Wien den 28. august 2006.

Det var med vantro og sorg, jeg fik meddelelsen om, at Høje Tåstrups Kommunes tidligere borgmester Anders Bak var afgået ved døden for godt to måneder siden. Han var kun syvoghalvtreds år gammel, så det kom helt uventet for mig. På den anden side har han alle dage været et menneske, som arbejdede til tingene var gjort.

Og eftersom arbejdsiveren blandt gennemsnitligt politisk engagerede mennesker lader en del tilbage at ønske, måtte han tit arbejde for tyve ad gangen. I forbindelse med det første kommunalvalg, hvor jeg arbejdede med, lavede han så meget for de andre kandidater, at han ikke engang nåede at få fordelt sit eget valgmateriale. Det var bare Anders i en nøddeskal. Især hvis man tilføjer, at han tog det hele med et ægte, varmt smil. Selv om hans store drøm om at komme i byrådet så forskød sig med yderligere mindst fire år.

Den unge, lokale.

Vi lærte hinanden at kende i slutningen af halvfjerdserne, hvor han var det lokale Socialdemokratis unge håb, og jeg vist egentlig slet og ret var en forhåbning af en eller anden art. Indrømmet: i begyndelsen forstod jeg slet ikke hans politiske engagement, men lige pludselig var jeg selv blevet medlem af Socialdemokratiet og fandt en verden af spændende arbejde i at undersøge, om en cykelsti skulle rende den ene eller den anden vej; om de stadigt flere Potemkinkulisser på Køgevej skulle ændres... o.s.v. Anders Baks ægthed i alt hvad han gjorde havde smittet af på selv en inkarneret sofavælger som mig. Vi havde ikke kendt hinanden ret længe, før det blev klart, at vores politiske ideer var grundforskellige. Hans viste sig at have længere og bedre holdbarhed end mine. Han var fascineret af U.S.A og jeg af Sovjetunionen, så vi diskuterede aldrig politik indbyrdes, hvilket kan forekomme paradoksalt. Forklaringen på venskabet var nok egentlig, at vi tænkte helt parallelt i opfattelsen af de nære problemer, og at vi, som ovenfor nævnt, kun kunne skændes om løsningen af de fjerne, og derfor i begge tilfælde kunne tie os til enighed. Oplysningen om hans død ramte mig hårdere end alle de andre ulykker i Danmark, der har ramt os. Mine egne forældre og min yngste storebror, der var omtrent var jævnaldrende med Anders, er også afgået ved døden, mens vi har været i Østrig. Min hustrus mormor ligeledes. Men dem havde jeg åbenbart et afklaret forhold til.
Slutningen

Jeg må blankt indrømme, at det forbitrede mig, da jeg i sin tid, i 1998, opdagede, at Høje Tåstrup Kommunes pengekasse var vigtigere end hans og mit gamle venskab. Det var et komplet chok, da han i en telefonsamtale, som jeg i et øjebliks desperation forsøgte at føre med ham, pludselig lod, som om han ikke anede, hvem jeg var. Min forbitrelse kom længe til at dække over, at jeg jo udmærket godt vidste, at han i en del henseender også var et menneske med beskeden viljestyrke, og skrækken for at komme i krig med sine embedsmænd var i en hel del sager stærkt slørende for hans dømmekraft. Oven på næsten tyve års venskab, fulgte små otte års had fra min side. Også fordi det var hans hjælpsomhed, der overhovedet havde ført os til Høje Tåstrup Kommune, hvor et par pilkorrupte socialembedsmænd forsøgte at ødelægge den menneskelighed i os, som havde overlevet skattevæsenets økonomiske udslettelse af os i vores tidligere hjemkommune. Og det beklager jeg dybt. Det havde hverken han, jeg eller andre fortjent, men sådan render livet sommetider af med een, indtil døden render det sidste stykke. Jeg kan ikke huske, om Anders troede på Gud, men jeg håber og beder til, at den Gud, som i hvert fald jeg tror på og holder fast ved, vil tage godt imod ham og give ham den fred og den hvile, som hans evindelige hjælpsomhed og omsorg over for andre aldrig levnede ham tid til her.

Empfehlung

Den døde baby

Min kone og jeg har nu i en del år drevet ”gademission”, som det hedder, når man vil vise sin respekt for de mennesker, der nu engang gør den slags.

Det har været ret vanskeligt, fordi jeg i nogle år har udgjort det komplette ”Frelsens Hærs Musikkorps – Wien”, og dermed har spillet mere, end jeg havde godt af.
Min kone var så til gengæld længe det komplette ”Tempelkor – Wien”. Og hun kunne godt synge dobbelt så meget.
Hvis man spørger hende.

Siden har andre sluttet sig til os og har oplevet præcis det samme, som vi: at det, på trods af sne, is og regn, giver kontakt til mennesker, som dels har brug for hjælp, dels aldrig af egen drift havde været i stand til at komme i kontakt med os.

Det var omkring det tidspunkt, hvor Pave Johannes Paul den Anden lå for døden. Vi var som sædvanligt gået til Karlsplatz i Wien, hvor en hel del havarerede mennesker frister en elendig tilværelse.

Da vi havde spillet et stykke tid – vi var den dag kun min kone og mig – begyndte en yngre dame at passere tættere og tættere forbi os.

Igen og igen.

Jeg var i forvejen i elendigt humør og havde slet ikke haft lyst til at gå ud den dag.
Så jeg fik tiden til at gå med at iagttage hende nøjere.
Hun passede ikke ind i det sædvanlige billede af mennesker fra området. Hun var for velplejet til at være dranker; hun var for velklædt til at være prostutieret eller narkoman.
Eller begge dele.

Til sidst fik hun taget sig sammen til at spørge, om vi ville spille en salme for hendes lille datter?
Det ville vi selvfølgelig meget gerne, men hvor var hun?
Hun var pludseligt, dagen før under middagssøvnen i vuggestuen, helt uventet død.

Jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at tude.
Den unge dames sorg var så underspillet og derfor så stærk, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre
Min kone foreslog, at vi i fællesskab sang ”Nærmere Gud til dig”.

Jeg sang ikke med ret længe; og meget snart måtte jeg også kigge et andet sted hen, for overhovedet at kunne spille blot nogenlunde pænt.
Scenen var rystende i al sin enkelhed.

Min kone og den unge dame sang færdigt alene.

Derefter forlod hun os med konstante forsikringer om, at hendes mand ville betale os godt, når han kom fra arbejde.
Det var ikke lykkedes os at få hende til at forstå, at vi havde blot forsøgt at give hende, det vi havde – og at det var helt, helt gratis.

Sådan går det næsten hver gang, jeg ikke gider. Der kommer et menneske forbi, som vi kan hjælpe en smule videre i livet.

Og derfor smiler vi også, når vi står i frost og snevejr.
Vi bliver nemlig varmet indefra.

Kun har jeg fortsat problemer med at spille salmen fra den dag - ”Nærmere Gud til dig”

Wien/Karlsplatz 05

Budapest brænder

Her i Østrig er vi igennem de seneste år blevet oversvømmet af folk med en ”positiv social arv”.

Mennesker, der tager hensyn til hinanden, er solidariske, som ikke misbruger stoffer og alkohol, som ikke bringer "kolleger" i vanskeligheder, og som passer deres arbejde og uddannelse med en fortærende pligtfølelse.

Den ”Østmafia”, som for nogle år siden eliminerede de tyske gangstere i Hamburgs St. Pauli, er et fremragende eksempel, og her i Wien render man gang på gang ind i ulykker, der er lavet af disse perfekt gruppesocialiserede borgere fra de nu hedengangne kommunistlande.

Mod dette har man alene kunnet sætte en smule aldrende, kristen individualisme og lidt gennemsnitlig retfærdighedssans.

Indtil videre er det lykkedes at standse fremmarchen af gangsterbander her i landet, men ikke af højreekstremister som dem, der i øjeblikket, i perfekt socialiserede formationer, er ved at brænde Budapest ned til grunden.

De fejlfrit socialiserede, der jo også i allerhøjeste grad, omend positivt, omfatter de muslimske foreninger, er uden tvivl den primære grund til østrigernes (og tyskernes) massive modvilje mod fremmede.

Jeg får også kramper i maven, når jeg i Floridsdorf render ind i en gruppe med glatbarberede hoveder, hvide skjorter, røde slips og store støvler.

Oprindeligt var den slags altid udlændinge på korttidsbesøg, men deres tilbud til de lokale om på en gang at blive optaget i en stor vennekreds, har været for stor en fristelse for mange unge østrigere, der normalt kun kender sammenhold a la den lokale, katolske Jungschar.

Jeg har set, at man i Danmark fortsat kæmper rundt med den ”negative, sociale arv”, som pr. definition skal brydes.
Min gamle hjemkommune har endda fået hele 27% af Socialministeriets pulje til forsøg med at bryde o.s.v, hvilket man med stolthed understreger på sin hyppigt overbelastede website.

Jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvordan man skal kunne bryde den negative, sociale arv, som tit kommer til udfoldelse i forholdet mellem borger og myndighedsapparat.

Er det en negativ social arv, når et barn har en mor, der som myndighedsekspert er parat til at lyve efter noder og bringe andres børn i svære vanskeligheder, blot for at opnå nogle kortsigtede, økonomiske fordele?

Er det en negativ social arv, når man har en lægefar, der hjælper overgrebene lidt på gled ved at ”desværre bortkomme” det komplette journalmateriale om hele familier?

Er det en negativ social arv at have politisk engagerede forældre, der er parat til at lyve så groft de kan, når blot de scorer stemmer, magt og penge på det?

Ovenstående er givetvis ikke medtaget som målgruppe for Socialministeriets pulje, og det får hele arrangementet til at ligne det, man kan læse om i de kendte socialistromaner fra trediverne (ikke mindst i Pelle Erobreren), hvor de asociale, nasserne, de uværdige altid slet og ret ”de andre”, ikke-magthaverne, de pr. definition ”magtesløse”.

Og eftersom ”de andre” skal socialiseres, før man kan samarbejde med dem, er det meget let at være den, der på store overskrifter og voldsomme udtalelser, mod fyrstelig betaling og minimal arbejdsindsats, skal udvikle handlingsplaner for ”de asociale stakler”.

Først burde man egentlig asocialisere os alle, så vi igen kan få mulighed for at se på hinanden og vores problemer med ikke-forudindtagne blikke, og samtidig kun, i vores domme over andre, har vores egen samvittighed at falde tilbage på.

Ingen moralsk sutteklud, der er sponseret af en eller anden politisk-pseudovidenskabelig ”strømning”.

Problemet for vesteuropæerne er og bliver, at ingen, heller ikke myndighedsrepræsentanterne, er parat til at tage et ansvar for den helhed, vi er en del af.

Når myndighederne begår overgreb, er det altid sket ved ”en fejl”. Der er derfor, pr. definition, slet ikke brug for at stille magthaverne til ansvar.

Når almindelige borgere gør sig skyldig i noget, taler man straks om ”manglende ansvarlighed”, som skal brydes, udslettes, knuses... (listen kan fortsættes efter behag og temperament)
Og det er risikofrit, for det er altid myndighedsrepræsentanterne, der afgør, hvem der er ansvarlig og hvem ikke.

Og dette helt uanset hvem, der rent faktisk måtte komme til at sidde tilbage med de sørgelige rester af myndighedernes forsøgsrækker og dermed i sidste ende hænge på hele ansvaret.

Når nynazismen har så gode kår, er det også fordi samfundsproblemerne i EU, hvis man kan tro de politiske ”signaler”, skal løses af mennesker, embedsmænd og politikere, der aldrig vil kunne pålægges et ansvar for, at de grupper, de skal belære om ansvarlighed, måske ikke lærer lektien godt nok.
Eller måske vil disse grupper slet ikke vide af den officielle udgave af ansvarlighed (fordi den i mange sammenhæng ligner hykleri og dobbeltmoral), og derfor ræsonnerer, at deres egen socialisering i kampgrupper, er en langt bedre løsning, end at høre på endeløse baner af vrøvl fra eksperter, der i bund og grund er lige så forvirrede, forløjede og asociale som alle andre.

Religionen tilbyder et sæt faste rammer for social ansvarlighed, men troen fordømmes også, fordi den går imod de dele af samfundet, som nu har styret det hele i årtier, og som mener, at de er hævet over alle menneskelige svagheder og problemer.

Præcis som kommunisterne prædikede det.

Den magthaverarrogance, som i sidste ende har fremkaldt den massive terrortrussel imod os fra den muslimske verden, har langs ad vejen spredt sig ind i de demokratiske EU-lande og er begyndt at fremkalde alvorlige problemer hos os selv.

Det er kun et spørgsmål om tid, før den næsehornstykke bedreviden fra ”eksperter og politikere” vil fremkalde større voldsomheder internt i vores lande, som det sker netop nu i Budapest, på baggrund af stort set samme politiske mønster, som allerede råder i blandt andet Skandinavien, og godt nok er mit og min families liv ikke meget værd i kroner og ører, store visioner og fedt flæsk, men vi ville alligevel gerne have lov til at beholde det, enkeltvist og sammen.

Derfor ville jeg gerne bede om, at alle som er parat til at påtage sig et ansvar og som allerede har magt, lige sætter sig ned, klapper hesten, trækker vejret dybt og kigger sig i spejlet, før de udpeger den næste gruppe af syndebukke og ansvarlige.