er din fars kunder, så derfor blander han sig ikke med dem og holder sig iøvrigt til sine egne sager, ja løftede knap nok et bryn, da en stor politistyrke trak hans nabo i fængsel for Bagmandsvirksomhed.
Det var selvfølgelig en fejl.
Det var, endnu engang, Hushovmesteren, der var den rigtige skyldige:
Den anden havde bare betalt i god tro.
-Man skal have en lang ske, hvis man vil spise kirsebær med de Store! Siger din far ofte nok, så han nøjes med frikadeller i Familiens Skød.


3

Du ved godt, at det er et gammelt, førreformatorisk ordsprog, fra Peder Syv; det passede sikkert dengang, men du har da ingen frygt for, højt og tydeligt, at hilse Naboens Datter:
-Goddag!
Når hun kører til skole i sin hvide Ferrari.
Du er nemlig spejder og forventer med sikkerhed, at hun en dag vil hilse igen.
Du bliver hevet ud af din tankerække af tunge trin på trappen, som anmelder en af dine bedste Venners ankomst.
Det er en kollega fra entreprenørvirksomheden, en god og jævn Dansk, ung mand, som altid går i sit alarmorange tøj og sine tunge sikkerhedssko og det finder hans Ligesindede piger meget sexy, fordi det viser, at han kan og vil forsørge dem, hvis det går galt.
-Det gør det jo bare aldrig, fortæller de hinanden Mandag Morgen med et dybt suk, inden de stempler ind på den lokale plastikfabrik.
Din mor åbner døren og melder Henry, der træder ind med en pruttende/slubrende lyd fra sin tandløse mund.
Han har fået den ryddet, da hans blivende tænder måtte give op over for de idelige angreb fra Lakrids og sødet Øl.
Endnu virker det ikke så slemt, men du kan uden besvær se tyve år ud i fremtiden, hvor munden vil rynke og de små rynker blive fyldt ud med fabriksstøv; hvor Henry kort sagt ville ønske, at han havde passet lige så godt på sine tænder, som du.
Men på den anden side vil det jo bare betyde, at du vil få det lettere med hans til den tid endnu Unge kone.
Som du kunne have haft det med Værkførerens, der passser signalementet, hvis du havde villet og din mor ikke havde været i dit liv som en Høg, der driver alle fremmede, æglæggende fugle væk fra din trygge Redeplads.
Du er glad for din Mor og har til hendes udelte begejstring sunget en drenget version af "Giftes med farmand", dengang du var barn.


4

Henry sætter sig og kigger uroligt ud ad vinduet, mens han klasker på sine samlede knæ og forsøger at fløjte.
-Hej! Fed tjal mand!
-Rigtig fed! Svarer du uden Overbevisning. Du bryder dig selvfølgelig ikke om den slags moderne rusmidler og egentlig heller ikke om udtrykkene, der er gået over i det normale sprog.
Din far tog sig til panden med tre fingre og rystede opgivende, da du engang peb en svag lyd, der kunne tydes som "udsyret".
Det er din fars Mening, at der aldrig bliver en god familiefar ud af en person, der en gang har smagt dette falske Paradis.
Og Arbejdsgiverne bryder sig ikke om Mennesker, der er gjort uberegnelige af verdensfjernhed.
Du har renset dit sprog for de værste hentydninger og har taget kolde afvaskninger, når din krop kommer i kog.
Din mor har også sagt, at man ikke kan styre sit underliv, hvis man ryger sådan noget; og du har da bestemt ikke lyst til at proppe din op i hvem som helst. Da i hvert fald ikke, hvis der kommer børn ud af det og, som din mor og far siger samstemmende, den slags Piger er ikke til at Stole på! De gør det tydeligvis med hvem som helst.
-Fed ting mand! Siger Henry med aggressivt fremskudt hage, mens han tager en af sine lange, tynde cerutter frem.
-Jeg scorede noget hos Nabopigen, hende med den hvide bil!
-Håh! Siger du og slår tanken fra dig med rund hånd. Sådan en pralerøv!
-Hun har sådan et sjovt modermærke ved den ene skamlæbe. Og så er den helt gylden. Du kan tro, hun har en fed seng. Hun sagde, vi skulle mødes nede på Ramsay i aften. Vil du med?
Du mærker, hvordan blodet viger fra dit ansigt og alligevel gløder du i panden af Misundelse. Den andens små griseøjne gløder sort imod dig under en rynket pande og et alt andet end begavet ansigtsudtryk.
-Der falder måske også Noget af til dig. Hun er ikke smålig. Hvad siger du
-Hun gør det vel ikke sådan med hvem som helst?!


5

-Årh, det ved jeg da ikke.
-Vi var fem, der havde skubbet hendes Bil i aftes.
-Så vil jeg ikke. Jeg gør det ikke med den slags piger. Det er nok også derfor, hun ikke tør hilse på mig om morgenen. Hun ved, at jeg ikke kan lide den slags piger! svarer du.
-Hun har talt om dig! Hun vil smaddergerne møde dig. Tag så med, ikk'?
Du kigger efter i din Tegnebog, hvor pengene til din første Ejerlejlighed er gemt, nikker så beslutsomt til Henry og rejser dig for at meddele din Mor din afgjorte Beslutning.
1. Du tager med Henry på Værtshus. Læs side 51.
2. Du bliver hjemme. Læs nedenfor .


6

Du bliver hjemme. Fortsat fra side 5.
Du løfter hovedet og Fejer alle distraherende tanker af vejen.
Med et beslutsomt nik går du ud af døren og beder din mor om at fjerne det subjekt, hun har været så konduiteløs at lukke ind i dit Paradis!
Nærmere adpurgt svarer du, at Henry har gjort dig et upassende Forslag om druk og løsagtighed og i øvrigt har krænket jeres Nabodatter.
Din mor kigger Undersøgende på dig, idet du siger det om nabopigen og går ind for at hente din Far, som med en sej bevægelse trækker ned i sin grå cardigan og rejser sig for om nødvendigt at bruge Magt for at sætte afskummet på døren.
Du går op på værelset i hælene på din mor, som igen går i hælene på din
far.
Din far retter sin ryg og slipper det imaginære rat, som han ellers altid går med, åbner døren hurtigt, peger ud ad vinduet og taler Strengt til din tidligere ven.
Henry kigger uforstående på Ham og rejser sig langsomt for at gå.
Din far misforstår ham og giver et spjæt baglæns, hvilket bringer ham i din mors Favn. Henry farer sammen over dette formodede Angreb, tager et fast tag i sin bukselomme og skynder sig væk, mens han hovedrystende kigger på dig og mumler:
-Du er godt tosset, mand! Hun har en rigtig fed en.
Du kniber øjnene sammen og kigger affejende på hans ryg, mens du går ind og lægger dig på din seng.
-Jamen lille ven da, vil du ikke ned og se Fjernsyn?
1. Du bliver på dit værelse. Læs side 67.
2. Du går med ned for at se Fjernsyn. Læs nedenfor.


7

Du går med ned for at se fjernsyn. Fortsat fra s. 6.
Nede i stuen tænder din far for jeres nye 28" Farvefjernsyn, skruer hurtigt om på en tysk station, som lige er blevet lagt ind på Hybridnettet.
Med din overlegne dannelse kan du godt forstå, hvad de siger, hvilket du dybt beklager efter at have lyttet et stykke tid.
Din far nikker bejaende til redegørelsen for Kay Warners musikalske karriere og mumler engang imellem noget om, at det er godt, de er ved at pille atommissi1erne ned.
Lidt senere toner et gigantisk Bierhalleorkester frem i farveladefarver med to kønne, unge, bayerske piger til at danse Fusspladderl.
Du iagttager med Glæde, at de stadig bruger gammeldags undertøj i Sydtyskland.
Din far mumler noget om, at de har nogle underlige nyhedsudsendelser i det dersens land og skruer hurtigt om på BBC.
Med din overlegne dannelse kan du straks forstå, hvad de siger, hvilket du dybt beklager.
En stønnende, midaldrende mand fortæller om de mærkelig livsformer, man kan finde på vores planet.
Din far nikker bejaende og mumler noget om, at det er godt AIDS'en har udslettet alle de forp. negre, så dyrene kan få fred.
Et øjeblik efter toner en skrigende, Turbanklædt mand frem på skærmen og begynder at udspy eder og forbandelser over alle vantro.
Din far gnider hænderne, da Taleren på genkendeligt Sprog siger noget om "en halv million".
Du ved, at det er tabstallene i krigen mod Nabolandet. Din far glæder sig over, at så mange perkere enten er flygtet eller døde af AIDS.
Med sin trækprocent in mente, håber han de er døde og udtrykker sin forundring over, at den slags overhovedet gør sådan Noget.
Imens han ligesom har talt om det og bearbejdet Verdenssituationen, er din mor blevet færdig med at lave kaffe på posefacon, som i gode, gamle dage.
Hun er meget Miljøbevidst og mener ikke, at vi bør dynge papir og affald til alle sider.


8

Det mener din far, hver gang han smager den lysebrune væske, idet han bemærker, at den ikke smager som den kaffe, hans Elskerinde laver.
Hende har du aldrig mødt, men du har hørt din far berette om dette meget åndelige væsen, der kan huske, dengang hendes Fars sædcelle smeltede sammen med hendes Mors ægcelle og hun var tvunget til at spørge sig selv, hvorfor hun netop havde valgt de forældre?
Du ved, at hun og din far dyrker Tantra i stedet for at gå i Seng sammen.
Da han med et fjernt blik fortalte din mor om denne åndelige Realitet, hulkede hun af grin og k1appede dig på skulderen som tegn på, at det nok skulle gå alligevel.
Du har i jeres " A til Z"-leksikon, hvor man kan finde al viden i verden, læst om tantra og fundet det meget distraherende, hvis man blander det sammen med grundlaget for næste Generation.
Et spørgsmål har flere gange ligget dig på læben, men din far virker for det meste så frustreret, at du ikke tør spørge.
Du håber på engang at få hende på tomandshånd, så du kan drøfte det nærmere.
Din far slår om på en anden kanal, idet han går over mod jeres spisebord.
På kanalen er der en indisk kvinde, som går rundt med hænderne i Bønnestilling og mumler:
-Ram, ram...
du synes tidspunktet til at spørge er kommet, men din far trykker på en anden knap med et lille skrig og en nervøs trækning, så du tier.
Han sætter sig, tung og grå, og kigger ned i sin kaffekop. Du ved, at hans elskerinde har tilbudt at gifte sig med ham, fordi han er så god til tantra.
Din mor har gennem et stykke tid kigget på ham med et svedent smil og døren til deres soveværelse har været låst hyppigere og længere, end du er vant til.
Din far tager en dyb Indånding, mens landbrugsmagasinets kendingsmelodi kører i baggrunden.


9

-Hun kommer i aften, så vi kan finde en løsning på vores problemer.
-Så går jeg!
-Det gør jeg også!
Din mor, der ved, at dansk lovgivning er lavet af mennesker med Gode intentioner, men som også ved, at hvis man vidste, hvordan de gode viljer virker i praksis, ville man få en bedrøvelig samfundsskildring, ønsker ikke at få noget klemme og er derfor parat til at finde sig i en hel del fra din fars side.
Du begynder så småt at undre dig over, hvorfor du ikke bare Scorede noget, når dine forældre nu er ved at bryde op på grund af det selvsamme, lille fænomen.
-Hvis hun flyttede ind her, kunne vi drikke kaffe sammen alle fire, og vores Sønnike ville få to mødre. Jeg behøvede ikke at være så meget Hjemmefra.
-Men hvor skulle hun Bo?
-l sønnikes værelse! Han flytter jo snart hjemmefra!
Du vågner op med et sæt, men ordene kvæles i din hals, da din far fortsætter:
-Hun har sagt, at hun ikke har noget imod at dele med ham, indtil han finder noget. Han kan jo heller ikke bo hjemme hele livet, vel? Det må da være Utilfredsstillende at få alting serveret.
Du skal til at spørge, om din far ikke altid har haft det sådan, og hvad der er galt i det; da du indser mulighederne i det foreslåede arrangement.
-Jeg synes, det er en god ide og jeg vil gerne flytte hjemmefra, så snart som muligt! siger du med høj, barnlig røst.
Din far vender overrasket sine meget grønne øjne mod dig og klarer op i et smil, mens din mor bereder sig til en større enetale om den ringe belønning for hendes store Arbejde.
Du er helt enig i hendes Synspunkter, men orker ganske enkelt ikke at høre Mere.


10

Netop da Poul Jørgensen fortæller om de gode udsigter for den danske fetaosteeksport til Mellemøsten, ringer det på jeres melodiske dørklokke og din far rejser sig spændstigt for at åbne; din mor lægger sit ene besuttede ben op på stolen ved siden af sig, mens hun renser ører med den svovlfrie ende af en tændstik og får et nydende udtryk i øjnene.
Ind træder en cirka 30-årig kvinde med en lynende guldkrone i den ene side af munden.
Hun kaster sit villet sjuskede, mørkeblonde hår tilbage over kraven og kigger indgående på dig, mens hendes tunge omhyggeligt undersøger hendes ene mundvig.
Du bøjer dig fremover, dels fordi du gerne vil være venlig, dels fordi du ikke har noget valg.
Hendes øjne lyser op i et forstående glimt, inden hun rækker din mor sin højre hånd, der er tæt besat med tynde sølvringe.
Hun går lidt for tungt på sine hvide, højhælede sko, men bevæger sig ret øvet.
Hendes bryster står provokerende ud gennem en tynd, strikket, rustrød trøje.
De vipper ikke tilnænnelsesvist så meget som dit adamsæble.
Hun sætter sig med en vis ynde og begynder at tale om løst og fast: hendes fortid som Fotomodel og hendes nutidige små hår på Brystvorterne.
Du og din far følger indtagede hendes redegørelse for den forskellige behandling, alt efter størrelsen på disse dimser, som mænd skal have og kvinder helst undgå. Du forstår noget helt andet, end det hun siger og det er dit absolutte indtryk, at din far har det på samme måde.
Så går hun over til at hypnotisere selskabet med din fars badeværelsesvaner , om hans specielle behandling af fænomenet "Den hætteløse tandpastatube".
Hun har kendt ham så kort, at den slags særegenheder stadigvæk er spændende.
Du forestiller dig den samme Kaffekonversation om tyve år: så vil den minde om din fars og mors.
Da hun har talt et stykke tid er din mor helt afvæbnet og siger med et smil, at hun da bare kan flytte ind på hendes Søns værelse, og at du har samme Indtagende natur som din far.

Es ist unmenschlich zermürbend, wenn man von Gänsen zum Tode getrampelt wird.



And Freedom, Yet Thy Banner Torn, Still Stands, Flying Against The Wind




Wien den 28. august 2006.

Det var med vantro og sorg, jeg fik meddelelsen om, at Høje Tåstrups Kommunes tidligere borgmester Anders Bak var afgået ved døden for godt to måneder siden. Han var kun syvoghalvtreds år gammel, så det kom helt uventet for mig. På den anden side har han alle dage været et menneske, som arbejdede til tingene var gjort.

Og eftersom arbejdsiveren blandt gennemsnitligt politisk engagerede mennesker lader en del tilbage at ønske, måtte han tit arbejde for tyve ad gangen. I forbindelse med det første kommunalvalg, hvor jeg arbejdede med, lavede han så meget for de andre kandidater, at han ikke engang nåede at få fordelt sit eget valgmateriale. Det var bare Anders i en nøddeskal. Især hvis man tilføjer, at han tog det hele med et ægte, varmt smil. Selv om hans store drøm om at komme i byrådet så forskød sig med yderligere mindst fire år.

Den unge, lokale.

Vi lærte hinanden at kende i slutningen af halvfjerdserne, hvor han var det lokale Socialdemokratis unge håb, og jeg vist egentlig slet og ret var en forhåbning af en eller anden art. Indrømmet: i begyndelsen forstod jeg slet ikke hans politiske engagement, men lige pludselig var jeg selv blevet medlem af Socialdemokratiet og fandt en verden af spændende arbejde i at undersøge, om en cykelsti skulle rende den ene eller den anden vej; om de stadigt flere Potemkinkulisser på Køgevej skulle ændres... o.s.v. Anders Baks ægthed i alt hvad han gjorde havde smittet af på selv en inkarneret sofavælger som mig. Vi havde ikke kendt hinanden ret længe, før det blev klart, at vores politiske ideer var grundforskellige. Hans viste sig at have længere og bedre holdbarhed end mine. Han var fascineret af U.S.A og jeg af Sovjetunionen, så vi diskuterede aldrig politik indbyrdes, hvilket kan forekomme paradoksalt. Forklaringen på venskabet var nok egentlig, at vi tænkte helt parallelt i opfattelsen af de nære problemer, og at vi, som ovenfor nævnt, kun kunne skændes om løsningen af de fjerne, og derfor i begge tilfælde kunne tie os til enighed. Oplysningen om hans død ramte mig hårdere end alle de andre ulykker i Danmark, der har ramt os. Mine egne forældre og min yngste storebror, der var omtrent var jævnaldrende med Anders, er også afgået ved døden, mens vi har været i Østrig. Min hustrus mormor ligeledes. Men dem havde jeg åbenbart et afklaret forhold til.
Slutningen

Jeg må blankt indrømme, at det forbitrede mig, da jeg i sin tid, i 1998, opdagede, at Høje Tåstrup Kommunes pengekasse var vigtigere end hans og mit gamle venskab. Det var et komplet chok, da han i en telefonsamtale, som jeg i et øjebliks desperation forsøgte at føre med ham, pludselig lod, som om han ikke anede, hvem jeg var. Min forbitrelse kom længe til at dække over, at jeg jo udmærket godt vidste, at han i en del henseender også var et menneske med beskeden viljestyrke, og skrækken for at komme i krig med sine embedsmænd var i en hel del sager stærkt slørende for hans dømmekraft. Oven på næsten tyve års venskab, fulgte små otte års had fra min side. Også fordi det var hans hjælpsomhed, der overhovedet havde ført os til Høje Tåstrup Kommune, hvor et par pilkorrupte socialembedsmænd forsøgte at ødelægge den menneskelighed i os, som havde overlevet skattevæsenets økonomiske udslettelse af os i vores tidligere hjemkommune. Og det beklager jeg dybt. Det havde hverken han, jeg eller andre fortjent, men sådan render livet sommetider af med een, indtil døden render det sidste stykke. Jeg kan ikke huske, om Anders troede på Gud, men jeg håber og beder til, at den Gud, som i hvert fald jeg tror på og holder fast ved, vil tage godt imod ham og give ham den fred og den hvile, som hans evindelige hjælpsomhed og omsorg over for andre aldrig levnede ham tid til her.

Empfehlung

Den døde baby

Min kone og jeg har nu i en del år drevet ”gademission”, som det hedder, når man vil vise sin respekt for de mennesker, der nu engang gør den slags.

Det har været ret vanskeligt, fordi jeg i nogle år har udgjort det komplette ”Frelsens Hærs Musikkorps – Wien”, og dermed har spillet mere, end jeg havde godt af.
Min kone var så til gengæld længe det komplette ”Tempelkor – Wien”. Og hun kunne godt synge dobbelt så meget.
Hvis man spørger hende.

Siden har andre sluttet sig til os og har oplevet præcis det samme, som vi: at det, på trods af sne, is og regn, giver kontakt til mennesker, som dels har brug for hjælp, dels aldrig af egen drift havde været i stand til at komme i kontakt med os.

Det var omkring det tidspunkt, hvor Pave Johannes Paul den Anden lå for døden. Vi var som sædvanligt gået til Karlsplatz i Wien, hvor en hel del havarerede mennesker frister en elendig tilværelse.

Da vi havde spillet et stykke tid – vi var den dag kun min kone og mig – begyndte en yngre dame at passere tættere og tættere forbi os.

Igen og igen.

Jeg var i forvejen i elendigt humør og havde slet ikke haft lyst til at gå ud den dag.
Så jeg fik tiden til at gå med at iagttage hende nøjere.
Hun passede ikke ind i det sædvanlige billede af mennesker fra området. Hun var for velplejet til at være dranker; hun var for velklædt til at være prostutieret eller narkoman.
Eller begge dele.

Til sidst fik hun taget sig sammen til at spørge, om vi ville spille en salme for hendes lille datter?
Det ville vi selvfølgelig meget gerne, men hvor var hun?
Hun var pludseligt, dagen før under middagssøvnen i vuggestuen, helt uventet død.

Jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at tude.
Den unge dames sorg var så underspillet og derfor så stærk, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre
Min kone foreslog, at vi i fællesskab sang ”Nærmere Gud til dig”.

Jeg sang ikke med ret længe; og meget snart måtte jeg også kigge et andet sted hen, for overhovedet at kunne spille blot nogenlunde pænt.
Scenen var rystende i al sin enkelhed.

Min kone og den unge dame sang færdigt alene.

Derefter forlod hun os med konstante forsikringer om, at hendes mand ville betale os godt, når han kom fra arbejde.
Det var ikke lykkedes os at få hende til at forstå, at vi havde blot forsøgt at give hende, det vi havde – og at det var helt, helt gratis.

Sådan går det næsten hver gang, jeg ikke gider. Der kommer et menneske forbi, som vi kan hjælpe en smule videre i livet.

Og derfor smiler vi også, når vi står i frost og snevejr.
Vi bliver nemlig varmet indefra.

Kun har jeg fortsat problemer med at spille salmen fra den dag - ”Nærmere Gud til dig”

Wien/Karlsplatz 05


Budapest brænder

Her i Østrig er vi igennem de seneste år blevet oversvømmet af folk med en ”positiv social arv”.

Mennesker, der tager hensyn til hinanden, er solidariske, som ikke misbruger stoffer og alkohol, som ikke bringer "kolleger" i vanskeligheder, og som passer deres arbejde og uddannelse med en fortærende pligtfølelse.

Den ”Østmafia”, som for nogle år siden eliminerede de tyske gangstere i Hamburgs St. Pauli, er et fremragende eksempel, og her i Wien render man gang på gang ind i ulykker, der er lavet af disse perfekt gruppesocialiserede borgere fra de nu hedengangne kommunistlande.

Mod dette har man alene kunnet sætte en smule aldrende, kristen individualisme og lidt gennemsnitlig retfærdighedssans.

Indtil videre er det lykkedes at standse fremmarchen af gangsterbander her i landet, men ikke af højreekstremister som dem, der i øjeblikket, i perfekt socialiserede formationer, er ved at brænde Budapest ned til grunden.

De fejlfrit socialiserede, der jo også i allerhøjeste grad, omend positivt, omfatter de muslimske foreninger, er uden tvivl den primære grund til østrigernes (og tyskernes) massive modvilje mod fremmede.

Jeg får også kramper i maven, når jeg i Floridsdorf render ind i en gruppe med glatbarberede hoveder, hvide skjorter, røde slips og store støvler.

Oprindeligt var den slags altid udlændinge på korttidsbesøg, men deres tilbud til de lokale om på en gang at blive optaget i en stor vennekreds, har været for stor en fristelse for mange unge østrigere, der normalt kun kender sammenhold a la den lokale, katolske Jungschar.

Jeg har set, at man i Danmark fortsat kæmper rundt med den ”negative, sociale arv”, som pr. definition skal brydes.
Min gamle hjemkommune har endda fået hele 27% af Socialministeriets pulje til forsøg med at bryde o.s.v, hvilket man med stolthed understreger på sin hyppigt overbelastede website.

Jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvordan man skal kunne bryde den negative, sociale arv, som tit kommer til udfoldelse i forholdet mellem borger og myndighedsapparat.

Er det en negativ social arv, når et barn har en mor, der som myndighedsekspert er parat til at lyve efter noder og bringe andres børn i svære vanskeligheder, blot for at opnå nogle kortsigtede, økonomiske fordele?

Er det en negativ social arv, når man har en lægefar, der hjælper overgrebene lidt på gled ved at ”desværre bortkomme” det komplette journalmateriale om hele familier?

Er det en negativ social arv at have politisk engagerede forældre, der er parat til at lyve så groft de kan, når blot de scorer stemmer, magt og penge på det?

Ovenstående er givetvis ikke medtaget som målgruppe for Socialministeriets pulje, og det får hele arrangementet til at ligne det, man kan læse om i de kendte socialistromaner fra trediverne (ikke mindst i Pelle Erobreren), hvor de asociale, nasserne, de uværdige altid slet og ret ”de andre”, ikke-magthaverne, de pr. definition ”magtesløse”.

Og eftersom ”de andre” skal socialiseres, før man kan samarbejde med dem, er det meget let at være den, der på store overskrifter og voldsomme udtalelser, mod fyrstelig betaling og minimal arbejdsindsats, skal udvikle handlingsplaner for ”de asociale stakler”.

Først burde man egentlig asocialisere os alle, så vi igen kan få mulighed for at se på hinanden og vores problemer med ikke-forudindtagne blikke, og samtidig kun, i vores domme over andre, har vores egen samvittighed at falde tilbage på.

Ingen moralsk sutteklud, der er sponseret af en eller anden politisk-pseudovidenskabelig ”strømning”.

Problemet for vesteuropæerne er og bliver, at ingen, heller ikke myndighedsrepræsentanterne, er parat til at tage et ansvar for den helhed, vi er en del af.

Når myndighederne begår overgreb, er det altid sket ved ”en fejl”. Der er derfor, pr. definition, slet ikke brug for at stille magthaverne til ansvar.

Når almindelige borgere gør sig skyldig i noget, taler man straks om ”manglende ansvarlighed”, som skal brydes, udslettes, knuses... (listen kan fortsættes efter behag og temperament)
Og det er risikofrit, for det er altid myndighedsrepræsentanterne, der afgør, hvem der er ansvarlig og hvem ikke.

Og dette helt uanset hvem, der rent faktisk måtte komme til at sidde tilbage med de sørgelige rester af myndighedernes forsøgsrækker og dermed i sidste ende hænge på hele ansvaret.

Når nynazismen har så gode kår, er det også fordi samfundsproblemerne i EU, hvis man kan tro de politiske ”signaler”, skal løses af mennesker, embedsmænd og politikere, der aldrig vil kunne pålægges et ansvar for, at de grupper, de skal belære om ansvarlighed, måske ikke lærer lektien godt nok.
Eller måske vil disse grupper slet ikke vide af den officielle udgave af ansvarlighed (fordi den i mange sammenhæng ligner hykleri og dobbeltmoral), og derfor ræsonnerer, at deres egen socialisering i kampgrupper, er en langt bedre løsning, end at høre på endeløse baner af vrøvl fra eksperter, der i bund og grund er lige så forvirrede, forløjede og asociale som alle andre.

Religionen tilbyder et sæt faste rammer for social ansvarlighed, men troen fordømmes også, fordi den går imod de dele af samfundet, som nu har styret det hele i årtier, og som mener, at de er hævet over alle menneskelige svagheder og problemer.

Præcis som kommunisterne prædikede det.

Den magthaverarrogance, som i sidste ende har fremkaldt den massive terrortrussel imod os fra den muslimske verden, har langs ad vejen spredt sig ind i de demokratiske EU-lande og er begyndt at fremkalde alvorlige problemer hos os selv.

Det er kun et spørgsmål om tid, før den næsehornstykke bedreviden fra ”eksperter og politikere” vil fremkalde større voldsomheder internt i vores lande, som det sker netop nu i Budapest, på baggrund af stort set samme politiske mønster, som allerede råder i blandt andet Skandinavien, og godt nok er mit og min families liv ikke meget værd i kroner og ører, store visioner og fedt flæsk, men vi ville alligevel gerne have lov til at beholde det, enkeltvist og sammen.

Derfor ville jeg gerne bede om, at alle som er parat til at påtage sig et ansvar og som allerede har magt, lige sætter sig ned, klapper hesten, trækker vejret dybt og kigger sig i spejlet, før de udpeger den næste gruppe af syndebukke og ansvarlige.

Over and duck with

Selvportræt og et dokument, som slet ikke eksisterer.

Et guddommeligt bjerg og et stykke menneskeskabt vanvid.


Fangetransport

Jeg var blevet bedt om at afhente en fange i arresthus Korneuburg, som ligger nogle kilometer uden for Wien.
Jeg skulle ledsage ham på en udgang, hvor han skulle bese, og sandsynligvis indskrives på Frelsens Hærs resocialiseringshjem i Wien, Salztorzentrum, og derefter skulle jeg, selvsagt, sikre, at han kom tilbage til videre afsoning af sin straf på ialt 2 års fængsel.
Vistnok for underslæb.

På turen mod Wien skulle jeg også afhente den sergent fra Frelsens Hær, der har ansvaret for vores fængselstjeneste. Det havde altid været et mysterium for mig, at han var så respekteret og afholdt. Jeg havde egentlig kun mødt ham som en gnaven, fåmælt, ældre herre med en vild fortid og en angrende fremtid.
Hvad vidste jeg til syvende og sidst om hans arbejde?
Jeg vil på forhånd sige, at jeg lærte en hel del om såvel ham som om vores fængselstjeneste.
Sidenhen er han blevet en af mine allerbedste venner, og ikke så lidt af et forbillede.

Da jeg havde fået dem begge ind i vores bil, en Transit-Kleinbus, hengik lang tid i tavshed.
Så begyndte den unge mand, måske var han fyldt 25 men så heller ikke mere, at beklage sig over den uendelige kedsomhed i fængslet og hans brudte venskabsbånd/kærlighedsforbindelser.

Jeg var på forhånd blevet advaret imod ham, eftersom han på en tidligere udgang havde præsteret først at slippe fra sin ellers meget erfarne ledsager, dernæst at drikke sig fra sans og samling, for til sidst i en stjålen bil at smadre både denne og et par andre.

"Ein Schlitzohr", som den slags mennesker hedder lokalt.

Jeg vil også lige indskyde, at vi normalt aldrig diskuterer hverken forbrydelser, dommere, betjente eller andre med de fængselsindsatte.
For det angår ikke os.
Vores opgave er den straffedes fremtid med et liv uden forbrydelser.

Han begyndte ærligt talt at gå mig på nerverne, men eftersom det står i Frelsens Hærs grundopfattelse, at vi hjælper mennesker "for Guds skyld", kunne jeg beherske mig. Jeg kunne regne mig selv fra i hele denne scene.

Pludseligt begyndte sergenten at sige noget.
Han er født og opvokset i Graz i Steiermark, hvilket betyder, at hans sprog i hvert fald ikke umiddelbart kan forstås af udlændinge.
Men han var simpelt hen i gang med at forklare den unge mand, hvilke katastrofer hans tyverier havde medført for den vognmand, han havde snydt, og ikke mindst for dennes familie.
Hernede får man ikke hjælp, hvis man mister sine penge ved en forbrydelse, og de færreste, især blandt mindre erhvervsdrivende, er dækket ind af mere end de allernødvendigste forsikringer.

Han skældte ikke ud, han forklarede bare i nogle korte sætninger, hvorfor den unge mand måske skulle have ondt af sine ofre, istedet for kun at ynke sig selv.
Han sluttede med: "Gud elsker dig. Han elsker elsker ikke det, du har gjort. Men han elsker dig. Og det gør jeg også."

Tavshed på resten af turen.

Man kunne forestille sig, at sådan en svada ville være pinlig, men netop fordi det var denne aldrende sergent, der tydeligvis selv havde set ganske mange af livets facetter, stoler man umiddelbart på såvel den første som den sidste del af denne udtalelse.

Jeg har sidenhen deltaget i ganske mange af hans besøg rundt omkring i såvel fængsler som "anstalter for sjæleligt abnorme forbrydere", og hver gang har jeg opdaget, at de indsatte tror på sergentens "kærlighed", og fordi han er i stand til at vise sig selv så ærligt, har jeg også lært at elske de mennesker, jeg her haft har med at gøre.

Til Jul skal vi igen ud og synge og spille i et fængsel her i Wien. De indsatte er alvoligt sindssyge mennesker, som har gjort forfærdelige ting.
Men når man møder dem der, med den indstilling som sergenten lærte mig, er det nemt at skabe en juleatmosfære af fred, kærlighed og gensidig accept.

Touche for alle de engagerede samfundshjælpere


Ingen kommentarer - Kommentarer helt overflødige.

Hippokratisk Incubation forvandlet til regulært Mareridt


We rule you - We fool you

Bricks and Walls / We beat you - We cheat you


We mug you - We thug you

Kontorchefens drøm

Valget i Østrig.

Mit parti, SPÖ, har vundet. Ikke stort, men alligevel.
Når jeg skriver dette lille indlæg, skyldes det primært, at man i Danmark ikke helt har forstået, hvad der foregår hernede.

Gusenbauer, socialdemokraternes undertippede leder, står til at blive regeringschef. Han vil blive kaldt til samtale med vores forbundspræsident, Heinz Fischer, der også er socialdemokrat, omend af den lidt ældre skole, og der vil han få til opgave at danne en regering.
Gusenbauer har på forhånd udelukket både en mindretalsregering og en koalition mellem mere end to partier.

Han har i realiteten lagt sig fast på et samarbejde med valgets tabere, de konservative ÖVP, som mistede ca. 8 procentpoint i vælgertilslutning.
Vi kan se frem til, at de politiske hovedlinier bliver lagt af "trekløveret fra de sjove dage hos Ungsocialisterne: Häupl, Bures og Gusenbauer".
For tyve år siden lå de alle tre og sloges med gendarmerne for at redde Østrigs smukke natur.

Hvis man nu tror, at de vil skabe et vendepunkt til noget, der ligner de danske socialdemokraters politik, har man misforstået det hele.
I Østrig er det de konservative, som ønsker en lovgivningslinie, hvor alle skal betale en masse i skat og derfor også skal have en hulens masse, forskellige tilskud.

Den slags giver jo kontrol over befolkningen, fordi man kan tvære en hvilken som helst borger ud ved at stoppe den del af hans/hendes nødvendige pengestrøm, som går gennem myndighedernes kasse.
Præcis på samme måde som man fra vores gamle hjemkommunes side har forsøgt at ødelægge det for os, fordi vi ønskede vores børn behandlet på en sandfærdig baggrund.

Nu har man i Østrig haft mange ubehagelige erfaringer med statslig indblanding i stort og småt, så derfor står netop socialisterne for en lovgivning, hvorefter "pengene har det bedst i borgernes lommer".

Wiens borgmester, Häupl, har adskillige gange påpeget, at han finder det komplet åndssvagt, at også hans børn skal have gratis bøger til deres skolegang. Han tjener cirka 500.000 kroner pr. år og kan sagtens selv betale.

Hvis de danske socialdemokrater derfor ser SPÖs sejr som et tegn på en vending i vores politik i retning af deres egne holdninger, kunne det ikke være mere forkert.

Og, for Guds skyld, lad være med at sende Nyrup til at give gode råd. Også selv om han skulle komme inkognito, forklædt som Danmarks bidrag til Freudåret i Wien, kan han kun rende i vejen med sine absolut ikke-socialistiske holdninger til almindelige mennesker og deres rettigheder.

May your God go with you


Beautiful Beard / Baffeling Black Wings - Fear and Anger


My Dorian Grey

Send in the clowns

Yggdrasil +


Men selvfølgelig: når politikerne holder sig til de oplysninger, som tilgår dem fra virkelighedens iagttagere, embedsværket, kan de jo ikke få et realistisk og nuanceret billede af det land, de styrer.
Jeg fik også brev fra borgmesteren i vores tidligere hjemkommune, og dette illustrerer måske bedre end noget, hvordan embedsværket styrer virkelighedsopfattelsen hos politikerne...
...min kone blev inviteret til møde med borgmesteren, kommunaldirektøren og skattechefen.

Jeg fik lov til at deltage.

Han havde nemlig fået oplyst, at skattegælden vedrørte min kone, og kun min kone.
Hvilket forekommer underligt, når man tænker på, at skattevæsenet, da de, på skatteministerens foranledning, ifølge egne senere angivelser, korrigerede de forkerte oplysninger, delte beskatning af lejeværdi og andet, ligeligt mellem min kone og mig.
På den måde fik de iøvrigt frigjort små titusind kroner i overskydende skat hos mig, der øjeblikkeligt blev indbetalt på vores fælles restskat.
For så to år senere at dukke op som restskat for min kone.
Hun havde jo fået fjernet sine fradrag.
Men den disposition kunne ikke diskuteres.

Og det kunne heller ikke, i henhold til borgmesteren, diskuteres, at jeg bare havde at blande mig udenom.
Det er helt sikkert, at man allerede på dette tidspunkt havde lagt an til at skride ind mod vores børn, hvis vi ikke tav stille.
Man havde, uden vores tilladelse og viden, rekvireret samtlige journaloplysninger i original om os i det lokale lægehus.
Noget vi først finder ud af, da vores nye læge klager over, at store dele af journalmaterialet om os må mangle.
Da vi kontakter vores gamle læge i den anden kommune, får vi oplyst, at man da ligger inde med ganske mange oplysninger elektronisk.

Papirudgaven er således bare forsvundet et sted på rådhuset.

Til alt held lader min journal sig rekonstruere på baggrund af det samlede journalmateriale fra en speciallæge, som jeg lige får fat i, før han makulerer det hele i forbindelse med sin pensionering.
Min ældste datters materiale lader sig ligeledes rekonstruere på baggrund af hospitalsjournal, oplysninger fra den kommunale sundhedspleje m.v.
Men alt det sker først længe efter, det er blevet en vedtagen sandhed, at familien har gemt sig for sundhedsmyndighederne, for at skjule min sindssyge og mit sandsynlige misbrug af vores døtre.

Vi afviste jo også sundhedsplejerskens besøg til vores yngste!

Eller gjorde vi?
...kommunen lå i konflikt med sine sundhedsplejersker indtil vores yngste var fyldt tre år.
Op til da var vi i løbende kontakt med vores praktiserende læge, som tog sig af aldersundersøgelser og vaccinationer.

Hvilket, på grund af det desværre bortkomne materiale, kun vanskeligt lader sig dokumentere.
Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at tilbuddet om hjemmebesøg af sundhedsplejen først fremsættes i februar 1996 og afvises af vores daværende praktiserende læge.
Eftersom vores børn var sunde og veltrevne.
Vores ældste angives også, uden at man kan sige, hvem hun har talt med, at have været på kommunens familieafdeling.
Hun er som fireårig selv gået den lange vej, mere end fire kilometer, og har sneget sig hele vejen tilbage, uden at vi har opdaget noget.

Et fremmeligt barn.

Og ingen kan som sagt forklare, hvorfor.
Måske er det ligesom vores yngstes daginstitutionsplads.
En tom registrering.
Men meget malerisk, hvis man hopper på den.
Og det gjorde Børne-ungeudvalget senere.
Jeg har såmænd også fået en hilsen fra ikke mindre end to amtsborgmestre.
Det er meget imponerende, hvordan et menigt partimedlem udvikler sig, når hun bliver leder for en stor institution.
Men eftersom amtet ikke påtager sig det ringeste ansvar for den faglige kvalitet af medarbejdernes arbejde, var det ligesom uden mening at hænge hendes brev op på væggen.
Anderledes med den anden amtsborgmester, som nu havde set alvorligt på en række klager over den døgninstitution, børnene opholdt sig på i seks uger, i meget lang tid.
Han havde kigget og kigget og kigget, alvorligt, gennem nu et år, uden at kunne få øje på noget.
Så han erklærede sidst, at hverken han eller hans medarbejdere ville kigge længere.
Og det forstår jeg da godt.
Vi havde aldrig ønsket, han skulle kigge på noget.
Derimod lå det os meget på sinde, da vi havde fået bragt vores egne i sikkerhed i udlandet, at få bedret vilkårene for de tilbageværende børn, som både min kone og jeg var kommet til at kende og holde af.

Nederdrægtighederne over for dem drev ned ad væggene.

Selv om overgrebene mod vores egne børn dengang var det vigtigste for os, kunne vi ikke lade være med at mærke os de andre og love os selv, at vi ville komme tilbage til det.
Den slags, hvor man spiller børn ud mod hinanden og åbenlyst favoriserer nogle, eller tager andre ind som sine fortrolige i institutionens pædagogiske problemer...
...sådanne forhold opstår sikkert tit, når man opererer med lukkede arbejdsgange, som aldrig udsættes for reel, udefrakommende bedømmelse.
Det er altid de i forvejen frelste, som lukkes ind.
Og de forstår selvsagt pædagogernes problemer langt bedre end børnenes.
Summen af de stores indblanding i denne sag, fordeler sig således...
...Borgmesteren i vores gamle hjemkommune vil ikke tale med mig.
...Borgmesteren i vores sidste, danske hjemkommune blander sig ikke i enkeltsager.

Den ene amtsborgmester påtager sig på amtets vegne intet ansvar for den faglige kvalitet af sine ansattes arbejde.
Den anden amtsborgmester spørger døgninstitutionens leder, som iøvrigt aldrig er tilstede i børnenes dagligdag.
Derefter ser han strengt fra sin amtsgård til den anden by, hvor institutionen ligger, og konkluderer, at han ikke kan se noget forkert heller:
...den ene Indenrigsminister er glad over vores tvangsauktion.
...den anden får sin kontorchef til at skrive et foredrag om officialpligten.
Amtmanden må ikke bedømme, om en embedsmand lyver, hvorfor han ikke kan behandle spørgsmål vedrørende officialpligten.

Inkassochefen i Told- og Skattestyrelsen kan ikke se noget.
Det sociale Nævn glemmer at læse samtlige bilag i sagen.
Vi lander i Østrig, i Wien/Döbling som konsekvens af ovenstående.
Og det tilsyneladende på enkeltbillet...

...at nærme sig ret en embedsmand.
Den hyppigste kommentar fra venner og bekendte, når man fortæller, at man overvejer at klage over sin kommune, er:
-Så bliver de først rigtig sure!
Jeg har altid ment, at et samfund ikke skulle styres af magter, der var blevet så egenrådige, at deres tilfældige lune en tilfældig dag skulle have magt til både ophøje og nedstyrte almindelige mennesker.
Jeg går da ud fra, at klageinstanser er til for at blive brugt, og at de, når de går med til at behandle en klage, hvilket er deres suveræne afgørelse, også mener, at der måske kunne være noget om det, klageren siger.
Sådan er det slet ikke.
Klageinstanserne er udelukkende styret af politiske hensyn.
Da vi i sin tid skulle præsenterede klagen over tvangsobservationen af vores børn, hvor vi altså får Det sociale Nævns medhold, blev vi omhyggeligt instrueret i, hvad man kunne sige, og især hvad ikke.
Det nyttede ikke noget at påstå f.eks., at diagnosen i dagsordenen vedrørende mig beroede på en regulær afskrivningsfejl; at det gamle lægemateriale forlængst var underkendt, og at der var vedlagt en kun en måned gammel, komplet attest, som beskrev den korrekte, lægelige vurdering af mig.
Som ikke sindssyg, ikke misbruger, og iøvrigt velbegavet og kultiveret.
Da jeg alligevel kom ind på det, irettesatte sagsbehandleren i Nævnet mig med ordene...
...nu skal vi jo ikke diskutere diagnoser.
Det nyttede heller ikke noget at sige sandheden om, at socialrådgiverne kun havde været på et halvtimelangt hjemmebesøg, eller at deres beskrivelse af børnenes fysiske hjemmemiljø intet havde med os at gøre.
Eller at påstandene om universitetsuddannelse, udvandringsplaner m.v., der fremstilles som resultatet af de vrangforestillinger, der typisk knytter sig til den sindslidelse, som socialrådgiverne selv havde opfundet, var helt igennem sandfærdige og forlængst dokumenteret over for de lokale myndigheder.
Derimod kunne vi sikkert med stort held rette skytset mod den enkeltstående anmelder, hvis historie ikke fandt bekræftelse noget andet sted i dokumentationsmaterialet.
Især, hvis kommunens kvote for tvangsindgreb var nogenlunde fyldt op.

Vi tabte både næse og mund...
...at vores børns skæbne afhang af, om socialrådgiverne havde haft held til at fjerne tilstrækkeligt mange andre før dem?
Det var måske i virkeligheden vores held, at ankesagen først faldt i slutningen af september det år, så man havde haft ti måneder til at terrorisere alle mulige andre børn?
Og Det sociale Nævn måske endda var træt af at afvise ulykkelige forældre.
Vi vandt i hvert fald, men det var en stakket frist, for vi var kommet til at sige vores ærlige og uforbeholdne mening om kommunens sjuskeri.
Så jeg kommer først til et møde med den ene af socialrådgiverne, hvor hun på psykologernes vegne anmoder om tilladelse til, at de kan afslutte deres undersøgelse i børnenes hjem.
I den anledning skal jeg underskrive et stykke papir.
Dette papir eksisterer endnu, og det er vigtigt, for da vi knap to uger senere taler med psykologerne, mener de, at de har afsluttet deres undersøgelse, allerede mens børnene var på døgninstitutionen, og de er nået til den konklusion, at de begge skal fjernes øjeblikkeligt.

De kan ikke rigtigt begrunde det.
Sådan er det bare.

Find fem fejl...

Blandt andet, at vicepolitimesteren fortier, at vi havde været efterlyst hos Glostrup Politi af chefsocialrådgiver Margit Næsby siden den 23. december 1998 på baggrund af de forfalskede udrejsedata, der var indskrevet i sags- og advisregistret under mit cpr. af Linda Gleerup, og som jeg også her havde henledt politiets opmærksomhed på.
Menneskerettighedsdomstolen har i sin afgørelse af 19/12-2003 fundet, at denne krænkelse i første omgang skal afgøres af det danske justitsvæsen. Selv om det er en menneskerettighedskrænkelse, når politiet behandler sager, som forties over for de borgere, der måtte være målet i den sammenhæng. Vi fik først dokumentationen for efterlysningen i en næsten fem år forsinket aktindsigt (7. august 2003), der forud var blevet krævet af Folketingets Ombudsmand hos afsnitsleder Karin Roed i Høje Tåstrup Kommune.



Es ist ein Ros entsprungen... (tatsächlich)



The poverty of survival


Equivocation

In loving memory of my father (2001), my mother (2000), and my older brother (1999)